Katekolaminer i urinen, undersøgelse for

Du kan her læse om, hvad katekolaminer er, og hvordan undersøgelsen af katekolaminer i urinen foregår.

Hvad er katekolaminer?

Katekolaminer er stresshormoner, som eksempelvis adrenalin og noradrenalin. Adrenalin og noradrenalin udskilles fra binyremarven og kan måles i urinen.

Hvad er formålet med undersøgelsen?

Ved denne undersøgelse kan man vurdere kroppens produktion af stresshormoner. Undersøgelsen kan blandt andet bruges til at stille diagnosen ”fæokromocytom”, som er en sjælden hormonproducerende knude i binyrerne.

Hvordan forbereder jeg mig?

Fra dagen før og i de to døgn du bliver undersøgt, må du ikke drikke kaffe. Du må heller ikke spise banan, valnødder og ananas.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Da det kan være svært at få sikker information om, hvor meget af et stof man udskiller i en enkelt vandladning, er det ofte nødvendigt at måle udskillelsen af et stof over ét eller flere døgn.

Du skal opsamle urin i ét eller to døgn. Når du opsamler urinen, kan det være mest praktisk, hvis det foregår fra en morgen kl. 8 til næste morgen kl. 8, i alt 24 timer. Det er vigtigt, at ingen urin går til spilde.

Du skal opsamle urinen i en plastdunk, der er tilsat syre. Det er vigtigt at undgå stænk og at holde dunkene væk fra børn. Dunkene mærkes med navn og personnummer.

Under opsamlingen skal dunken med urin opbevares køligt i køleskabs-temperatur, 4 til 8 grader. Dette er vigtigt for konserveringen af urinen.

Selve opsamlingen

  • Du skal starte opsamlingen på tom blære, derfor skal du lade vandet i toilettet før du starter. Dette tidspunkt er starttidspunktet.
  • Herefter skal du samle al urin i de næste 24 timer. Samme klokkeslæt som du startede opsamlingen, skal du afslutte den. Det vil sige, at du skal lade vandet på dette klokkeslæt, og at denne urin skal med i dunken for døgn 1.

Hvis du skal samle urin i to døgn

  • Næste gang du skal lade vandet, skal du samle urinen i dunken for døgn 2. Herefter fortsætter du, som du gjorde døgnet før. Du afslutter opsamlingen på samme klokkeslæt som dagen før.

Du skal aflevere dunkene i det afsnit, som du 
er tilknyttet:

Hormon- og Stofskiftesygdomme, klinik 1
Borgmester Ib Juuls Vej 1, opgang 1, etage 1.

Medicinske Sygdomme, klinik 1
Borgmester Ib Juuls Vej 1, opgang 1, etage 2.

Svar på undersøgelsen

Du vil få svar ved næste lægesamtale eller efter aftale.

Redaktør