Kikkertundersøgelse og ultralydsskanning - Endoskopisk ultralydsskanning

Information om undersøgelsen, samt formål og forløb.

En Endoskopisk Ultralyds Scanning (EUS) er en kikkertundersøgelse, hvor man foretager en indvendig ultralydsskanning via spiserør og mavesæk. Undersøgelsen udføres ved hjælp af en fleksibel kikkert med et kamera i enden (endoskop), som føres ind gennem munden. Det er vigtigt, at du er fastende og tørstende til undersøgelsen. 

Læs vejledningen grundigt, inden du går i gang med forberedelserne til undersøgelsen.

Formål med undersøgelsen

Ved en EUS kan lægen se mave- og tarmkanalen og skanne de omkringliggende organer både i brysthulen og i bughulen. Vi har samtidig mulighed for at tage vævsprøver fra slimhinden og de omkringliggende organer.

Medicin

Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, skal du kontakte afdelingen inden undersøgelsen. 

Hvis du kun tager ét blodfortyndende præparat, der indeholder acetylsalicylsyre (Hjertemagnyl, Hjerdyl, Hjertemin, Magnyl Svage) eller dipyridamol (Dipyridamol, Persantin, Asasantin Retard), behøver du IKKE foretage dig noget.

Er du diabetiker, skal du tale med din praktiserende læge eller dit diabetescenter (fx Steno diabetescenter) om reguleringen af din diabetesmedicin. 

Bruger du spray til lungelidelser, SKAL du medbringe sprayen. 

Før undersøgelsen

Det er vigtigt, at du møder fastende og tørstende til undersøgelsen.

6 timer før undersøgelsen

Du skal stoppe med at spise. Det betyder, at du skal faste. 

Du må fortsat drikke klare væsker som fx vand, sodavand, kaffe/the uden mælk og juice uden frugtkød indtil 2 timer før undersøgelsen starter.

To timer før undersøgelsen

Du skal stoppe med at drikke klare væsker, tygge tyggegummi og ryge. Hvis du tager medicin, er det på det her tidspunkt, du skal tage den. 

Undersøgelsen

Under undersøgelsen ligger du på venstre side. 

Til undersøgelsen får du sovemedicin, der gør, at du falder i søvn og først vågner, når undersøgelsen er overstået.

For at kunne se slimhinden er det nødvendigt at puste lidt luft ind i mavesækken. Det kan give forbigående mavekneb/smerter, kvalme eller oppustethed.

Varighed

Undersøgelsen varer mellem 30-60 minutter.

Efter undersøgelsen

Hvis du i forbindelse med undersøgelsen, har fået taget vævsprøver, skal du blive på afdelingen til observation i 1 time. Når observationen er slut, må du spise og drikke, som du plejer. 

Det kan være en god ide at medbringe noget mad, som du kan spise efter undersøgelsen. 

Hvordan kommer jeg hjem?

Du skal selv sørge for at komme hjem. 

Du må IKKE selv køre bil, motorcykel, knallert eller cykel det første døgn efter undersøgelsen. Du må gerne tage offentlige transportmidler.

Svar på undersøgelsen

Inden du forlader afdelingen, orienterer vi dig om resultatet af undersøgelsen og det videre forløb. Du får også udleveret resultatet på skrift. 

Ubehag og komplikationer

Du kan være øm i hals og svælg og have luft i maven og mavekneb i det første døgn. 

Hvis der er taget vævsprøver, kan der i sjældne tilfælde ses blødning og hul på spiserøret eller mavesækken.

Du skal være opmærksom på følgende:

  • Blodige eller sorte opkastninger
  • Svære mavesmerter
  • Kulderystelser
  • Feber over 38 grader
  • Almen utilpashed og kvalme

Kontakt i akutte situationer inden for 24 timer efter undersøgelsen 

Hvis du får mistanke om alvorlige bivirkninger eller komplikationer, skal du kontakte personalet i Kikkertundersøgelse.

Uden for vores åbningstid skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Redaktør