Lymfeknuder i lysken - fjernelse

Ved operationen fjerner vi lymfeknuderne i lysken og en del af det omkringliggende fedt og væv og sender det til undersøgelse.

Kort om operationen

Du skal have fjernet alle lymfeknuder i lysken. Vi fjerner lymfeknuderne og en del af det fedt og væv, der er rundt om lymfeknuderne.

Du skal være på hospitalet i 3-5 dage.

Du skal forvente, at huden i din lyske kommer til at føles mindre fyldig, der hvor vi fjerner lymfeknuderne. Såret kan være lang tid om at hele, da huden er  skrøbelig. Mange får også et kronisk hævet ben på grund af lymfevæske, som hober sig op. Hvis det sker, kan det være nødvendigt at bruge en støttestrømpe resten af livet. Hos en del er hævelsen dog begrænset.

På hospitalet 

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen

Vi tager mål til støttestrømper

Som forberedelse til operationen tager vi mål til en støttestrømpe. Du skal bruge den tilpassede støttestrømpe i 3 måneder efter operationen for at undgå hævelse.

Du får fjernet hår

Du skal have fjernet eventuelt hår fra lysken. Vi vejleder dig i at fjerne hårene, så der ikke kommer rifter i huden, som øger risikoen for betændelse.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit fra den øverste del af dit lår til lidt over lysken i den side, som kræftcellerne har spredt sig til. Vi fjerner lymfeknuderne og en del af det omkringliggende fedt og væv og sender det til undersøgelse.

Vi lukker såret med tråd. Vi lægger et eller to dræn for at fjerne overskydende væske og blod fra såret. Til sidst får du en forbinding og en støttestrømpe på benet.

Operationen varer 2-3 timer.

Sig til, hvis du har ondt

Hvis du har smerter, lindrer vi dem i det omfang, det er muligt. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Det er vigtigt, at du er behandlet for smerter, så du kan trække vejret dybt, hoste og komme ud af sengen. Det er almindeligt, at du har brug for smertestillende medicin 1-2 uger efter operationen.

Hold dig i gang

Selvom du føler dig træt og har mindre overskud, skal du bevæge dig, så meget som din krop kan holde til under indlæggelsen, for at undgå blodpropper og svækkede muskler. Vi hjælper dig op, så du kan bevæge dig lidt allerede den dag, du er blevet behandlet. Du må ikke sidde for længe op ad gangen, fordi det klemmer huden i lysken sammen. Sid tilbagelænet, så du undgår pres på såret i lysken.

Du får fjernet dræn

Hvis der er 2 dræn, bliver det første som regel fjernet efter 1-2 dage. Det andet dræn fjernes, når der kommer under 30-50 ml væske og blod gennem et døgn. Det er almindeligt at blive udskrevet med 1 dræn, som man har i 1-2 uger. Vi viser dig, hvordan du selv skal tømme det, når du er hjemme. Drænet skal tømmes dagligt.

Du får øvelser med hjem

Efter operationen får du en pjece med øvelser, så du kan genoptræne din bevægelighed.

Vi taler med dig om udskrivelsen

Vi taler med dig om, hvordan din hverdag vil være, når du er hjemme igen, så vi eventuelt kan kontakte kommunen, hvis du får brug hjælp.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Betændelse i såret: Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, kan det behandles med antibiotika.
  • Hævet væv og ophobning af væske: Lymfesystemet tager ofte skade under operationen som en naturlig følge af, at vi fjerner en stor del af lymfenetværket. Det kan give ophobning af væske, som viser sig ved hævelse af lymfevæske under huden. Hvis det sker, kan vi suge væsken ud med en nål og en sprøjte uden bedøvelse i ambulatoriet.
  • Blodansamling: Huden omkring lysken kan være øm og hævet, og du kan få blå mærker eller en blodansamling under huden. Det forsvinder som regel af sig selv. I sjældne tilfælde skal blodansamlingen fjernes ved en mindre operation.
  • Skade på nerverne: Nerverne i det opererede område kan tage skade og give smerter eller føleforstyrrelser i form af øget eller nedsat følelse eller helt ophævet følesans. Det er almindeligt at have nogen grad af permanent føleforstyrrelse omkring arret.
  • Blødning: Det kan i meget sjældne tilfælde bløde så meget under operationen, at du får brug for en blodtransfusion.
  • Lymfødem: Der er risiko for permanent hævet ben – såkaldt lymfødem. Alle vil opleve nogen hævelse de første 3 måneder, og derfor anbefales det at bruge støttestrømpe i den periode

Hjemme igen

Undgå at være alene hjemme

Vi anbefaler, at du ikke er alene den første dag derhjemme, så der er nogen, der kan hjælpe dig med fysisk krævende hverdagsaktiviteter.

Kontakt din egen læge, hvis der opstår komplikationer

Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis:

  • du får feber
  • du oplever øget hævelse eller rødme ved såret
  • såret væsker
  • såret gaber eller springer op
  • du får en væskeansamling i lysken.

På hverdage har du også mulighed for at kontakte afdelingens sygeplejetelefon. Se under ’Kontakt’

Du kan være øm og hævet

Det er normalt at være øm og hævet ved såret efter operationen. Du kan tage smertestillende medicin med paracetamol mod ømheden.

Du kan få misfarvning af huden

Det er normalt at få misfarvning af huden, som ligner et blåt mærke. Det forsvinder som regel efter 7-10 dage.

Tøm dit dræn dagligt

Hvis du ikke har fået fjernet dræn på hospitalet, skal du tømme dit dræn dagligt. 

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad et døgn efter operationen, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal, indtil såret er helet, da det øger risikoen for betændelse. Såret dækkes af et tyndt plaster. Du skal duppe såret forsigtigt med et rent håndklæde eller en ren vaskeklud, når du tørrer dig, og gerne lufttørre lidt, før du tager tøj på.

Brug støttestrømpe

Husk at bruge støttestrømpe i 3 måneder for at undgå, at benet hæver. Du må gerne tage strømpen af om natten.

Genoptag gradvist dine hverdagsaktiviteter

Du skal skåne kroppen og kun gradvist genoptage dine aktiviteter. Den første uge hjemme skal du tage det med ro, men du må fx gerne gå små ture og lave mad. Den tredje uge må du gerne begynde at støvsuge og købe ind.

Vi anbefaler, at du i de første 3 måneder hviler dig flere gange om dagen, hvor du støtter det opererede ben på fx en fodskammel.

Når såret er helet, kan du gå eller cykle, så længe der ikke er hævelse af lymfevæske i området. Hvis der kommer hævelse, må du holde lidt igen og prøve dig frem.

Det er individuelt, hvornår man kan begynde at dyrke motion. De fleste kan begynde efter cirka 2 måneder. Læs fysioterapeuternes anbefalinger på www.regionh.dk/3v8.

Undgå tunge løft

Du skal undgå tunge løft i 4 uger efter operationen. Derefter kan du løfte som før.

Plej og beskyt arret

Når såret er helet, skal du beskytte arret mod direkte sol og solarium, så længe det er rødt. Det kan vare op til et år. Vi anbefaler, at du enten dækker arret med tøj eller er omhyggelig med at bruge solcreme med mindst faktor 25. Du kan desuden bruge fugtighedscreme til at gøre huden omkring arret mere smidig.

Hjælp din krop med at komme sig

De første 3 uger efter din operation anbefaler vi, at du ikke ryger, og du begrænser dit indtag af alkohol. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.herlevhospital.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Praktiske forhold

Sygemelding

Du kan starte på arbejde eller i skole igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter cirka 2-4 uger, men det afhænger af dit arbejde. Hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge. Tal med din læge om, hvornår du kan gå i gang med at arbejde, og om du eventuelt skal begynde på nedsat tid.

Vent med at køre bil

Du skal regne med, at du tidligst kan begynde at køre bil igen 3-4 uger efter operationen, og når det er forsvarligt, at du færdes i trafikken.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde 2-3 uger efter operationen. Det sker ved en opfølgende aftale hos os.

Du får svar på undersøgelsen ved en samtale

Du svar på undersøgelsen af de lymfeknuder, du har fået fjernet, ved en samtale efter 2 uger. Ved denne samtale fortæller vi dig også om fremtidige kontroller og skanninger og om eventuel medicinsk efterbehandling.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Få mere viden

Kræftens Bekæmpelse tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende.
Du finder foreningen på www.cancer.dk.

Redaktør