Mavemuskler - operation

Ved operationen syer vi de delte mavemuskler sammen.

Kort om operationen

Du skal have samlet de lige mavemuskler (rectusmusklerne) ved en operation. Formålet er at mindske generne ved, at musklerne er blevet adskilt ved graviditet eller et stort vægttab. Generne kan være, at maven ser gravid ud, at du har smerter i mave og ryg eller at du har nedsat funktion i musklerne, hvilket kan øge risikoen for brok. Under operationen bliver de adskilte mavemuskler samlet, og vi fjerner eventuelt overskydende hud og fedtvæv. Strækmærker i huden kan ikke fjernes.

Du skal forvente at være på hospitalet i 2-3 dage.

Det endelige resultat af operationen er først tydeligt efter 2-3 måneder, når vævet er faldet til.

Du får et ar på tværs af maven fra hofte til hofte lige over kønsbehåringen og et ar omkring navlen. Arrene vil være røde i begyndelsen, men de blegner oftest efter 6-12 måneder. Du kan også få buler i enderne af arrene (’hundeører’), som lægger sig efter 6-12 måneder. Hvis de stadig er synlige efter 1 år, vurderer vi sammen, om du skal opereres igen i en mindre operation.

Vigtig forberedelse

Træn mavemusklerne

Inden en operation bliver endeligt besluttet,  skal du genoptræne mavemusklerne så godt, som det kan lade sig gøre, hos en fysioterapeut. Du bliver henvist fra din egen læge. Du skal træne den indre mavemuskel (transversus) og de lige og skrå mavemuskler. Du må ikke træne så meget, at maven buler ud. Nogle gange er træningen nok til, at operationen kan undværes. Ofte er operationen dog stadig nødvendig.

Forbered din krop på operationen

Inden operationen skal du forberede din krop, så du styrker dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. Det er vigtigt, at du spiser sundt, dyrker motion og undgår alkohol de sidste 2 uger inden operationen.
Du må ikke ryge de sidste 6 uger før din operation. Hvis du ryger, kan vi ikke gennemføre operationen. Hvis det er nødvendigt for dig at bruge nikotinerstatning i form af fx tyggegummi eller plaster, må du gerne det.
Hvis du er overvægtig med et BMI over 25, vil vi i de fleste tilfælde ikke operere dig. Tal med din egen læge om, hvordan du kan tabe dig inden operationen.

Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.herlevhospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil – vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Kontakt os, hvis du tager blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du kontakte os og høre, om du skal holde pause med medicinen og hvor længe. Det skal du gøre senest 1 uge før din aftale hos os.
Fiskeolie virker også blodfortyndende, så du skal holde pause med dette i samme periode. Du må gerne tage din øvrige medicin, som du plejer.

Køb smertestillende medicin før din operation

Vi anbefaler, at du køber smertestillende håndkøbsmedicin med paracetamol, så du har den til de første dage hjemme.

På hospitalet 

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen

Lægen tegner med en tusch på din hud

Som forberedelse til operationen tegner lægen med en tusch på din hud, mens du står op.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Operationen

Når bedøvelsen virker, lægger lægen et snit hofte til hofte over dit kønsben og omkring navlen. I nogle tilfælde lægges der også et snit lodret i midtlinjen under navlen.

Lægen løsner din hud op til kanten af ribbenene. De delte mavemuskler syes sammen ved at sy i bindevævet rundt om musklerne. Huden lukkes igen og overskydende hud og fedtvæv skæres væk. Din navle bliver ført ud gennem et nyt hul i huden og syet fast.

Såret syes sammen, og du får plaster og forbinding på. Du får også et komprimerende mavebælte på.

Undervejs lægger vi dræn for at fjerne overskydende væske og blod fra såret og et blærekateter. Vi lægger også et smertekateter under huden, som kan smertelindre i den første tid efter operationen.

Operationen varer cirka 2½ time.

Sig til, hvis du har ondt

Hvis du har smerter, lindrer vi dem i det omfang, det er muligt. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Det er almindeligt, at du har brug for smertestillende medicin 1-2 uger efter operationen.

Du får fjernet dræn og katetre

Vi fjerner dræn fra din mave i løbet af din indlæggelse. Kateteret i blæren fjerner vi, når du selv kan gå på toilettet igen. Smertekateteret fjerner vi senest efter 3 dage.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Brede ar: Syningen ved såret kan gå op på grund af infektion, dårlig heling af såret eller dødt væv. Hvis syningen går op, skal såret hele af sig selv. Det kan tage fra uger til måneder og kan give et tydeligere ar end ellers.
  • Dødt fedtvæv: Hvis du er overvægtig, er der øget risiko for, at du udvikler dødt fedtvæv. Fedtvæv har dårlig tilførsel af blod. Den dårlige blodforsyning gør, at såret er længere om at hele.
  • Blødning: Der kan opstå en blødning i såret, der i nogle tilfælde kræver en ny operation.
  • Betændelse i såret: Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, kan det oftest behandles med antibiotika.  
  • Navlehuden kan ændre sig: Navlen er i forvejen et ar og kan ændre udseende af operationen. Navlehuden kan blive så påvirket, at den går helt eller delvist til, så man ikke længere har en synlig navle
  • Væskeansamling: Operationen efterlader en meget stor sårflade på indersiden, hvilket giver stor risiko for, at der samler sig væske. Det fortager sig ofte af sig selv, men i enkelte tilfælde skal væsken suges ud med en nål. 
  • Smerter: Enkelte patienter oplever at have ondt i området selv mange år efter operationen. Det er meget sjældent.

Hjemme igen

Kontakt din egen læge, hvis der opstår komplikationer

Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis:

  • du får feber
  • du oplever øget hævelse eller rødme ved såret
  • såret væsker
  • såret gaber eller springer op.

På hverdage har du også mulighed for at kontakte afdelingens sygeplejetelefon. Se under ’Kontakt’

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal indtil du har fået fjernet tråde og sårene er helede, da det øger risikoen for betændelse.

Brug plaster

Vi anbefaler, at du bruger et papirplaster på såret i mindst 2 måneder efter operationen. Plasteret gør, at arret bliver fladere og mindre rødt. Hvis limen i plasteret generer dig, kan du bruge plaster med silikone.

Brug mavebælte

Det mavebælte, du får på under operationen, skal du bruge til at holde mavemusklerne samlet, mens de heler. Du skal bruge mavebæltet døgnet rundt de første 4 uger og derefter om dagen i yderligere 4 uger.
Du får udleveret 1 kompressionsbælte hos os, men vi anbefaler, at du selv køber et tilsvarende, så du kan skifte det, når du kommer hjem.

Undgå tunge løft

Du må ikke anstrenge din bugvæg, mens dine mavemuskler heler. De første 8 uger efter operationen må du derfor ikke løfte mere end cirka 1 kilo i hver hånd. I den periode skal du også støtte maven med hånden, hvis du hoster eller kaster op.

Vent med motion

Du må ikke dyrke sport eller anden fysisk anstrengende aktivitet de første 8 uger efter operationen. Vi fraråder også at du cykler, svømmer eller løber i den periode.

Kom til genoptræning

Vi henviser dig til en fysioterapeut i din kommune, som kan hjælpe dig med at genoptræne mavemusklerne. Genoptræningen kan starte 2 måneder efter operationen, og du skal forvente at det tager 6 måneder at genoptræne musklerne.

Du kan være øm, hævet og få misfarvning af huden

Det er normalt være øm, hævet og få misfarvning af huden på maven, som ligner et blåt mærke. Det forsvinder som regel efter 1-2 uger. Vi anbefaler smertestillende medicin med paracetamol, som kan fås i håndkøb.

Du kan opleve nedsat følelse på maven

Det er normalt at have nedsat følesans på mavens hud de første uger til år efter operationen. Det forsvinder som regel af sig selv. I enkelte tilfælde vil den nedsatte følelse være permanent.

Pas på solen

Du skal undgå sol på arret de første 12 måneder efter operationen. I den tid er huden særligt udsat for solskoldning og kan blive mørk. Den mørke farve vil ikke forsvinde igen. Vi anbefaler, at du bruger en solcreme med høj faktor eller tøj, der dækker dit ar.

Hjælp din krop med at komme sig

De første 2 uger efter din operation må du ikke ryge, og du skal begrænse dit indtag af alkohol. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.herlevhospital.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Praktiske forhold

Behov for hjælp

Måske vil du have behov for hjælp fra dine pårørende til fysisk krævende hverdagsaktiviteter, fx indkøb, madlavning, rengøring, børnepasning og hundeluftning.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde igen 4-12 uger efter operationen afhængigt af dit arbejde. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Få fjernet tråd

Du skal have fjernet den tråd, der holder sårene sammen 10-14 dage efter operationen. Det sker hos din egen læge eller ved en opfølgende aftale på hospitalet.

Kom til kontrol

Du bliver tilbudt at komme til kontrol hos os efter 2 og 6 måneder. Du får den første tid med hjem, når du bliver udskrevet.
Du må gerne tage mavebæltet af et par dage før den første kontrol.

Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Få mere viden

Redaktør