Introduktion til operationen
Operationen for forhudsforsnævring indebærer hel eller delvis fjernelse af forhuden og foregår i lokalbedøvelse. Operationen varer ca. 30 minutter.
Din forberedelse til operationen
Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, skal du måske holde pause inden operationen. Tal med lægen om det.
Operationen foregår normalt i lokalbedøvelse. Hvis du efter speciel aftale, har fået operationen foretaget i fuld bedøvelse, bør du ikke køre bil, motorcykel, eller andet køretøj i 24 timer efter bedøvelsen, da du stadig kan være påvirket af medicinen.
Faste og tørste ved fuld bedøvelse
Hvis du skal have foretaget operationen i fuld bedøvelse, skal du faste og tørste.
- Dagen før operationen må du spise og drikke frem til kl. 02:00.
- Efter kl. 02:00 må du ikke længere spise, men du må gerne indtage drikkevarer, der ikke er juice og mælkeprodukter. Det er en god ide at drikke 250 ml væske umiddelbart inden kl. 06:00 på operationsdagen.
- Fra kl. 06:00 må du hverken spise eller drikke.
Operationsdagen
For at forebygge infektion er det vigtigt, at kroppen er ren. Du skal derfor tage et brusebad hjemmefra, inden du møder på sengeafsnittet.
Du skal ligeledes hjemmefra have barberet hårene væk i operationsområdet. Du skal barberes over penis, på pungen og i lysken. Der skal benyttes barbermaskine og ikke en skraber.
Når du møder på sengeafsnittet, vil sygeplejepersonalet viser dig til rette.
Inden du kommer på operationsstuen, skal du:
- Iklæde dig rent tøj, som består af lange strømper, underbukser og en speciel operationsskjorte, som udleveres af sygeplejepersonalet.
- Tage ur og andre smykker af.
- Have identifikationsarmbånd på.
Du må gerne beholde evt. briller, høreapparat og tandprotese på.
På operationsstuen
I det område, hvor du skal opereres, lægger vi lokalbedøvelse i form af 1-4 indsprøjtninger ved penisroden.
Efter operationen
Du bliver fulgt tilbage til sengeafsnittet. Her har du mulighed for at hvile dig og få lidt at spise og drikke, inden du tager hjem.
Smertebehandling
Lokalbedøvelsen varer et par timer. Ved smerter kan du tage en tablet Paracetamol (f.eks. Panodil, Pinex, Pamol) 1 gram op til 4 gange i døgnet og/eller en tablet Ibuprofen 400 mg op til 3 gange i døgnet.
Gode råd
Du bør forholde dig fuldstændig i ro de første 24 timer for at undgå hævelse og blødning. Det vil være en god ide, at du arrangerer en kørsel hjem.
Der er anlagt en stram forbinding omkring din penis for at undgå blødning og hævelse. Penis skal ligge op ad maven og skal holdes på plads med et par tætsiddende underbenklæder eller nettrusser. Disse kan du få udleveret på sengeafsnittet.
Ved vandladning skal du trække forbindingen tilbage, så den ikke bliver våd. Hvis forbindingen falder af, behøver du ikke en ny forbinding.
Efter det første døgn, kan du fjerne forbindingen og tage et brusebad. Du kan blot duppe såret tørt.
Trådene opløser sig selv og falder af efter ca. 3 uger.
Du må genoptage seksuel aktivitet efter minimum 3 uger og efter længere tid, hvis sårene ikke er helet.
Du skal undgå karbad og fysisk hård aktivitet i 2 uger.
Udenlandsrejse
Du er ikke automatisk dækket af en almindelig rejseforsikring efter en operation. Du skal derfor kontakte dit rejseforsikringsselskab og høre nærmere.
Henvendelse ved komplikationer
Efter operationen kan du opleve en del hævelse og misfarvning af penis. Dette forsvinder i løbet af 3-4 uger.
I tilfælde af frisk blødning, feber, kraftige smerter, eller hvis hævelsen ikke forsvinder, og der tilkommer rødme/varm omkring såret, skal du i de første 24 timer efter udskrivelsen henvende dig til Afdeling for Urinvejssygdomme, sengeafsnit 1.
Efter de første 24 timer kan du i dagtimerne på hverdage henvende dig til Afdeling for Urinvejssygdomme, klinik 1 eller til din egen læge.
Aften, nat og weekend skal du kontakte Akuttelefonen 1813, hvorefter du vil blive henvist til nærmeste Akutmodtagelse.