CRS (Cytoreduktiv kirurgi) er en specialiseret operation for tarmkræft, der har spredt sig til bughulen. Under operationen fjernes synligt tumorvæv samt fedtforklæde, navle og organer, som man kan undvære, såsom milt, livmoder, æggestokke og dele af tynd- og tyktarmen.
Hvis kræften har spredt sig mere end forventet, kan vi blive nødt til at afbryde operationen. I så fald vil du få nærmere information, når du vågner.
Vær opmærksom på
Når du skal indlægges, skal du medbringe din medicin i original indpakning. Dette gælder både ved planlagt indlæggelse og akut indlæggelse via din praktiserende læge. En pårørende kan også medbringe din medicin.
Hvis du får dosispakket medicin fra apoteket, skal du også tage den med i original indpakning. Personalet vil spørge, om de må se din medicin.
Før Operationen
Forbered dig til operationen
Inden operationen indkaldes du til en samtale med en sygeplejerske i Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, Klinik 2. Ved dette besøg skal du:
- have taget blodprøver og eventuelt EKG (hjertekardiogram)
- tale med narkoselæge angående bedøvelse og smertebehandling
- tale med sygeplejerske omkring indlæggelsesforløbet, forberedelserne til operationen og tiden efter operationen.
- markeres til stomi, hvis der er risiko for, at der skal anlægges stomi under operationen.
Ved samtalerne er det en god ide at have en pårørende med, da der gives mange informationer.
Markering til Stomi
Under operationen kan det blive nødvendigt at lægge et stykke tarm ud på maven, som en stomi. Derfor vil vi ved samtalen markere, hvor på maven denne optimalt kan placeres.
Hvis vi med sikkerhed ved, at du vil få anlagt en stomi ved operationen, vil du også blive indkaldt til en samtale med en stomisygeplejerske inden din operation. Stomisygeplejersken vil gennemgå det forventede forløb med dig og besvare eventuelle spørgsmål.
Efter operationen vil du blive oplært i pleje af stomien og stomisygeplejerskerne vil bestille stomiposer med videre (hvis du får stomi, dækker det offentlige alle udgifter).
Fjerne hår på mave og lår inden operation
Dagen før operationen skal du fjerne al hårvækst i det område, hvor du skal opereres:
- Hele maven fra brystvorterne til kønsbenet
- Hvis du har mange hår på lårene, skal du også fjerne hår på begge sider af låret (20x20 cm)
Brug en barbermaskine, raseringsmaskine, hårklipper eller hårfjerningscreme (kan købes i supermarkeder, Matas og på apoteket). Brug ikke saks eller barberingsskraber, da det kan give små rifter og øge risikoen for infektion.
Ved samtalen med sygeplejersken aftales det, om du har brug for hjælp til hårfjerning inden operationen.
Drik 4 glas sød saft aftenen før operationen
Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har sukkersyge, skal du blot drikke sukkerfri saft.
Faste og tørste
Det er vigtigt at overholde følgendefasteregler, ellers bliver din operation aflyst:
- Stop med at spise 6 timer før mødetidspunktet (inkl. fast føde, mælk, sodavand, energidrik, danskvand og juice med frugtkød).
- Stop med at drikke 2 timer før mødetidspunktet (vand, saftevand, te og kaffe uden mælk er tilladt indtil 2 timer før mødetidspunktet).
Vi anbefaler at du drikker to glas saftevand med sukker som det sidste inden total faste/tørste, da sukkeret modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
De sidste 2 timer før mødetidspunktet må du ikke:
- Tygge tyggegummi
- Ryge
- Bruge e-cigaretter, skrå, nikotinposer eller snus
Det er vigtigt, at du ikke faster og tørster længere tid end de nævnte 6 og 2 timer. Ved for lang faste og tørste risikerer du at blive dehydreret og opleve ubehag.
På operationsdagen
Du skal bade om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion:
- Tag et grundigt bad og børst tænder.
- Rens navlen med en vatpind med vand og sæbe.
- Brug ikke creme på kroppen.
- Bruge ikke deodorant og/eller parfume.
- Fjern makeup og neglelak på fingre og tæer (så vi kan se hudens farve under operationen).
- Fjern smykker, piercinger og kontaktlinser.
Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme. Du har selv ansvar for det, som du medbringer på hospitalet.
Mødested på operationsdagen
Ifølge dit indkaldelsesbrev skal du møde i Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, sengeafsnit 4, kl. 7.00 på operationsdagen. Hvis du bor langt væk, kan indlæggelse aftenen før aftales til samtalen med sygeplejersken i Klinik 2.
På operationsdagen vil personalet tage imod dig, udlevere hospitalstøj og gøre dig klar til operationen. Medbring toiletartikler, behageligt tøj og skridsikre sko/hjemmesko.
Når du er klar, vil du blive kørt til operationsafsnittet. Her vil du hilse på kirurgen og det øvrige personale, som vil kontrollere dine data og sikre, at der er enighed om indgrebet. Dette kaldes "tjek ind".
Operationen
Sådan foregår bedøvelsen – fuld bedøvelse
Under operationen vil du være i fuld bedøvelse. Personalet sørger for, at du sover dybt og ikke mærker smerter. Før bedøvelsen spørger vi til din medicin, så bedøvelsen passer til dig.
Du får:
- Et drop i hånden med sovemedicin og smertestillende medicin
- Elektroder på brystkassen til overvågning af hjerterytme
- En blodtryksmåler om armen
- En iltmåler på fingeren til overvågning af vejrtrækning
Afhængigt af operationen kan du få mere overvågningsudstyr og flere drop. Narkoselægen eller narkosesygeplejersken vil informere dig om dette.
Du får en iltmaske på og falder hurtigt i søvn. Når operationen er slut, slukker vi for sovemedicinen, og du vågner kort tid efter.
Hvis du er bekymret for bedøvelsen, er det vigtigt at fortælle dette til sygeplejersken ved samtalen om indlæggelsesforløbet i Klinik 2. De kan hjælpe med afklaring af spørgsmål og informere det personale, der gør dig klar til operationen.
Selve operationen
Operationen udføres som et åbent kirurgisk indgreb med et langt lodret snit på maven. Alt synligt tumorvæv fjernes, og det kan være nødvendigt at fjerne ét eller flere organer. Fedtforklædet og navlen fjernes altid, og kvinder får altid fjernet æggestokkene.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at anlægge en midlertidig eller permanent stomi.
Efter Operationen
Efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor du bliver observeret mens du vågner. Der er en sygeplejerske, der holder øje med dig, og du er tilkoblet overvågningsudstyr.
Det er individuelt, hvordan man har det efter operationen og bedøvelse. Efter CRS-kirurgi er det ofte nødvendigt at forblive på opvågningsafsnittet til dagen efter operationen. Personalet her overvåger dit kredsløb og vejrtrækning, og de sikrer, at du har det godt og er tilstrækkeligt smertedækket.
Det er muligt at dine nærmeste pårørende, efter aftale med personalet på opvågningsafsnittet, kortvarigt, kan besøge dig her.
Når du er klar til at forlade opvågningsafsnittet, vil en portør køre dig tilbage til vores sengeafsnit 4, hvor du skal være indlagt de næste dage.
De første dage efter operationen
Alle vores sengestuer er enestuer med eget toilet og bad. På hver stue er der en tablet, som du kan bruge til at bestille måltider, se TV, høre radio eller holde dig opdateret om nyheder og hospitalets døgnrytmer.
På sengeafsnittet vil du blive introduceret til en aktivitetstavle, som hjælper dig og plejepersonalet med at holde øje med, om du spiser og bevæger dig nok for at forebygge komplikationer efter operationen.
Mobilisering
Forskning viser, at tidlig mobilisering efter operationer modvirker komplikationer og minimerer tab af muskelmasse. Derfor er det vigtigt, at du er motiveret til at bevæge dig og dagligt øge din aktivitet. Allerede på opvågningsafsnittet vil du blive hjulpet til at sidde op, enten på sengekanten eller i en stol.
Når du kommer til sengeafsnittet, vil plejepersonalet opfordre dig til at komme op og ud af sengen. Du vil blive opfordret til at sidde i en stol på stuen og gå ture på gangen. Vi anbefaler, at du indtager alle måltider siddende ved bordet på stuen.
Målet er, at du er ude af sengen 6-8 timer dagligt.
Mad og drikke
Efter operationen har din krop brug for ekstra proteiner for at hele dine sår og bevare muskelmassen. Når du er tilbage på sengeafsnittet og din sonde er fjernet, vil du gradvist begynde at spise selv. Det kan være svært at få nok proteiner gennem almindelig kost, så vi anbefaler, at du supplerer med 3-4 proteindrikke dagligt. Plejepersonalet vil tilbyde dig disse drikke løbende.
Hvis du ikke kan spise nok efter operationen, kan det blive nødvendigt at få ernæring via kateteret i halsen eller en sonde i mavesækken. En diætist vil hjælpe med at lave en ernæringsplan tilpasset dine behov.
Kvalme
De første dage efter operationen kan du opleve kvalme. Det er vigtigt, at du fortæller os det, så du kan få den nødvendige kvalmestillende medicin.
Tarmfunktion
Efter operationen går maven lidt i stå, fordi tarmsystemet ligger stille. Du vil derfor starte med Magnesia (afføringsmiddel) for at forebygge forstoppelse og hjælpe tarmfunktionen i gang igen (medmindre du har en tyndtarmsstomi). Du vil også få tyggegummi, som du skal bruge mindst tre gange dagligt, da det bedrer tarmfunktionen.
Få timer efter operationen vil den øverste del af tarmen begynde at fungere, og der vil ofte komme luft fra tarmen 1-2 dage efter operationen. Luft fra tarmen er det første tegn på, at tarmsystemet fungerer igen, men afføring kan tage flere dage. For at få tarmen hurtigt i gang, kan du bevæge dig så meget som muligt og gerne gå ture op og ned ad trapper.
Mad sætter også gang i tarmen, og samtidig med at du begynder at spise mere, vil tarmen genoptage sin normale funktion. Det er normalt at opleve appetitløshed, trykken, ømhed, oppustethed, smerter og kvalme indtil tarmen er kommet i gang.
Lungefunktion
Når du bliver opereret tæt på mellemgulvet, indeholder lungerne efter operationen mindre luft, og nogle af de fineste forgreninger i lungerne lukker sig uden, at du kan mærke det.
Efter fuld bedøvelse er der ofte øget slimdannelse og hoste, da luftvejene er irriterede. Slim i luftvejene kan føre til lungebetændelse, så det er vigtigt at hoste slimen op, selvom det kan være ubehageligt.
Jo mere du bevæger dig, jo bedre vil du trække vejret og modvirke slimdannelse i lungerne. Du vil få udleveret en PEP-fløjte (Positive Expiratory Pressure), et lille plasticmundstykke med modstand. Når du puster ud mod modstanden, udfolder lungerne sig. For at genvinde fuld lungefunktion og hjælpe med at få slim op, skal du puste i fløjten 3 x 10 gange flere gange om dagen. Plejepersonalet vil vejlede dig i brugen af PEP-fløjten.
Smerter
De første dage efter operationen får du smertestillende medicin gennem et smertekateter i ryggen. Dette fjernes typisk efter 3 døgn, hvorefter du får smertestillende tabletter.
En tommelfingerregel er, at du skal være så godt smertedækket, at du kan:
- Vende dig i sengen
- Hoste igennem
- Komme op og gå rundt på stuen og gangen
- Sidde i en stol
Det er vigtigt, at du selv giver udtryk for, om smertebehandlingen er tilstrækkelig, så forløbet bliver så optimalt som muligt for dig.
Vi kan ikke fjerne al ubehag, men vi bestræber os på at smertedække dig, så du kan være aktiv om dagen og få en fuld nattesøvn.
Sår
Operationssår på maven lukkes med metalclips og dækkes med en steril forbinding. Forbindingen fjernes efter 48 timer, medmindre der er større blødning. I så fald hjælper plejepersonalet med at skifte den.
Du må ikke tage bad de første 24 timer. Herefter må du tage brusebad, men du må ikke gå i svømmebassin, kar- eller havbad, indtil sårene er helet, hvilket typisk tager 10-15 dage.
Metalclips fjernes 10-12 dage efter operationen, enten ved et besøg i Klinik 2, hos din praktiserende læge eller på sengeafsnittet, hvis du stadig er indlagt.
Komplikationer
Komplikationer er sjældne, men de kan forekomme.
De mest almindelige komplikationer er lungebetændelse, blærebetændelse og sårinfektioner (5-10% af alle operationer). Sjældnere komplikationer inkluderer årebetændelse i benene, blodpropper i hjerte eller lunger samt bristning af tarmsammensyningen. Ved bristning siver afføring ud i bughulen, hvilket kræver akut operation og kan medføre risiko for stomi.
Udskrivelse efter operationen
Indlæggelsestiden varierer afhængigt af operationen. Efter CRS-kirurgi er man typisk indlagt 5-14 dage, men kan overflyttes til hjem-sygehus, når det er forsvarligt.
Udskrivelse sker, når:
- Du har haft luftafgang eller afføring
- Du kan spise og drikke
- Smerter kan dækkes med tabletter
- Der ikke er tegn på infektion i operationssåret
- Du kan håndtere en eventuel stomi
- Du er tryg ved udskrivelsen
Inden udskrivelse gennemgår vi forløbet efter udskrivelsen med dig.
Videre forløb
Det fjernede væv analyseres på patologisk afdeling for at bestemme sygdommens omfang. Svaret tager 2-3 uger.
Du får svar på prøverne:
- Ved en samtale med en læge i Klinik 2
- Eller ved en telefonsamtale
Herefter henvises du tilbage til det afdeling/hjemsygehus for videre behandling og kontrol.
Når du kommer hjem
Hvad skal jeg spise, når jeg kommer hjem?
En stor operation kan føre til tab af muskelmasse og træthed. For at genopbygge muskler er det vigtigt med en energi- og proteinrig kost efter hjemkomsten.
Tips til kosten:
- Spis næringsrig mad, da appetitten kan være nedsat.
- Undgå frugt og grøntsager i starten, da de mætter uden at give meget energi.
- Spis kød, æg, ost og mælkeprodukter med høj fedtprocent.
- Spis små, hyppige måltider.
- Drik mælk til måltiderne og supplér med proteindrikke.
Du skal veje dig ca. én gang om ugen for at sikre, at vægten ikke falder yderligere. Når du er tilbage på din normale vægt (efter 2-3 måneder), kan du genoptage en varieret kost, men fortsæt med at holde øje med vægten.
Træthed
Det er normalt at være træt i flere måneder efter en stor operation. Det kan tage op til et halvt år at genvinde kræfterne.
I denne periode:
- Lyt til din krop og hvil dig i løbet af dagen.
- Bevæg dig dagligt, f.eks. gå en tur for at opbygge muskler og øge appetitten.
Psykiske reaktioner
Efter en stor operation er psykiske reaktioner normale. Uro og angst for indlæggelse, operation og hjemkomst kan føre til perioder med nedtrykthed. Dette er normalt og forbigående, men kan vare i flere måneder.
Vi anbefaler, at du søger støtte og hjælp hos:
- Familie, venner og din praktiserende læge.
- Kræftens Bekæmpelse har forskellige tilbud til dig og din familie.
Tunge løft efter operationen
Du må maksimalt løfte 2 kg. ad gangen de første tre måneder.
Sygemelding og gradvis genoptagelse af arbejde
Vi anbefaler 2-3 måneders sygemelding efter operationen. Men det er individuelt, hvornår man er klar til at genoptage arbejdet.
Efter sygemeldingen:
- Start med at arbejde få timer om dagen, indtil kræfterne er tilbage.
- Aftal en plan for din sygemelding med din egen praktiserende læge.
Henvendelse efter udskrivelsen
De første fire døgn
Hvis der opstår feber/tiltagende smerter de første fire døgn (96 timer) efter udskrivelsen skal du kontakte Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, Klinik 2 på 38 68 57 10, telefontid 8.00 – 15.00. Uden for klinikkens åbningstid, skal du kontakte vores sengeafsnit på 38 68 35 97 – tast 4.
Udover fire døgn
Hvis du oplever tiltagende smerter eller komplikationer, når der er gået mere end fire døgn (96 timer), kan du kontakte Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, Klinik 2 på 38 68 57 10, din praktiserende læge eller akuttelefonen 1813. Bor du i Region Sjælland og/eller er du tilbagehenvist til dit hjemsygehus, er det dem du skal kontakte eller akuttelefonen 1818.