Mulighed for pårørendesamtale som videomøde
På Afsnit for Intensiv Behandling er det muligt at føre pårørendesamtale med behandlerteamet som videosamtaler i stedet for fysiske samtaler. Videosamtaler foregår over en tablet eller en mobiltelefon (smartphone). På den måde har du og dine pårørende bedre mulighed for at tilrettelægge jeres hverdag omkring det at have en kritisk syg patient indlagt på intensiv.
Aftal dato og tidspunkt med behandlertemaet
Videosamtalen vil foregå i dagtimerne. Du aftaler dato og tidspunkt for videosamtalen med behandlerteamet. Her skal du også udlevere det telefonnummer, du gerne vil kontaktes på.
Kort tid inden videosamtalen, vil du modtage en sms med et link til videosamtalen.
Gode råd til samtalen
Forbered dig inden samtalen
Det er en god idé at forberede dig inden mødet. Fx kan du skrive en liste med spørgsmål eller emner, du ønsker at tale om.
Sid i rolige omgivelser
Sørg for at sidde i et lokale, hvor der er ro, og hvor du kan tale uforstyrret.
Vær også opmærksom på, at lyd fra fx papir, tastatur eller kaffekopper kan forstyrre i et videomøde.
Brug gerne høretelefoner
Hvis du har mulighed for det, er det en god idé at bruge høretelefoner under samtalen. Det giver den bedste lyd og lukker en smule af for udefrakommende lyde.
Undgå modlys
Sørg for at have god belysning og undgå modlys.
Du kan altid bede om en pause
Får du brug for at holde en pause, skal du bare bede om det.