Lave hvide blodlegemer - forholdsregler

Værd at vide ved mangel på hvide blodlegemer.

Her kan du læse om, hvilke forholdsregler du skal tage ved lave hvide blodlegemer.

Hvad er hvide blodlegemer?

Knoglemarven danner hvide blodlegemer, som er en vigtig del af kroppens forsvar mod infektioner. Normalt er der 3 – 9 milliarder hvide blodlegemer per liter blod.

Knoglemarvens evne til at danne hvide blodlegemer kan være forstyrret ved en række blodsygdomme og bliver midlertidigt nedsat efter behandling med kemoterapi og røntgenbestråling.

Hvordan konstateres mangel på hvide blodlegemer?

Du får kontrolleret antallet af hvide blodlegemer ved hyppige blodprøver efter behandling med kemoterapi og/eller strålebehandling.

Er antallet af hvide blodlegemer meget lavt, er du mere modtagelig over for infektioner. Risiko for infektion er sædvanligvis øget ved værdier under 1,5 – 2,0 milliarder per liter.

Hvordan skal jeg forholde mig?

I perioder, hvor antallet af hvide blodlegemer er lavt, skal du kontakte afdelingen, vagtlægen eller egen læge:

  • hvis du får feber med temperatur over 38 - 38,5°C.
  • hvis du får kulderystelser eller andet ubehag.
  • hvis du får udslæt.
  • hvis du får smerter, f.eks. i mund eller hals.
  • hvis du får hoste og/eller besvær med at lade vandet.
  • hvis du får problemer med afføringen, især diarré.

I dagtimerne kl. 10 – 14 kan du kontakte lægesekretæren på det telefonnummer, der står på mødekortet og uden for dagtimerne kan du kontakte vagthavende læge på Afdeling for Blodsygdomme.

Hvad kan jeg selv gøre, når antallet af hvide blodlegemer er nedsat?

Du bør:

  • bade og skifte undertøj dagligt.
  • vaske hænder hyppigt og grundigt, især efter toiletbesøg.
  • udføre grundig mundhygiejne, specielt efter måltider.
  • undgå kontakt med personer som har smitsomme sygdomme.
  • undgå kontakt med børn, der har børnesygdomme eller personer, som har været udsat for smitte med børnesygdomme.
  • sørge for at gennemstege kød og holde god hygiejne i køkkenet.
  • være opmærksom på og oplyse personalet om ændringer i dit befindende.
  • sørge for at få tilstrækkeligt at drikke og spise.
  • sørge for at holde dig fysisk aktiv og holde passende hvil/pauser i hverdagen.

Hvordan behandles mangel på hvide blodlegemer?

Det er ikke muligt at give hvide blodlegemer som transfusion, men i nogle tilfælde kan du få medicin, som øger din produktion af hvide blodlegemer. I den periode, hvor antallet af hvide blodlegemer er meget lavt, er der øget risiko for feber og infektion.

Ved infektion eller mistanke om infektion

kan det være nødvendigt at du får antibiotika (stoffer, som hæmmer eller dræber bakterier, f.eks. penicillin) eventuelt under indlæggelse.

Redaktør