Korrektion af ar

Operationen kan rette kosmetisk skæmmende ar eller løsne stramninger, der giver smerter eller begrænser fysisk aktivitet.

Kort om operationen

Du skal have rettet et ar ved en operation, hvor vi udskærer dele af arret og løsner eventuelle stramninger i arvævet, som giver dig smerter, ubehag eller begrænser dig i at være fysisk aktiv, eller er kosmetisk skæmmende.

Hvis du skal opereres i fuld bedøvelse, skal du forvente at være på hospitalet i højst 1 dag. Hvis operationen foregår i lokal bedøvelse, fx ved mindre rettelser, kan du komme hjem samme dag, som du er blevet opereret.

Det endelige resultat af operationen kan ses efter 1-2 år, men du skal forvente fortsat at have et synligt ar. Arret vil være rødt og hævet i begyndelsen, men det blegner oftest med tiden. Du kan risikere, at du fortsat oplever smerter eller ubehag efter operationen.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Inden operationen skal du forberede din krop, så du styrker dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. Det er vigtigt, at du spiser sundt, dyrker motion og undgår alkohol de sidste 2 uger inden operationen. Du må ikke ryge de sidste 6 uger før din operation. Hvis du ryger, kan vi ikke gennemføre operationen. Hvis du er overvægtig med et BMI over 25, kan vi i de fleste tilfælde ikke operere dig. Tal med din egen læge om, hvordan du kan tabe dig inden operationen. Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.herlevhospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil – vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Køb smertestillende medicin før din operation

Vi anbefaler, at du køber smertestillende håndkøbsmedicin med paracetamol, så du har den til de første dage hjemme.

På hospitalet 

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen

Du bliver bedøvet

Normalt foregår operationen i fuld bedøvelse, men i nogle tilfælde vurderer vi sammen med dig, at operationen skal ske i lokalbedøvelse. Vi taler med dig om, hvad det har af betydning for dine forberedelser. I fuld bedøvelse får du lagt et drop i hånden med medicin, så du sover og ikke mærker noget. I lokalbedøvelse er du vågen, men området omkring arret er bedøvet.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit omkring arret og løsner eventuelle stramninger, som giver dig smerter og ubehag. I nogle tilfælde fjerner vi også noget af arret i dybden, hvis det går ned i fedtvæv eller muskler. Arret vil blive længere end det oprindelige ar. Vi lukker såret med tråd og eventuelt forbinding. I nogle tilfælde lægger vi et dræn for at fjerne overskydende væske fra såret.

Operationen varer 1-2 timer.

Sig til, hvis du har ondt

Hvis du har smerter, lindrer vi dem i det omfang, det er muligt. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Det er almindeligt, at du har brug for smertestillende medicin lige efter operationen.

Vi fjerner dræn

Hvis du har fået lagt et dræn, fjerner vi drænet, når det ikke længere er nødvendigt. Hvis et dræn ikke er fjernet, når du bliver udskrevet, viser vi dig, hvordan du selv skal tømme det, når du er hjemme. Drænet skal tømmes dagligt.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Dødt fedtvæv: Hvis du er overvægtig, er der øget risiko for, at du udvikler dødt fedtvæv. Fedtvæv har dårlig tilførsel af blod. Den dårlige blodforsyning gør, at såret er længere om at hele. Dødt væv kan give bredere ar, som er svære at lave om på.
  • Blødning: Der kan opstå en blødning i såret, der i nogle tilfælde kræver en ny operation, hvor vi tømmer såret for blod og stopper blødningen.
  • Betændelse i såret: Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, vil du blive behandlet med antibiotika.

Hjemme igen

Kontakt din egen læge, hvis der opstår komplikationer

Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis:

  • du får feber
  • du oplever øget hævelse eller rødme ved såret
  • såret væsker
  • såret gaber eller springer op.

På hverdage har du også mulighed for at kontakte afdelingens sygeplejetelefon. Se under ’Kontakt’

Du kan være øm og hævet

Det er normalt at være øm og hævet i huden omkring arret i de første 1-2 uger efter operationen. Du kan tage smertestillende medicin med paracetamol mod ømheden.

Du kan få misfarvning af huden

Det er normalt at få misfarvning af huden, som ligner et blåt mærke. Det forsvinder som regel efter 1-2 uger.

Du kan opleve ændret følesans omkring såret

Det er normalt at opleve ændret følelse i huden omkring såret efter operationen. Det forsvinder som regel af sig selv efter 1-2 år, men i enkelte tilfælde er ændringen varig.

Tag kun brusebade

Du kan tage brusebad og vaske dig forsigtigt 1 døgn efter operationen. For at mindske risikoen for betændelse skal du undgå at bade i havet, gå i karbad eller i svømmehal indtil, du har fået fjernet tråde, og indtil såret er helet.

Tøm dit dræn dagligt

Hvis du ikke har fået fjernet dræn på hospitalet, skal du tømme dit dræn dagligt. 

Brug plaster

Vi anbefaler, at du bruger et plaster på såret i cirka 3 måneder for, at arret bliver fladt.

Pas på solen

Du skal undgå sol på arret, så længe huden er rød. Huden er ofte rød i ½-1 år. I den tid er huden særligt udsat for solskoldning og kan blive mørk. Den mørke farve vil ikke forsvinde igen. Vi anbefaler, at du bruger en solcreme med høj faktor eller tøj, der dækker dit ar i denne periode.

Hjælp din krop med at komme sig

De første 2 uger efter din operation anbefaler vi, at du ikke ryger, og du begrænser dit indtag af alkohol. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.herlevhospital.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Praktiske forhold

Transport til og fra operation

Vi anbefaler, at du ikke selv kører i bil, når du skal opereres. I de fleste tilfælde vil du være i stand til at benytte offentlige transportmidler.

Undgå at være alene hjemme

Vi anbefaler, at du ikke er alene den første dag derhjemme, så der er nogen, der kan hjælpe dig, hvis du får brug for hjælp. Måske vil du også have behov for hjælp fra dine pårørende til fysisk krævende hverdagsaktiviteter.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde eller i skole igen efter 1-2 uger. Hvis du har hårdt fysisk arbejde, kan det være nødvendigt at vente længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Vent med at dyrke motion

Du må ikke dyrke motion de første 1-2 måneder efter operationen. Du skal generelt bevæge dig forsigtigt for at undgå blødning fra såret.

Få fjernet tråde

Hvis du er syet med tråde, der skal fjernes, skal du have disse fjernet cirka 2 uger efter operationen. Det sker enten ved en opfølgende aftale hos os eller hos din egen læge.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Redaktør