Gå til hovedindhold

Livmoderen - fjernelse ved åben operation (Abdominal hysterektomi)

Information om fjernelse af livmoderen ved en åben operation.

Kort om operationen

Du skal have fjernet din livmoder ved en operation. Vi fjerner livmoderen ved et vandret snit over kønsbenet (bikinisnit) eller et lodret snit. Vi fjerner også æggelederne, og i nogle tilfælde har vi aftalt, at vi også fjerner æggestokkene. Operationen foregår i fuld bedøvelse.

Du kan forvente at være indlagt til dagen efter operationen.

Vigtig forberedelse

Undgå nogle former for naturmedicin

14 dage før eller så tidligt som muligt før operationen skal du undgå følgende naturmedicin:

  • Baldrian, perikum og Johannesblod, fordi de forlænger virkningen af bedøvelsen.
  • Stærk lakrids, fordi det øger dit blodtryk.
  • Hvidløg, fiskeolie, gingko biloba og ingefær, fordi de øger risikoen for blødning.
  • Ephedra sinica og ginseng, fordi de kan give forhøjet puls.

Hold eventuelt pause fra blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du i nogle tilfælde holde pause med den op til operationen. Det aftaler vi med dig inden operationen. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Køb medicin inden operationen

Du får brug for smertestillende medicin efter operationen. Derfor anbefaler vi, at du på forhånd køber:

  • Paracetamol 500 mg.
  • Ibuprofen 200 mg.

Du skal fjerne hår

3-4 dage inden operationen skal du trimme kønsbehåring med en trimmer eller en saks. Du må ikke bruge en skraber, da den kan lave små rifter i huden, som øger risikoen for infektion.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din operation skal du stoppe med at spise. Det gælder også tyggegummi, bolsjer og pastiller.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme efter badet.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden undlade at bruge creme og fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Medbring løstsiddende tøj og sko, der er nemme at få af og på

Vi anbefaler, at du tager tøj med, der sidder løst på kroppen. Du skal også tage et par sko med, der er nemme at få af og på.

Medbring høreapparat, tandprotese eller briller

Bruger du høreapparat, tandprotese eller briller, må du gerne have dem med.

Tag din medicin med

Bruger du daglig medicin, så tag medicinen med til din operation. Så er vi sikre på, at du kan få den medicin, du har brug for.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

Tag tyggegummi med

Vi anbefaler, du tager en pakke tyggegummi med, du kan bruge efter operationen. Tyggegummi hjælper med at få tarmene i gang efter operationen.

På hospitalet

Vi taler med dig om operationen

Inden operationen, taler vi med dig om, hvordan operationen foregår. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt med et større snit. Vi aftaler med dig, hvad vi gør, hvis det ser anderledes ud, end vi forventede.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen. Du får også udleveret støttestrømper, som du skal have på, mens du er indlagt. De mindsker risikoen for blodpropper i benene efter operationen.

Du får medicin, der forebygger kvalme og smerter

Inden operationen giver vi dig medicin, der hjælper med at forebygge kvalme og smerter.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit lige over kønsbenet. Livmoderen frigøres fra æggeledere, æggestokke og andet væv og løftes ud. Som regel fjerner vi livmoderhalsen samtidig. Toppen af skeden sys sammen med tråd, der opløser sig selv. Vi sender vævet til rutinemæssig undersøgelse.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig til opvågningsafsnittet eller sengeafdelingen, hvor du vågner fra bedøvelsen.

Du må spise og drikke efter operationen

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke efter du vågner.

Du får fjernet kateter

Under bedøvelsen har du fået lagt et kateter i blæren, så din urin kan løbe ned i en pose. Vi fjerner ofte kateteret efter operationen.

Du får eventuelt blodfortyndende medicin

Vi giver dig blodfortyndende medicin, hvis du skal overnatte på hospitalet. Medicinen forebygger blodpropper.

Sig til, hvis du har ondt

Hvis du har smerter, lindrer vi dem. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Det er vigtigt, at du er behandlet for smerter, så du kan trække vejret dybt, hoste og komme ud af sengen. Det er almindeligt, at du har brug for smertestillende medicin efter operationen.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Blødning under operationen: I sjældne tilfælde kan det bløde så kraftigt under operationen, at du får behov for en blodtransfusion.
  • Blærebetændelse eller lungebetændelse: Enkelte får blærebetændelse eller lungebetændelse efter operationen. Hvis det sker, behandler vi det med antibiotika.
  • Skade på væv i blæren, tarmen eller urinlederen: I meget sjældne tilfælde kan der ske skade på vævet i de områder, hvor vi opererer dig, fx vævet i blæren, tarmen eller urinlederen. Eventuelle skader sys med det samme, og du skal være indlagt i længere tid. Meget sjældent vil det kunne give varige gener.
  • Betændelse i såret: Der kan i sjældne tilfælde gå betændelse i såret. Hvis det sker, kan det oftest behandles. Der kan i meget sjældne tilfælde være behov for en ny operation.
  • Blødning: Det kan i sjældne tilfælde bløde i bugvæggen. Sker det, behandler vi det.
  • Skade på nerverne: Nerverne omkring operationssåret kan blive skadet og give føleforstyrrelser.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke bør drikke alkohol.

Sygemelding

Vi anbefaler 2-4 ugers sygemelding. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Du kan få mere viden om fjernelse af livmoderen på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’Fjernelse af livmoder, hysterektomi’.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden