Symptomer på lichen sclerosus
Lichen sclerosus påvirker de indre og ydre kønslæber, klitoris og i nogle tilfælde mellemkødet og huden rundt om endetarmen. Det kan være pletvist eller hele området, der rammes. Sygdommen gør huden på det udsatte område rynket, tynd og sårbar, så den let revner. Revnerne kan være smertefulde, og der kan opstå infektion i huden.
Huden på de sygdomsramte slimhinder kan blive bleg og hvid, eller der kan opstå små blødninger i slimhinden, der giver en rød eller blå misfarvning.
Symptomerne afhænger af, hvor sygdommen optræder, men de mest almindelige symptomer er:
- kløe
- fortykket og hvidlig hud
- svie eller brændende smerter
- hvide pletter i området ved kønslæberne og omkring klitoris
- smerter i forbindelse med samleje
- smerter ved toiletbesøg.
Hvis sygdommen ikke bliver behandlet i tide, kan kønslæberne og klitoris skrumpe ind og slimhinderne vokse sammen, så indgangen til skeden bliver forsnævret.