Kontinensoperation (Slyngeimplantat)

Information om hvordan en kontinensoperation foregår, forberedelser før operation, vigtige forholdsregler efter og mulige komplikationer.

Formål med operationen

Du skal have indsat en slynge på grund af manglende eller nedsat evne til at holde på vandet. Det skyldes ofte at lukkemusklen er svækket, typisk efter en prostata operation.

Slyngeimplantat

Slyngen er lavet af silikone og består af 1 skumpude og 2 barduner med spænderinge. Ringene bruges til at stramme/løsne bardunerne og sikrer, at slyngen ikke flytter sig. Puden placeres under urinrøret for at skabe et tryk, der gør, at du bedre kan holde på vandet under belastning som gang, løft eller host.

Sådan foregår operationen

Slyngen føres ind gennem 1 lille snit under pungen, og bardunerne føres ud gennem 2 små snit i maveskindet lige over skambenet. Når puden ligger korrekt under urinrøret, spændes bardunerne, og sårene sys sammen med få sting. Bardunerne vil efterfølgende kunne mærkes under huden.

Operationen varer cirka 1 time og foregår i fuld bedøvelse. Du kan forvente at blive udskrevet dagen efter operationen.

Forberedelse

  • Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause nogle døgn før operationen. Tal med lægen om det.
  • Hvis du er i behandling med tablet Marevan eller Macoumar, skal du have taget en akut blodprøve dagen før eller på selve undersøgelsesdagen.
  • Du må genoptage din eventuelle blodfortyndende behandling dagen efter operationen.
  • Det er vigtigt at din krop er i god, fysisk form, når du skal opereres.
  • Du skal spise sundt og varieret. Du kan læse mere om kost før operation i patientinformationen ”Kost og operation”.
  • Du bør være varsom med alkohol inden operationen og følge sundhedsstyrelsens genstandsgrænser.
  • Det er en god ide at stoppe med at ryge.

Inden operationen 

Ved din ankomst til sengeafsnittet viser sygeplejepersonalet dig tilrette i afdelingen og informerer om forløbet for indlæggelsen.

Du skal inden operationen ved journaloptagelsen:

  • Have taget blodprøver og eventuelt et hjertediagram (EKG).
  • Aflevere en urinprøve til undersøgelse for eventuelle bakterier.
  • Undersøges af en læge.
  • Tale med en narkoselæge om bedøvelsen.

Faste

Dagen før operationen må du spise og drikke som vanligt frem til kl. 02.00 Efter kl. 02.00 må du ikke længere spise, men gerne indtage drikkevarer (undtagen juice og mælkeprodukter)

Du må få 250 ml væske umiddelbart inden kl. 06.00.

Fra kl. 06.00 på selve operationsdagen må du hverken spise eller drikke.

Hvis der er særlige fasteregler for dig, aftales dette med narkoselægen.

Operationsdagen

Inden du bliver kørt til operation, skal du:

  • Tage et brusebad eller møde nyvasket
  • have fjernet hårvækst i operationsområdet
  • tage rent tøj på, der består af lange (elastiske) strømper, underbukser og en hospitalsskjorte
  • tage ur og andre smykker af
  • have identifikationsarmbånd på
  • have en blodfortyndende indsprøjtning og eventuelt en beroligende tablet
  • fjerne eventuelle kontaktlinser, men du må gerne beholde eventuelle briller, høreapparat og tandprotese på.

På operationsgangen

Du får lagt et lille plastikrør (et drop) i en blodåre. I droppet får du smertestillende medicin, sovemedicin samt væske under operationen.

Efter operationen 

Du bliver kørt til opvågningsafsnittet, hvor du overvåges, indtil bedøvelsen har fortaget sig.

På sengeafsnittet tager plejepersonalet imod dig og observerer din tilstand. Du vil få tilbudt drikkevarer og noget at spise. Plejepersonalet vil støtte dig første gang, du skal ud af sengen.

Drop, dræn og katetre

Du får lagt et kateter under operationen som bliver fjernet næste dag. Hvis du får problemer med at få gang i vandladningen, vil du få lagt et kateter igen, som skal fjernes efter cirka 3 dage hos egen læge. Hvis der ved et uheld er lavet hul på urinrøret eller blæren under operationen, skal du have kateteret liggende i cirka 4 dage. Du kan herefter få det fjernet ved din egen læge.

Infektion

For at forebygge infektion (betændelse) i såret får du antibiotika i droppet det første døgn og behandling med tablet i yderligere 3 døgn. Tabletterne udleveres af afdelingen.

Smertebehandling

Du får udleveret smertestillende medicin. Hvis du får ondt skal du informere plejepersonalet.

Kost og væske

Du må spise og drikke som du plejer. Hvis du får kvalme, skal du informere plejepersonalet.

Sårpleje

Forbindingen må fjernes dagen efter operationen. Efter 24 timer må du gerne tage brusebad og duppe sårene tørre. Du skal undgå karbad indtil trådene er væk.

Trådene er selvopløselige og forsvinder af sig selv efter cirka 14 dage.

Aktivitet

Selvom du føler dig træt, er det meget vigtigt for det videre forløb, at du kommer ud af sengen samme dag, som du er opereret. På den måde stimuleres kredsløbet, og risikoen for komplikationer mindskes.

Efter udskrivelsen

Ubehag og smerter

Du kan opleve misfarvning af pungen og penis. Dette er helt normalt og skyldes blodudtrækning efter operationen. Misfarvningen forsvinder af sig selv.

Du kan have smerter i operationsområdet i de første par uger efter operationen. Smerterne kan afhjælpes med en tablet Paracetamol 1 g, højst 4 gange dagligt samt eventuelt en tablet Ibumetin 400 mg, højst 3 gange dagligt.

Fysisk aktivitet

Du bør undgå hård fysisk motion, som vægtløftning, ridning og løb, de første 6 uger efter operationen.

Du bør også undgå samleje i 6 uger.

Justering af slyngen

Nogle oplever, at de stadig ikke kan holde på vandet, mens andre oplever, at vandladningen stopper. Dette afhjælpes ved at stramme eller slække slyngen efter nogle uger.

Efter et par måneder oplever nogle, at de bliver utætte igen. Det er helt naturligt og kan skyldes, at du er mere aktiv end før operationen. Slyngen kan løsnes eller strammes, selv flere år efter operationen. Dette vil normalt foregå i lokalbedøvelse.

Resultater

  • Efter operationen og en mulig justering af slyngen er cirka 70 % tørre eller næsten tørre.
  • Cirka 20 % oplever en markant forbedring.
  • Cirka 10 % oplever slet ikke nogen forbedring.

Indlæggelsesbevis og sygemelding

Du kan få et indlæggelsesbevis af afdelingen, men har du brug for en sygemelding, skal denne udstedes af din praktiserende læge.

Rejser

Du er ikke automatisk dækket af en almindelig rejseforsikring ved udlandsrejser efter indlæggelse/operation.

Du skal derfor kontakte dit rejseforsikringsselskab og høre nærmere.

Komplikationer

  • Infektion.
  • Beskadigelse af urinrøret.
  • Smerter i og omkring operationsområdet.
  • Skader på omkringliggende væv (blodkar, nerver, blære).
  • Vandladningsstop.
  • Smertefuld vandladning.

Ved nogle komplikationer er det nødvendigt at fjerne slyngen helt eller delvist. Hvis en infektion ikke forsvinder ved behandling med antibiotika, skal slyngen fjernes.

Henvendelse ved komplikationer

Du skal søge hjælp, hvis du oplever:

  • Smertefuld eller besværet vandladning
  • stærke smerter i operationsområdet
  • feber
  • hvis der kommer væske eller pus fra sårene
  • blødning.

Hvis du får brug for hjælp, kan du i dagtimerne henvende dig til Urinvejssygdomme, klinik 1 eller til din praktiserende læge.

Udenfor dagtimerne og i weekenden, skal du henvende dig til Akuttelefonen 1813, hvorefter du kan blive henvist til Akutmodtagelsen.

Kontrol og efterbehandling

I forbindelse med din udskrivelse orienterer vi dig om eventuel videre kontrol og behandlingsforløb.

Du vil få tilsendt/udleveret et kort med en kontroltid i klinikken til cirka 1 måned efter operationen.

Redaktør