Formål med undersøgelsen
Formålet med undersøgelserne er at undersøge nyrernes evne til at udskille affaldsstoffer og vise nyrernes funktion og afløbsforhold.
Hvor lang tid tager det
Undersøgelserne varer ca. 5-6 timer i alt.
Afbud
Har du brug for at ændre din tid eller melde afbud, beder vi dig gøre det i god tid, så en anden patient kan blive undersøgt i stedet for dig.
Meld afbud på telefon: 38 68 34 08.
Hvordan skal du forberede dig
Der er ingen forberedelse til undersøgelserne.
Hvordan foregår undersøgelsen
Clearance: Du får en indsprøjtning med et svagt radioaktivt sporstof i en blodåre i armen. Efter 4 timers pause, hvor du ikke behøver at opholde dig på afdelingen, tages en blodprøve.
Af hensyn til undersøgelsens nøjagtighed bør tobaksrygning, samt større fysiske udfoldelser, undgås fra injektionstidspunktet og frem til blodprøvetagningen.
Renografi: Du får udleveret 1 liter vand, som du skal drikke i løbet af en time. Du kan frit gå på toilettet og lade vandet. Efter en time begynder billedeoptagelsen, hvor du ligger på et leje, med et gammakamera under dig. Der indsprøjtes en lille mængde radioaktivt sporstof i en blodåre i albuebøjningen.
Billedoptagelsen varer 20 min.
Stråledosis
Det radioaktive lægemiddel udskilles hurtigt fra kroppen. Stråledosis svarer til, hvad du naturligt modtager fra omgivelserne (fx jorden og bygninger) i løbet af to måneder (0,4 mSv).
Der er ingen bivirkninger af den lille mængde radioaktive stof.
Hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, skal du informere personalet om det inden undersøgelsen.
Yderligere information
Vi giver dig mere information om, hvad der skal ske, når du kommer til undersøgelsen.
Du får svaret på undersøgelsen af den læge eller afdeling, der har henvist dig.