Gå til hovedindhold

Lattergas

Smerte- og angstdæmpende middel ved mindre indgreb og stikprocedurer

Lattergas i Afdeling for Børn og Unge

For at mindske frygt og kortvarig smerte tilbyder vi lattergas, som er en gammel
kendt luftart. Lattergas virker hurtigt, er smertestillende og beroligende og udskilles hurtigt fra kroppen igen. På grund af lattergassens smertestillende effekt kan den med fordel bruges ved mindre indgreb og stikprocedurer, 
der ikke varer mere end 30 minutter.

Hvem kan få lattergas?

Det er vigtigt at kunne forstå og samarbejde om at trække vejret i en tætsluttende maske, og ikke alle børn bryder sig om at få maske på. Som regel skal børn være ca. 4 år for at kunne forstå og samarbejde.

Barnet må ikke have indtaget et større måltid inden for de sidste 3 timer for at
mindske risikoen for opkastninger.

Bivirkninger ved lattergas

Nogle får lyst til grine eller bliver pjattede undervejs - det er en velkendt bivirkning, og deraf navnet ”lattergas”.

Nogle kan få lidt kvalme og blive svimle, men det forsvinder inden for få minutter efter brugen af lattergas.

Hvordan giver vi lattergas?

Lattergas gives på stuen hvor behandlingen finder sted.

Lattergassen gives ved at trække vejret i en tætsluttende maske, der er placeret overnæse og mund. Barnet vil være vågent, mens lattergassen bliver givet, så vi afleder opmærksomheden med samtale, tv, musik eller film imens.

Forældre kan selvfølgelig være til stede og støtte, og én kan holde hånd under
behandlingen.

Lattergassen gives af sygeplejersker og læger, der er specielt uddannet i at give
lattergas.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden