Du har fået fjernet en eller flere tumorer i dine urinveje. Sygdommen er udgået fra slimhinden i urinvejene, og ved denne sygdom er der risiko for tilbagefald med nye godartede tumorer. For at sygdommen ikke kommer tilbage, har lægen i forbindelse med operationen vurderet, at du kan have gavn af en skylning med Mitomycin i blæren efter operationen.
Hvad er Mitomycin
Mitomycin er en cellegift, som hæmmer delingen af tumorceller og nedsætter risikoen for tilbagefald af godartede tumores med op mod 40%.
Sådan foregår blæreskylningen
Du bør undgå at drikke 1 time før skylningen samt under behandlingen for at mindske din urinproduktion. For at forebygge vandladningstrang og eventuelle smerter under skylningen vil du få tilbudt smertestillende medicin efter behov.
Du ligger i din seng, mens medicinopløsningen er i din blære. Du skal helst holde medicinen i din blære i 2 timer, men der ses alligevel effekt af behandlingen, hvis skylningen må afbrydes før tid.
Da Mitomycin er miljøfarligt, omgås personalet både medicinen og udstyr med de nødvendige forholdsregler. Derfor bærer personalet værnemidler under proceduren.
Det betyder også, at hvis du får hjemmepleje, bliver de informeret af afdelingen om forholdsregler i forbindelse med din udskrivelse.
Du har under operationen fået lagt et blærekateter. Mitomycin gives igennem kateteret. Inden proceduren skylles blærekateteret med saltvand for at vurdere, om skylningen kan gives.
Hvis din urin er for blodig, venter vi med skylningen til næste dag. Hvis urinen forbliver for blodig, kan skylningen ikke gives. Skylningen foregår ved, at medicinen kobles på blærekateteret og løber ind i blæren. Efter 2 timer er behandlingen slut, og du kan udskrives i henhold til den videre plan. Personalet giver dig besked.
Bivirkninger efter skylning med Mitomycin
De hyppigste bivirkninger er smertefuld eller hyppig vandladning, blærekramper (10%) eller hududslæt (1-3%). Der kan ses blåfarvning af urinen de første døgn efter skylningen. Dette er ufarligt.
Vi anbefaler, at du drikker rigeligt efter behandlingen, 2-3 liter om dagen, for at forebygge blærebetændelse.