Om MyCareLink Heart
MyCareLink Heart er en app, der kan bruges til at sende data om din hjerterytme fra din Loop-recorder (Hjerterytme-optager) til os.
Når du får anlagt din Loop-recorder, får du udleveret skriftligt materiale med vejledning til at opsætte appen på din mobiltelefon (smartphone). Hvis du har spørgsmål omkring app’en, kan du kontakte firmaet Medtronic på telefon 32 48 16 35.
Hvis du aktiverer din Loop-recorder
Hvis du selv aktiverer din Loop-recorder, bliver data med din hjerterytme sendt til os. Du vil i den forbindelse modtage nogle spørgsmål i appen, som kan informere os om de symptomer, der fik dig til at aktivere din Loop-recorder.
Aflæsning i klinikken
Når vi modtager en sending fra din Loop-recorder, ser personalet sendingen godt igennem. Hvis du har indsendt information om dine symptomer i appen, kobler vi dette sammen med sendingen. Det vil ske inden for nogle hverdage.
Hvis alt ser fint ud på sendingerne, tager vi ikke kontakt til dig. Du modtager derfor ikke noget svar på, at vi har modtaget dine sendinger. Hvis sendingerne viser hjerterytmeforstyrrelser, tager vi kontakt til dig og aftaler en tid til kontrol i klinikken. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har fået lavet en sending, eller har behov for at drøfte dine symptomer med os, kan du kontakte os på telefon 38 68 36 77.
Hvis du bliver dårlig
MyCareLink Heart kan kun aflæse information fra din Loop-recorder. Hvis du får det dårligt, skal du derfor altid kontakte din egen læge, Akuttelefonen 1813 eller ringe 112.