Gå til hovedindhold

Kikkertoperation gennem skede - lokalbedøvelse (Hysteroskopi)

Information om en kikkertoperation gennem skeden i lokalbedøvelse.

Kort om operationen

Du skal have foretaget en kikkertoperation gennem skeden. Det kalder vi også en hysteroskopi. Ved kikkertoperationen kan vi vurdere forholdene inde i livmoderen. Vi kan også tage vævsprøver, som vi sender til undersøgelse. Operationen foregår i lokalbedøvelse.

Du kan forvente at komme hjem samme dag.

Årsager til at få foretaget en kikkertoperation

Der kan være forskellige årsager til, at man skal have foretaget en kikkertoperation gennem skeden. De hyppigste årsager er:

  • Fjernelse af muskelknuder, polypper eller en spiral.
  • Behandling af arvæv i livmoderen.
  • Undersøgelse af livmoderen i forbindelse med fertilitetsbehandling.
  • Udtagning af vævsprøver for at undersøge årsagen til fx blødningsforstyrrelser.
  • Udtagning af vævsrester efter en abort eller fødsel.

Vigtig forberedelse

Hold eventuelt pause fra blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du i nogle tilfælde holde pause med den op til operationen. Det aftaler vi med dig inden operationen. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Fortæl os, hvis du tager fiskeolie

Hvis du tager fiskeolie, skal du fortælle os det inden operationen. Fiskeolie virker blodfortyndende, og i nogle tilfælde vil vi anbefale dig at holde pause med det op til operationen.

Tag din øvrige medicin, som du plejer

Op til operationen kan du tage din øvrige medicin, som du plejer, medmindre du har aftalt noget andet med en læge.

Køb medicin inden operationen

Du får brug for smertestillende medicin efter operationen. Derfor anbefaler vi, at du på forhånd køber:

  • Paracetamol 500 mg.
  • Ibuprofen 200 mg.

Tag smertestillende medicin inden operationen

Vi anbefaler, at du tager 2 x 500 mg paracetamol og 2 x 200 mg ibuprofen 1 time før du møder hos os. Det kan forebygge smerter og ubehag.

Spis et måltid hjemmefra

Vi anbefaler, at du spiser et måltid hjemmefra, inden du møder på hospitalet.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

På hospitalet

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi opererer dig, men livmoderhalsen er bedøvet. Du vil derfor ikke føle smerte, men du kan mærke berøring og tryk.

Operationen

Når bedøvelsen virker, udvider lægen livmoderhalsen lidt, så kikkerten kan føres ind. Vi undersøger livmoderhulen og fjerner eventuelt væv.
Undervejs skyller vi livmoderen med saltvand for bedre at kunne se med kikkerten. Der vil være en sygeplejerske hos dig gennem hele operationen.

Bliv gerne i 30 minutter

Vi anbefaler, at du bliver siddende i venteværelset i 30 minutter efter operationen. På den måde kan vi sikre os, at du har det godt, inden du tager hjem.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Blødning (hyppighed: meget sjældent): Det kan bløde mere end normalt efter operationen. I meget sjældne tilfælde kan det bløde så meget under operationen, at det skal behandles.
  • Betændelse (hyppighed: meget sjældent): Der kan komme betændelse i livmoderen. Sker det, behandler vi det med antibiotika.
  • Hul på livmoderen (hyppighed: meget sjældent): Der kan i meget sjældne tilfælde gå hul på livmoderen. Sker det, behandler vi det.

Hjemme igen

Sygemelding

Vi anbefaler 1-2 dage sygemelding. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Svar på undersøgelsen

Hvis vi har taget en vævsprøve, får du svar på undersøgelsen 1-4 uger efter operationen. Vi aftaler med dig, hvordan du får svaret. Hvis vi vurderer, at du skal komme til kontrol, indkalder vi dig.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden