Til dig der ønsker at være kendt sæddoner
Kendt sæddonation betyder, at donor og modtager kender hinanden på tidspunktet for donationen. Du skal som udgangspunkt regne med, at det tager ca. 2 måneder at blive godkendt som kendt sæddonor. Processen kan tage længere tid, hvis du skal henvises yderligere.
Sådan foregår godkendelsesforløbet
Udfyld spørgeskema
Du får tilsendt et spørgeskema, som du skal udfylde hjemme og sende retur. En læge vil gennemgå skemaet, og du vil enten blive godkendt til at gå videre i processen eller blive afvist. Spørgeskemaet vurderes ud fra vævsloven og gældende vejledninger og bekendtgørelser.
Blodprøver og diagnostisk sædprøve
Hvis spørgeskemaet bliver godkendt, kontakter vi dig, og du får en tid til blodprøver.
Du skal tidligst 3 dage efter, du har fået taget blodprøver, kontakte os for at få svar på blodprøverne. Vi aftaler samtidig med dig, hvornår du skal aflevere en sædprøve. Sædprøven bliver analyseret, og kvaliteten af sæden vurderes. Sædprøven bliver kasseret, når analysen er lavet.
Du kan få svar på sædprøven 1 uge efter, den er taget. Det er dit eget ansvar at kontakte klinikken for at få svar på sædprøven.
Samtale i fertilitetsklinikken og samtykker
Hvis sædprøven findes egnet til befrugtning af æg, får du en tid til samtale med en læge og en sygeplejerske. Her gennemgår lægen spørgeskemaet, og du skal underskrive diverse samtykker.
Sædprøve til frys, urinprøve og blodprøver
Hvis der ikke er brug for flere undersøgelser, vil du få tid til en ny blodprøve, en urinprøve og endnu en sædprøve, som skal laves på fertilitetsklinikken.
Denne sædprøve vil blive frosset ned og anvendt i behandlingen, hvis du bliver godkendt. Alle 3 prøver skal foretages samme dag.
Endelig afgørelse
Lægen vil ud fra alle ovenstående parametre vurdere, om du opfylder alle kriterier for at være kendt sæddonor. En sygeplejerske vil kontakte dig med svaret. Vi aftaler en tid, hvor de resterende samtykker skal underskrives sammen med den kvindelige part.
Yderligere information
Hvis du er kendt sæddoner og juridisk far, skal du godkende, hver gang vi skal optø og bruge et sædstrå. Du skal yderligere godkende, hver gang vi skal optø en blastocyst.
Du kan læse mere om behandlingsforløbet med kendt sæddonation på vores hjemmeside www.herlevhospital.dk/fertilitetsklinik