Øget produktion af sved - operation

Ved operationen fjerne vi en stor del af armhulens svedkirtler ud.

Kort om operationen

Når du skal opereres for øget produktion af sved, fjerner vi en del af dine svedkirtler i armhulen ved at suge dem ud. Du skal opereres ad to omgange. Vi opererer først den ene armhule, og du kan være med til at bestemme hvilken side, vi opererer først. Efter cirka 3 måneder opererer vi den anden armhule.

Du skal forvente at være på hospitalet i 2-3 timer. Der kan dog opstå ventetid.

Da vi ikke fjerner alle armhulens svedkirtler, vil du stadig producere sved efter operationen. Du skal derfor forvente en normal produktion af sved.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Inden operationen skal du forberede din krop, så du styrker dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. Det er vigtigt, at du spiser sundt, dyrker motion og undgår alkohol de sidste 2 uger inden operationen.
Du må ikke ryge de sidste 6 uger før din operation. Hvis du ryger, kan vi ikke gennemføre operationen.
Hvis du er overvægtig med et BMI over 25, kan vi i de fleste tilfælde ikke operere dig. Tal med din egen læge om, hvordan du kan tabe dig inden operationen.
Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.herlevhospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil – vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Undlad at fjerne hår

Du må ikke selv fjerne hår fra armhulen i 1 uge op til operationen, da du risikerer at lave rifter i huden og dermed øge risikoen for betændelse. Får du betændelse, kan operationen blive aflyst.

Spis, som du plejer

Det er ikke nødvendigt at faste før operationen, så du kan spise og drikke, som du plejer.

Medbring tøj, der er nemt at få på overkroppen

Vi anbefaler, at du tager tøj med, der ikke kræver, at du løfter armene. Det kan fx være en skjorte eller en bluse med lynlås.

På hospitalet 

Lægen tegner med en tusch på din hud

Som forberedelse til operationen tegner lægen med en tusch, hvor på din hud vi skal operere.

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi opererer dig, men armhulen er bedøvet. Du vil derfor ikke føle smerte, men du kan mærke berøring og tryk.

Operationen

Når den første bedøvelse virker, laver lægen 2-3 snit i din armhule og sprøjter en lokalbedøvende væske ind gennem snittene. Du ligger ned, mens vi venter på, at den bedøvende væske virker. Efter cirka 20 minutter fører lægen et rør ind gennem snittene og suger en stor del af armhulens svedkirtler ud. Det kan være ubehageligt i det øjeblik, svedkirtlerne suges ud. Vi lukker sårene med tråd og forbinding.

Operationen varer 1½ time.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Betændelse i såret

Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, vil du blive behandlet med antibiotika.

Hjemme igen

Kontakt din egen læge, hvis der opstår komplikationer

Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis:

  • du får feber
  • du oplever øget hævelse eller rødme ved såret
  • såret væsker.

På hverdage har du også mulighed for at kontakte afdelingens sygeplejetelefon. Se under ’Kontakt’.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol, som kan fås i håndkøb. Vi anbefaler, at du undgår smertestillende med acetylsalicylsyre, da det virker blodfortyndende.

Pas på såret, når du bader

Du må vaske dig forsigtigt 1 døgn efter, at du opereret. Du må tage brusebad efter 5 døgn. Før badet skal du fjerne forbindingen, og efter badet skal du duppe armhulen helt tør med et rent håndklæde. Du kan efterfølgende lægge gaze eller køkkenrulle i armhulen og tage en stram T-shirt på. Skift gazen eller køkkenrullen, hvis den bliver fugtig.

Indtil såret er helet, skal du undgå svømmehal og karbad, da det øger risikoen for betændelse.

Hjælp din krop med at komme sig

De første 2 uger efter din operation anbefaler vi, at du ikke ryger, og du begrænser dit indtag af alkohol. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.herlevhospital.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Praktiske forhold

Transport til og fra operation

Du må ikke selv køre i bil, når du skal opereres. I de fleste tilfælde vil du være i stand til at benytte offentlige transportmidler.
Du må først selv køre bil 2 uger efter operationen.

Undgå at være alene hjemme

Vi anbefaler, at du ikke er alene den første dag derhjemme, så der er nogen, der kan hjælpe dig, hvis du får det dårligt. Måske vil du også have behov for hjælp fra dine pårørende til fysisk krævende hverdagsaktiviteter.

Sygemelding

Alt efter typen af arbejde kan du starte, så snart du føler dig parat til det. Du skal dog holde din arm i ro de første 5 dage efter operationen. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Vent med at dyrke motion

Du må ikke cykle eller dyrke motion de første 4-6 uger efter operationen. Du skal generelt bevæge dig forsigtigt for at undgå blødning fra armhulen.

Lav øvelser for skulderen

Efter 5 dage skal du begynde at lave øvelser for at forebygge nedsat bevægelighed i skulderen. Vi anbefaler, at du laver øvelserne i 4-6 uger. Sådan gør du:

  • Lad fingrene hvile på din skulder i den opererede side.
  • Før din albue rundt i cirkler.
  • Lav først cirkler den ene vej og så den anden vej.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde 12-14 dage efter operationen. Det sker enten ved en opfølgende aftale hos os eller hos din egen læge.

Kom til kontrol

Efter din operation bliver du tilbudt at komme til opfølgende kontrol hos os. Hvis vi ikke har aftalt en tid med dig på hospitalet, indkalder vi dig med digital eller fysisk post. Du skal til kontrol cirka 3 måneder efter din operation. Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Få mere viden

Redaktør