Lymfekar - undersøgelse (lymfekarskintigrafi)

Ved en lymfekarskintigrafi undersøges lymfekarrene i arme eller ben. En skintigrafi er en skanning med radioaktivt sporstof.

Kort om undersøgelsen

Du skal have undersøgt dine lymfekar i armene eller benene ved en skintigrafi. En skintigrafi er en skanning, hvor vi bruger radioaktivt sporstof. Sporstoffet gør lymfekarrene synlige på skanningsbillederne, så vi kan se, om dine lymfekar fungerer, som de skal.

Du skal forvente, at undersøgelsen varer 2 timer.

Hvis du melder afbud

Du skal være opmærksom på, at hvis du aflyser undersøgelsen, kan det betyde, at vi ikke kan tilbyde selve behandlingen af dig inden for de maksimale ventetider.

Vigtig forberedelse

Fjern kompressionsbind

Hvis du har kompression på armen eller benet, skal du tage den af aftenen inden undersøgelsen og undlade at tage den på igen, før undersøgelsen er gennemført.

Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer

Hvis du er eller kan være gravid, eller hvis du ammer, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer.

Fjern bælter, smykker med mere inden undersøgelsen

Du vil blive bedt om at fjerne smykker og eventuelt nogle typer af tøj fra det område, der skal skannes, fordi det forstyrrer skanningen. Tag gerne dine smykker af hjemmefra.

På hospitalet 

Undersøgelsen

Vi sprøjter en lille mængde radioaktivt sporstof ind i svømmehuden mellem 2. og 3. finger på begge hænder eller mellem 1. og 2. tå på begge fødder. Vi tager billeder med et gammakamera. Efter 2 timer tager vi billeder igen. Skanningen varer cirka 1 time.

Hjemme igen

Sporstoffet giver ingen bivirkninger

Der er ingen bivirkninger ved sporstoffet, og det udskilles hurtigt fra kroppen.

Få mere viden

Redaktør