Du skal have foretaget en CT-skanning (Computer Tomografi-skanning) af dine lunger og din bughule. CT-skanningen er en avanceret røntgenundersøgelse, som giver detaljerede billeder af kroppen. Vi bruger kontraststof for at gøre forskellen mellem blodkar, organer og væv tydeligere.
Skanningen kan bruges til at undersøge lungernes og bughulens organer, blodkar og lymfesystem for blandt andet betændelse, kræft og kræftspredning. I nogle tilfælde er det relevant at udvide undersøgelsen, så hovedet og halsen også bliver skannet.
Undersøgelsen varer 20-30 minutter, men det er en god idé at afsætte 1 time, da der kan opstå ventetid.