Knoglemarvsundersøgelse

Du kan her læse om, hvordan en knoglemarvundersøgelse foregår.

Hvad er knoglemarv?

Knoglemarven findes i hulrum inde i knoglerne. Hos voksne findes den fungerende knoglemarv især i brystben, ribben, ryghvirvler og bækken. 

Knoglemarven må betragtes som ét organ, der hos voksne i alt udgør 2,5 - 3 liter, heraf er halvdelen aktiv.

I knoglemarven dannes nye blodlegemer; det drejer sig om:

  • Røde blodlegemer, der transporterer ilt fra lungerne til vævene
  • Hvide blodlegemer mod infektion
  • Blodplader, der medvirker tilstandsning af blødning

Hvad bruges undersøgelsen til?

Denne undersøgelse er nødvendig, idet den kan påvise en række blodsygdomme og kan afsløre andre sygdomme.

Forberedelse

Er du i behandling med blodfortyndende medicin, Marevan eller Marcumar, skal du oplyse om dette inden den planlagte knoglemarvsundersøgelse.

Hvad består undersøgelsen i?

Undersøgelsen består i udtagning af en lille prøve fra knoglemarven. Udtagningen foretages næsten altid fra bagsiden af hoftekammen.

Med en tyk kanyle bliver en lille vævscylinder fra knoglemarven udtaget (biopsi); desuden suges med en kanyle og sprøjte en lille portion knoglemarv ud.

Det udtagne materiale undersøges bl.a. ved mikroskopi.

Svaret på den mikroskopiske undersøgelse foreligger almindeligvis i løbet af ca. 1 uge.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår som regel i Medicinske Sygdomme, klinik 1.

Du skal ligge på siden med bøjede ben. Huden over hoftekammer bliver først renset med en spritserviet, hvorefter der lægges en lokalbedøvelse. Når bedøvelsen virker, bliver en kanyle ført gennem huden og hoftekammer ind i knoglemarven.

Når knoglemarvsprøven er udtaget, bliver punkturstedet lukket med et plaster, som kan fjernes efter 1 døgn. Selve undersøgelsen varer 15 – 20 minutter.

For at undgå blødning, bør du efter undersøgelsen ligge 10-15 minutter på ryggen, således at du med din vægt trykker på indstiksstedet.

Gør det ondt og er der nogen risiko?

En lokalbedøvelse tager næsten alle smerter ved undersøgelsen. Det svier lidt, når du får lokalbedøvelsen.

Når knoglemarven bliver suget ud, kan der opstå et kortvarigt jag forbundet med smerte, som det ikke er muligt at lindre.

Når lokalbedøvelsen ophører (efter nogle timer), vil der være nogen ømhed omkring indstiksstedet, der kan fortsætte 3 - 4 dage.

Du vil normalt ikke have brug for smertestillende medicin, men panodil kan lindre de første timer efter.

Redaktør