Gå til hovedindhold

Malign hypertermi

Information om Malign hypertermi, der er en sjælden tilstand, som kan udløses ved visse typer af fuld bedøvelse. Tilstanden er arvelig.

Kort om malign hypertermi

Malign hypertermi betyder ”ondartet temperaturstigning” og er en sjælden tilstand, der kan udløses ved visse typer af fuld bedøvelse (narkose) hos disponerede personer. Tilstanden optræder kun i forbindelse med fuld bedøvelse. Hvis man har malign hypertermi egenskaben, er man ikke syg, man reagerer blot anderledes på visse former af fuld bedøvelse. Det er således ikke noget man overhovedet mærker til i dagligdagen.

I Danmark er der ganske få tilfælde af malign hypertermi om året. Nogle malign hypertermi-disponerede patienter udvikler malign hypertermi under første bedøvelse, mens andre først udvikler malign hypertermi ved en senere bedøvelse. Så tidligere ukomplicerede bedøvelser udelukker ikke, at du kan være disponeret for malign hypertermi.

Hvis der er mistanke om, at du er disponeret for malign hypertermi, er det vigtigt, at du bliver undersøgt, da tilstanden i værste fald kan være dødelig og den samtidig er let at forbygge. Hvis man på forhånd ved, at du er disponeret for malign hypertermi undgår man brug af de udløsende stoffer og dermed undgår man, at tilstanden kan udvikle sig. 
 

Årsagen til malign hypertermi følsomhed

Malign hypertermi er en arvelig tilstand. Hvis en af dine forældre har tilstanden, er der 50% risiko for, at du vil have arvet tilstanden og selv er i risiko for at udvikle malign hypertermi under bedøvelse. Hvis du har tilstanden, er risikoen for dine børn ligeledes 50%. Malign hypertermi kan ikke springe en generation over.

Hvis en undersøgelse viser, at du ikke er i risiko for at udvikle malign hypertermi, vil dine eventuelle børn heller ikke kunne udvikle tilstanden, og de behøver derfor ikke at blive undersøgt.
 

Mistanke om malign hypertermi-følsomhed

Mistanken om, at en person er disponeret for malign hypertermi kan enten skyldes, at personen selv (eller et nært beslægtet familiemedlem) har reageret med symptomer på malign hypertermi under en bedøvelse, eller mistanken kan opstå på baggrund af genetiske fund i forbindelse med en genetisk udredning.  
 

Sådan stilles diagnosen

Hvis der er mistanke om, at du er disponeret for malign hypertermi, bliver du tilbudt udredning hos Dansk Malign Hypertermi Center på Herlev Hospital. 

Hos nogle patienter kan malign hypertermi følsomhed påvises gennem en genetisk test, mens det hos langt de fleste patienter kræver en åben muskelbiopsi for at afgøre, om der er malign hypertermi-følsom eller ej. Hvis der er nogen mulighed for, at en genetisk test kan afklare din malign hypertermi-status, vil du i første omgang blive tilbudt genetisk udredning med en blodprøve.

Hvis vi på forhånd kan se, at en genetisk test ikke vil kunne afklare din malign hypertermi-status eller en genetisk test af dig ikke har givet os et entydigt resultat, vil vi fortsætte udredningen med at foretage en åben muskelbiopsi fra dit lår.

Undersøgelsen varer 1 dag og foregår ambulant på Herlev Hospital. 

Undersøgelsen består i, at der udtages en vævsprøve fra muskulaturen på dit lår. Imens vi udtager vævsprøven, er du i fuld bedøvelse. Vi anvender naturligvis kun medicin, der ikke kan udløse malign hypertermi til denne bedøvelse. Vævsprøven undersøges i vores speciallaboratorium. Ud fra vævets reaktion kan vi med sikkerhed afgøre, om du er disponeret for at udvikle malign hypertermi under bedøvelse. 

Hvis vores undersøgelse viser, at du er disponeret for malign hypertermi, får du et advarselskort.

Undersøgelsen for malign hypertermi kan ikke udføres på børn under 10 år, da deres muskelvæv ikke er tilstrækkeligt udviklet.  
 


Bedøvelse af malign hypertermi-disponerede patienter 
 

Du kan stadig blive bedøvet

Der findes ingen kur mod malign hypertermi-følsomhed, men du kan sta.dig godt blive bedøvet. Lægen, der skal bedøve dig, har blot færre bedøvelsesmidler at vælge imellem. Det betyder, at du i nogle situationer ikke får den bedøvelse, man ellers ville give. I nogle tilfælde kan du også opleve at blive afvist på privatklinikker og henvist til operation på et hospital i stedet.

Når man stadig bruger midler, som kan udløse malign hypertermi, skyldes det, at de i nogle situationer er de bedste og sikreste at anvende for det store flertal af mennesker, der ikke har malign hypertermi-følsomhed. 
 

Oplys, at du er under mistanke for malign hypertermi

Hvis du skal bedøves, inden du er blevet udredt for malign hypertermi-følsomhed, skal du oplyse, at du er under mistanke for at kunne udvikle malign hypertermi. Så vil lægen vælge bedøvelsesmidler, der ikke kan udløse malign hypertermi.
 

Husk altid at oplyse, at du er disponeret for malign hypertermi

Hvis udredningen viser, at du er disponeret for malign hypertermi, er det meget vigtigt, at den læge, der skal bedøve dig, på forhånd ved, at du er disponeret for malign hypertermi. Lægen kan så vælge en type bedøvelse, der ikke udløser malign hypertermi. Derfor skal du altid vise dit malign hypertermi advarselskort frem ved enhver indlæggelse på et hospital eller klinik – både i ind- og udland.  
 

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden