Operation for kompliceret knoglebetændelse og rekonstruktion med fri lap på ben eller arm

Ved en operation med fri lap rekonstruerer vi hullet med muskel eller hud og fedt.

Du bliver opereret af en ortopædkirurg og en plastikkirurg. Ortopædkirurgen renser op i din knogle, og plastikkirurgen rekonstruerer hullet med bløddele som enten kan bestå af en muskel eller hud og fedt.

Vævet

Den muskel der rekonstrueres med, kalder vi ”lappen”. Efter operationen er du indlagt på Afdeling for Plastikkirurgi.

Hvad vågner jeg op til efter operationen?

Når du vågner efter operationen, har du et blærekateter, som hele tiden tømmer din blære for urin.

Du får også lagt et CVK (centralt venekateter), som er en adgang i din halspulsåre. Dette bruger vi til at give dig antibiotika både under og efter
operationen. Vi bruger det også til at trække blodprøver på, hvis det er muligt, så du ikke skal stikkes. Der vil løbende blive taget blodprøver
under din indlæggelse, ca. 2 gange om ugen. Vi holder øje med dine infektionstal, din blodprocent og eventuelt niveauet af antibiotika i dit
blod. På den måde er vi sikre på, at du får den rette behandling.

Hvis din knoglebetændelse er på benet, får du et epi-kateter, som er et lille rør, der går ind ved din rygsøjle. Gennem røret løber bedøvende medicinfor at undgå smerter i de første tre dage. Herefter fjernes det, og du vil kunne nøjes med smertestillende tabletter.

Der bliver for det meste lagt to dræn. Et dræn er en slange, som går ind i det opererede område og tømmer overskydende blod og sårvæske ned i en
pose.

Dette gøres for at forhindre, at der kommer væskeophobning under lappen, eller der hvor lappen er hentet fra (donorstedet). Drænene skal blive liggende, indtil de producerer tilstrækkeligt lidt. Drænet under lappen vil først blive fjernet,
når det producere 0 ml. i døgnet i minimum to dage.

Mobilisering – hvor meget må jeg bevæge mig?

De første fem dage må lappen ikke komme nedad. Det vil sige, hvis du er opereret på benet, ligger du i sengen. Du kan også forsigtigt komme over og sidde i en stol med hjælp fra en sygeplejerske, uden at benet/armen kommer nedad undervejs.
Vi vil instruere dig i, hvordan du skal træne resten af kroppen, så din krop holdes i gang.

Når de fem dage er gået, tager lægerne stilling til, hvor meget du må bruge dit ben/arm. Ofte starter man med at prøve at have benet/armen nedad nogle minutter ad gangen. Imens holder sygeplejersken øje med, om lappen kan holde til at blive belastet. Så bliver der lagt en plan for, hvor længe du må have lappen nedad ad gangen, og hvor mange gange i løbet af dagen, du skal gøre det.
Det kaldes at ”laptræne”.

Du vil få taget et røntgenbillede af dit ben/arm på 2. eller 3. dagen efter din operation. Ortopædkirurgen fortæller dig, når der er svar på røntgen, hvor meget du må bruge dit ben/arm, og hvor meget du må støtte, hvis det er dit ben der er
blevet opereret.

Dog skal lappen også være stærk nok, inden du må bruge dit ben/arm. Dvs. at både ortopædkirurgen og plastikkirurgen skal sige god for yderligere mobilisering.
Herefter skal du stille og roligt trænes op til at kunne mere og mere i samarbejde med en fysioterapeut.
Måske får du behov for at bruge hjælpemidler til
at komme rundt i starten.

Hvem har styr på mig?

Der er mange læger, som er med til din operation. Blandt andet en ortopædkirurg og en plastikkirurg.

Ortopædkirurgen kommer én gang under indlæggelsen og fortæller dig om operationen og om svaret på røntgen, som er afgørende for, hvornår
og hvor meget du må bruge din arm/ben.

Plastikkirurgen kommer og ser til lappen løbende, første gang dagen efter din operation.

Klinisk Mikrobiologi står for at tage beslutninger om antibiotikabehandlingen. Du kan opleve, at der bliver lavet om i hvilke slags antibiotika, du skal have. Det afhænger nemlig af svaret på de prøver, der er blevet taget under operationen.

Sygeplejerskerne holder meget øje med lappen, især det første døgn, hvor vi tilser lappen 1 gang i timen, også om natten.
Sygeplejersken tager dagligt et billede af lappen, som lægges i din journal. På den måde kan vi holde øje med, om den udvikler sig, som den skal.

Der vil løbende blive taget stilling til, hvilken slags forbinding lappen skal have på. Du vil derfor opleve, at der bliver lavet ændringer i denne beslutning undervejs i din indlæggelse. Lappen skal have den rette blødhed, fugtighed og farve. Derfor skifter vi forbindingen alt efter lappens temperatur og udseende.

Smertebehandling – hvad kan jeg forvente?

Det er forskelligt fra person til person, hvor ondt man har efter denne type operation.
Vi kommer til at spørge dig, hvor ondt du har. Her bruger vi en smerteskala fra 0-10, hvor 0 er ingen smerter, og 10 er de værst tænkelige smerter.

Vores mål er at smertedække dig så godt som muligt. Det er vigtigt, at du siger til, hvis du kan mærke smerter. På den måde kan vi forhindre lette smerter i at udvikle sig til stærke smerter.

Hvad skal jeg spise?

Du tilbydes almindelig mad og drikke efter operationen, suppleret med mellemmåltider.
Spis og drik så godt du kan, også selvom appetitten kan være nedsat.
Det er særligt vigtigt, at du får nok protein, for at sårene kan hele så optimalt som muligt.
Det er vigtigt, at du ikke ryger. Rygning forhindrer lappen i at hele og øger risikoen for infektion.

Hvornår skal jeg hjem igen?

Du kan forvente at være indlagt i ca. 14 dage. Det er dog forskelligt fra person til person, hvornår man er klar til at komme hjem. Nedenstående liste skal være opfyldt, før udskrivelse kan finde sted.
Du bliver udskrevet når:

  • du er tilstrækkeligt smertedækket med tabletbehandling.
  • der er styr på din antibiotikabehandling.
  • dit indtag af mad og drikke er tilstrækkeligt.
  • du er mobiliseret uden behov for hjælp fra personale, eventuelt med hjælpemidler.
  • der er styr på din hjemmesituation. Eventuel hjemmehjælp og/eller hjælpemidler til hjemmet iværksættes af os.
  • der er lagt en grundig plan for, hvordan og hvor meget du må/kan bevæge dig.
  • du har normalt afføringsmønster.

Vi slipper dig ikke helt ved udskrivelsen. Vi kommer til at følge dig til klinikken. Du får dine tider med hjem, inden du udskrives.

Hvis der er behov for sårbehandling efter udskrivelsen, bliver du fulgt til sårklinikken. Det afhænger af, hvilke sårproblemer der er tale om, om det er Afdeling for plastikkirurgi eller Led- og Knoglekirurgi der står for sårbehandlingen.

Yderligere informationer

Du kan finde flere informationer på vores hjemmeside www.herlevhospital.dk/plastikkirurgi

Kontakt inden din operation

Ved afbud/ændring af din tid kontaktes:

Operationsbookingen
Telefon 3868 5444 - tryk 2
Hverdage kl. 09.00-14.00

Hvis du:
bliver syg med influenza, forkølelse eller lignende får en infektion i nærheden af det område du skal opereres eller bliver akut forhindret i at komme kontakt da venligst sekretæren i klinikken.
Telefon 3868 5444 - tryk 1
Hverdage kl. 09.00-14.00

Kontakt efter din udskrivelse

Det er vigtigt, at du ved, hvem du skal kontakte, hvis der i dagene efter du har forladt hospitalet opstår komplikationer.

Om dagen skal du kontakte din praktiserende læge.
Om aften, natten og weekenden skal du ringe til akuttelefonen på 1813, hvis det ikke kan vente til næste dag.

Hvis de ikke kan hjælpe dig, kan du kontakte:
Sygeplejerskerne i vores klinik
Telefon 38 68 54 44 - tryk 3
Hverdage kl. 08.00-10.00

Patientinformationerne er ligeledes tilgængelige på afdelingens hjemmeside via dette link: https://www.herlevhospital.dk/patientinfo-plastikkirurgi.

Med venlig hilsen

Plastikkirurgi, klinik 1

Redaktør