Lavdosis Cytosar - behandling af leukæmi og myelodysplastisk syndrom

Leukæmi og myelodysplastisk syndrom kan behandles med lavdosis Cytosar. Behandlingen gives som indsprøjtning 2 gange om dagen i 10 dage og kan medføre en række bivirkninger.

Hvordan foregår behandlingen?

Du får Lavdosis Cytosar som en indsprøjtning under huden, i låret eller maven.

  • Du får indsprøjtning med Lavdosis Cytosar 2 gange om dagen i 10 dage, dvs. i alt 20 behandlinger

Behandlingen kan gives flere gange afhængigt af virkningen på din sygdom. Du bliver oplært i selv at tage indsprøjtningerne.

Knoglemarven

7-14 dage efter behandlingen begynder din knoglemarvs funktion at blive påvirket. Det betyder at knoglemarvens evne til at danne røde og hvide blodlegemer samt blodplader, bliver midlertidigt nedsat.

Du får taget blodprøver for at kontrollere antallet af dine blodceller.

Hvis du oplever åndenød og hjertebanken pga. blodmangel, blødning, nedsat modstandskraft overfor infektioner (feber over 38,5 °C), smerter eller andre pludseligt opståede gener, skal du kontakte læge eller sygeplejerske på afdelingen.

Det kan være nødvendigt at give dig behandling med blod- og blodpladetransfusioner samt antibiotika.

Infektion

Du kan have øget risiko for at få infektioner, mens du er i behandling med Lavdosis Cytosar.

Gener, du især skal være opmærksom på:

  • Almen utilpashed og kulderystelser
  • Temperatur over 38,5 °C

Blødning

Du kan have øget risiko for at få blødninger, mens du er i behandling med Lavdosis Cytosar.

Gener, du især skal være opmærksom på:

  • Blødning fra næse, mund eller skede
  • Mange blå mærker eller små røde prikker i huden, specielt på benene
  • Blod i afføring eller urin

Blodmangel (lav blodprocent)

Du kan have øget risiko for at få lav blodprocent (hæmoglobin), mens du er i behandling med Lavdosis Cytosar.

Hvis din blodprocent er lav, skal du måske have blodtransfusion.

Gener du især skal være opmærksom på:

  • Åndenød
  • Hjertebanken

Træthed

Du kan opleve træthed i forbindelse med sygdom og behandling. Du kan også opleve, at trætheden ikke forsvinder trods hvile og en god nats søvn.

Hvad kan jeg selv gøre for at afhjælpe træthed?

  • Tag flere små hvil i løbet af dagen
  • Få frisk luft og gå små ture
  • Sørg for adspredelse i din hverdag
  • Bed familie og venner om hjælp til praktiske gøremål

Vær forsigtig når du kører bil eller anvender maskiner, hvis du føler dig træt.

Hårtab

Behandlingen kan medføre hårtab. Sker det for dig, får du tilbudt en paryk, som afdelingen betaler.

Kvalme og opkastning

Kemoterapi kan give kvalme og opkastning, men det er ikke almindeligt ved denne behandling.

Hvis du får kvalme, er det vigtigt, at du siger det til personalet, så du kan få behandling for det.

Nedsat appetit

Du kan opleve, at din lyst til mad ændrer sig under dit behandlingsforløb. Maden kommer til at smage anderledes. Smagen bliver normal igen, når du ikke mere får kemoterapi.

Ændret afføring

Du kan få tynd mave (diarré) under og efter behandling med Lavdosis Cytosar. Tal med sygeplejersken, hvis du får behov for hjælp og vejledning.

Har du både feber og diarré, skal du kontakte afdelingen, da du kan have infektion i tarmene, som kræver, at du får behandling med antibiotika.

Humør

Du kan blive modløs og nedtrykt på grund af sygdom og behandling. Nogle får en egentlig depression.

Fortæl lægen eller sygeplejersken, hvordan du har det.

Andre bivirkninger

Ganske få reagerer allergisk på Lavdosis Cytosar. Det kan betyde, at behandlingen må høre op.

Du kan læse mere i patientinformationen ”Medicinsk kræftbehandling”.

Redaktør