Kikkertoperation (laparoskopi)

En kikkertoperation kan være nødvendig, hvis man fx har cyster på æggestokken, muskelknuder eller kræft i æggeleder og -stokke.

Hvad er en kikkertoperation?

Ved operationen indføres en kikkert gennem et lille snit ved navlen. Bughulen fyldes med luft, så lægen kan få et overblik over underlivet. I bikinilinien laves to små snit, hvor man kan indfører hjælpeinstrumenter. 

Årsager til kikkertoperation?

Fordi du har et eller flere problemer:

  • Cyste på æggestokken
  • Muskelknuder
  • Genetisk disponeret for kræft
  • Fjernelse af æggestokke og/eller æggeleder

Forberedelse til operationen

Du får udleveret en informationsseddel ”Forberedelse til operation”. Her kan du læse præcis, hvad du skal gøre før operationen.

Smerter efter operationen

Efter en kikkertoperation kan du få lette smerter i mave og skulder. Skuldersmerter skyldes den luft, som har været pustet ind i bughulen. Smerterne forsvinder normalt i løbet af 1-2 døgn.

I enkelte tilfælde kan smerter og generne vare op til 1 uge.

Ved lette smerter anbefaler vi at du tager 2 tabletter Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol) à 500 mg højst 4 gange dagligt. 

Ved vedvarende smerter, kan du tage 1 - 2 tabletter Ibuprofen (Ibumetin, Burana, Ipren) à 200 mg 3 gange dagligt. 

Du kan købe begge præparater i håndkøb på apoteket. Vi anbefaler, at du har købt smertestillende medicin, inden du skal opereres.

Mobilisering

Du bliver hurtigere frisk igen, hvis du kommer op af sengen så hurtigt som muligt efter operationen. Det vil også mindske eventuel kvalme og risiko for komplikationer.

Mad og drikke

Det er vigtigt, du begynder at spise og drikke så hurtigt som muligt. For at forebygge forstoppelse, skal du spise fiberrig kost. 

Det kan være en god ide, at bruge HUSK eller Magnesia 500 mg, 2 tabletter 1 - 2 gange dagligt.

Udskrivelse

Vi regner med, at du vil være klar til at komme hjem om aftenen, den dag du er opereret.

Inden du udskrives, skal du have været oppe at gå, haft vandladning og være informeret om operationen.

Det aftales, om du skal komme til kontrol i vores klinik og om du vil blive ringet op af en sygeplejerske en af de nærmeste dage efter operationen.

Det aftales også hvordan du får svar på undersøgelsen af det væv, der er fjernet ved operationen.

Forholdsregler efter udskrivelsen

Der kan være blødning og udflåd fra skeden i de første uger efter operationen.

Du kan genoptage alle daglige gøremål, når du selv føler dig klar.

Den første uge efter operationen skal du kontakte os ved akutte problemer som:

  • Kraftig blødning fra skeden
  • Tegn på blærebetændelse som f.eks smerter og svie ved vandladning
  • Kraftige smerter
  • Ildelugtende udflåd
  • Feber over 38 grader

Hvis der opstår problemer efter den første uge, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Redaktør