Kost før operation til normalvægtige patienter

Læs om, hvordan du skal spise før en operation, hvis du er normalvægtig.

Alle over 18 med BMI over 20,5
Ældre over 65 med BMI over 24

Spis godt og drik rigeligt

Inden en operation er det vigtigt at spise mad med tilstrækkeligt af næringsstoffer. Protein er et af de næringsstoffer, som især er vigtige, når du skal opereres. De bruges som byggesten til især opbygning af muskler og ved opheling af sår. 

Proteiner skal tilføres kroppen hver dag gennem mad og drikkevarer. Protein findes især i kød, ost, æg og mælkeprodukter. 

Det er desuden vigtigt at få tilstrækkeligt med kalorier hver dag, så du undgår vægttab før operationen. 

Uden mad og drikke...

De 8 kostråd

Tager vi udgangspunkt i de 8 kostråd, vil maden dække behovet for næringsstoffer:

1. Spar på fedtet

  • Især fra mejeriprodukter og kød.

Brug kun lidt smør, margarine eller olie.

Vælg mælkeprodukter og ost med lavt fedtindhold. Få gerne 3 glas mælk (600 ml) eller surmælksprodukt og 1 skive ost dagligt.

Drikker du ikke mælk, eller spiser du ikke ost og mælkeprodukter, er det nødvendigt med et kalktilskud. Spørg lægen.

Vælg kød og pålæg med et lavt fedtindhold. Kød og pålæg anbefales højst at indeholde 10-12 % fedt. 

2. Spis fisk og fiskepålæg

  • Flere gange om ugen.

Vælg forskellige slags. Spis gerne ½ skive brød med fiskepålæg dagligt samt fisk til aftensmad en gang om ugen. Spis gerne fiskekonserves som makrel i tomat, marineret sild og torskerogn.

3. Spis frugt og grønsager

  • 6 om dagen (= 600 g).

Spis grønsager og frugt hver dag. Vælg årstidens grønsager og gør maden lækker og appetitvækkende. Ligeledes er årstidens grønsager billigst og smager bedst. Vælg den form der smager dig bedst – rå, kogte, stegte eller i stuvninger.

4. Spis kartofler, ris eller pasta og groft brød

  • Hver dag.

Spis meget brød og gryn. Vælg det brød, der smager dig bedst. Om rugbrødet er mørkt eller fuldkorn er underordnet.

5. Spar på sukker

  • Især fra sodavand, slik og kager.

6. Spis variéret

  • Og bevar normalvægten.

Spis ikke det samme hver dag - men spis både brød, kartofler/ris/pasta, grønsager, frugt, mælkeprodukter og ost hver dag. Variér hovedmåltidet, så du i løbet af en uge har fået både kød, fisk og fjerkræ. Husk at spise 3 mellemmåltider dagligt.

7. Sluk tørsten i vand

Drik rigeligt vand i dagens løb. Drikker man for lidt, giver det risiko for svimmelhed, hukommelsestab og forvirring. Drik derfor mindst 1-1½ liter dagligt i form af vand eller danskvand. Sodavand, saft, juice, kaffe og the kan indgå i moderate mængder.

8. Vær fysisk aktiv

  • Mindst 30 minutter om dagen.

Vitamin- og mineraltablet

Indtag eventuelt en vitamin- og mineraltablet dagligt og helst sammen med et måltid, da det øger optageligheden.

Læs mere på hjemmesiden www.altomkost.dk

Redaktør