Lattergas til børn

Information om lattergas, hvordan den gives og hvilke bivirkninger der kan være.

Om Lattergas

Lattergas har en smertestillende effekt og kan derfor med fordel bruges ved mindre indgreb og stikprocedurer, der ikke varer mere end 30 minutter. Lattergas er en gammel kendt luftart, som vi tilbyder til børn for at mindske frygt og kortvarig smerte. Lattergas virker hurtigt, er smertestillende og beroligende og udskilles hurtigt fra kroppen igen.

Hvordan giver vi lattergas?

Lattergas gives på stuen, hvor behandlingen finder sted, af sygeplejersker og læger, der er specielt uddannede i at give lattergas.

Lattergassen gives ved, at barnet trækker vejret i en tætsluttende maske, der er placeret over næse og mund. Barnet vil være vågent under behandlingen, så vi afleder opmærksomheden med samtale imens. I er også meget velkomne til at medbringe musik, tv eller film, barnet kan se eller lytte til. Forældre kan være til stede og støtte, og én kan holde barnet i hånden under behandlingen.

Hvem kan få lattergas?

Ikke alle børn bryder sig om at få den tætsluttende maske på, og det er vigtigt at kunne samarbejde om at trække vejret i den tætsluttende maske. Det kan derfor gøre, at det ikke er muligt at give lattergas. Barnet må desuden ikke have indtaget et større måltid inden for de sidste 3 timer, da det kan øge risikoen for opkastninger.

Bivirkninger ved lattergas

Nogle får lyst til at grine eller bliver pjattede undervejs - det er en velkendt bivirkning og er grunden til navnet ’lattergas’.

Nogle kan få lidt kvalme og blive svimle, men det forsvinder inden for få minutter efter brugen af lattergas.

Redaktør