Gå til hovedindhold

Muskelknuder i livmoderen - fjernelse ved kikkertoperation (laparoskopisk myomectomi)

Om muskelknuder i livmoderen og hvordan en kikkertoperation for muskelknuder i livmoderen foregår.

Hvorfor fjernes muskelknuder?

Fordi du har et eller flere problemer:

  • Blødningsforstyrrelser
  • graviditetsønske

Hvad er en kikkertoperation?

Ved en kikkertperation bliver bughulen fyldt med luft (kultveilte), og en tynd kanyle bliver indført ved navlen. Hullet udvides til 5-12 mm, så kikkerten kan føres ind.

Du får yderligere lavet 3-4 små snit (5-10 mm) i den nederste del af maven. Disse små snit er beregnet til at indføre hjælpeinstrumenter.

I nogle tilfælde, kan det ikke kan lade sig gøre, at fjerne muskelknuderne gennem de små huller. Derfor laves der et 6-8 cm ”bikinisnit”, som er et vandret snit over kønsbenet.

Selve operationen varer 2 - 3 timer og sker i fuld bedøvelse.

Hvad skal der ske inden operationen?

Du bliver indkaldt til operationsforberedelse senest dagen før operationen.

Her skal du tale med en sygeplejerske, der vil informere dig om forløbet og sikre, at alle nødvendige blodprøver er taget. Du får også mulighed for at tale med en narkoselæge om bedøvelsen.

Operationsforberedelsen og samtaler tager ca. 2-3 timer, herefter kan du tage hjem.

Du aftaler med personalet, hvornår du skal møde på operationsdagen.

Forberedelse til operationen

Hvis du ikke anvender prævention:

Dagen inden operationen skal du lave en graviditetstest. Den kan købes på apoteket, Matas eller dagligvarer butikker.

Hvis du har haft menstruation inden for den sidste uge før operationsdagen, er det ikke nødvendigt at lave testen.

Medicin:

Hvis du tager fast medicin eller naturmedicin, er det vigtigt, at du oplyser dette til lægen.

Du skal medbringe din faste medicin på operationsdagen.

Smertestillende:

Du har ofte behov for smertestillende medicin efter operationen.

Vi anbefaler, at du har købt den smertestillendemedicin inden operationen:

  • Tablet Paracetamol (Panodil, Pinex,Pamol) à 500 mg
  • Tablet Ibuprofen (Ibumetin, Burana, Ipren) à 200 mg

Begge præparater kan købes i håndkøb på apoteket eller i dagligvarer butikker.

Tyggegummi:

Brug af tyggegummi efter operationen er med til at sætte tarmbevægelserne igang og mindsker kvalme efter operationen.

Vi anbefaler, at du medbringer det tyggegummi, som du synes bedst om.

Faste:

Du skal faste til operationen. Du kan læse mere i de patientinformationer, som du får udleveret:

  • ”Når du skal bedøves”
  • ”Forberedelse til operation”

Operationsdagen

Før operationen

Om morgenen skal du tage din daglige medicin med et ½ glas vand eller saftevand efter aftale med narkoselægen.

Du får udleveret operationsskjorte og trusser. Du skal have støttestrømper på for at forebygge blodpropper under operationen.

Cirka 1 time før operationen får du medicin, der skal forebygge smerter og kvalme.

På operationsgangen får du lagt et drop i hånden. Gennem droppet får du den bedøvende medicin samt væske under og efter operationen.

Du får lagt et kateter (en tynd gummislange gennem urinrøret) for at mindske risikoen for skader på blæren.

Nogle patienter får lagt et kateter i livmoderen, hvor der sprøjtes et blåt farvestof ind. Det betyder, at man bedre kan se livmoderhulen og slimhinden.

Du kan derfor opleve, at der kan kommer blå væske eller udflåd gennem skeden. Det forsvinder langsomt.

Efter operationen

Når operationen er færdig bliver du kørt til opvågning. Her skal du være i 3-4 timer. Når du er helt vågen og lindret for smerter, bliver du kørt tilbage til din stue på sengeafsnittet.

Operationssåret

Plastrene skal blive siddende mindst 2 dage og højst 7 dage. Når de begynder at løsne sig, kan de fjernes.  Du må gerne gå i brusebad.

Såret er lukket med tråde der opløser sig selv.
I sjældne tilfælde bruges metalklips, som skal fjernes efter 10 dage.

Smerter

Du kan have smerter i mave og skulder. Smerterne kan skyldes den luft som blev pustet ind i maven ved kikkertoperationen. Smerterne forsvinder normalt i løbet af 1 - 2 døgn.

Under indlæggelsen får du 2 tabletter Paracetamol (Pinex, Pamol, Panodil) á 500 mg 4 gange dagligt, samt 2 tabletter Ibuprofen (Ibumetin, Burana, Ipren) á 200 mg 3 gange dagligt.

Smerter kan også lindres med en varmepude.

Mad og drikke

Det er vigtigt, at du umiddelbart efter operationen begynder at spise og drikke, også selvom appetitten kan være nedsat.

Vandladningen

Vi fjerner katetret fra blæren så snart operationen er færdig. Det gør ikke ondt, men det kan svie lidt første gang, du skal tisse.

Tarmfunktionen

Det er normalt, at tarmen går lidt i stå ½ -1 døgn efter operationen. Tyggegummi kan sætte tarmbevægelserne i gang. Sammen med mad og motion får du hurtigere en normal tarmfunktion.

Dagen efter operationen tilbydes du et mildt afføringsmiddel (Magnesia). Dette kan købes i håndkøb på apoteket, hvis du har problemer efter udskrivelsen.

Mobilisering

Det er vigtigt, at du allerede på operationsdagen kommer ud af sengen. Personalet vil hjælpe dig efter behov.

Forebyggelse af blodpropper

Foruden støttestrømper og mobilisering, vil du få en indsprøjtning med blodfortyndende medicin (Innohep). Du får indsprøjtningen i maveskindet så længe, du er indlagt.

Hvilke komplikationer kan operationen medføre?

  • Urinvejsinfektion
  • Blodansamling omkring sårerne
  • Infektion i sårene.

I sjældne tilfælde kan der komme rift på urinleder, blære og tarm eller der kan opstå blødning, som kræver blodtransfusion.

Udskrivelse

Vi regner med, at du vil være klar til at komme hjem om aftenen, den dag du er opereret.

Inden du udskrives, skal du have været oppe at gå, haft vandladning og være informeret om operationen.

Det aftales, om du skal komme til kontrol i vores klinik, og om du vil blive ringet 
op af en sygeplejerske en af de nærmeste dage efter operationen.

Det aftales også, hvordan du får svar på undersøgelsen af det væv, der er fjernet ved operationen.

Forholdsregler efter udskrivelsen

Den første uge efter operationen kan der være blødning gennem skeden. Blødningen bør ikke være kraftigere end en menstruation.

Så længe du bløder, bør du:

  • undgå samleje
  • Undgå karbad, svømmehal og havbad
  • Bruge hygiejnebind og ikke tamponer

Efter operationen bør du ikke lave større fysisk aktivitet i 2-4 uger.

Den første uge efter operationen bør du kontakte os ved akutte problemer som:

  • Kraftig blødning
  • Ildelugtende udflåd
  • Kraftige smerter
  • Feber over 38 grader
  • Tegn på blærebetændelse som f.eks smerter og svie ved vandladning

Hvis der opstår problemer efter den første uge, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Sygemelding

Efter udskrivelsen anbefaler vi, at du sygemeldes i ca. 1 - 3 uger, afhængig af din arbejds- og hjemmesituation.

Du kan få et indlæggelsesbevis med fra afdelingen, hvis du har brug for det.

Fremtidig graviditet

Graviditet frarådes de første 6 måneder efter operationen.

Hvis du ønsker en kobberspiral i de første 6 måneder, kan vi lægge den i forbindelse med operationen. Hvis du vil starte med fx p-piller/mini-p-piller, skal du starte dagen efter operationen.

Fremtidige fødsler

Det er muligt at føde normalt efter operationen. Lægen vil giver dig besked, hvis det vil være bedst for dig at få kejsersnit.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden