Om behandlingen
Hepatitis C er en leverinfektion forårsaget af et virus. Maviret er medicin indeholdende de aktive stoffer glecaprevir og pibrentasvir, der blokerer proteinerne NS5A og NS3/4A, som er nødvendige for, at virus kan formere sig.
Indtagelse af Maviret
Maviret skal indtages som 3 tabletter (300 mg/120 mg) på én gang på samme tidspunkt hver dag sammen med et måltid mad. De skal synkes hele og må ikke knuses eller tygges. Behandlingsvarigheden er normalt 8 uger, men kan i nogle tilfælde være 12 uger.
Hvis du kaster op mindre end 3 timer efter indtagelse, skal du tage 3 nye tabletter.
Glemt dosis kan tages indtil 18 timer efter tidspunktet for den glemte dosis. Hvis der er gået mere end 18 timer, siden du glemte tabletten, skal du ikke tage den, men i stedet vente til næste dags tablet.
Du bør altid orientere din læge om al anden medicin du tager og rådføre dig med lægen, hvis du skal starte ny medicin.
Bivirkninger
De hyppigste bivirkninger, som man kan risikere ved Maviret behandling, er træthed, kløe og hovedpine (>10%). Mindre end 10% oplever derudover også kvalme og diare samt kraftesløshed.