Gå til hovedindhold

Kalium i mad- og drikkevarer

Information om kalium i mad- og drikkevarer

Om kalium

Hvis du har for meget kalium i blodet, skal du være opmærksom på at begrænse mængden af mad- og drikkevarer, der indeholder meget kalium. Få her et overblik over de mad- og drikkevarer, der indeholder meget kalium.   
Hovedgrupper af mad- og drikkevarer, der indeholder kalium:

Madvarer: 

  • Grøntsager
  • Frisk og tørret frugt
  • Nødder og mandler
  • Tørrede kartoffelprodukter. Det kan f.eks. være pommes frites og chips

Drikkevarer:

  • Mælk og kakaomælk
  • Juice
  • Kaffe
  • Frugt- og grøntsagssmoothies
     

Vi anbefaler, at du pr. døgn maks. indtager:  

  • 1 stk. frugt à 100 gr.
  • 100 gr. rå grøntsager (hvis du spiser mere, skal grøntsagerne tilberedes kaliumbesparende, læs mere nedenfor)
  • 200 ml. mælk
  • 2 kopper kaffe

Hvis du spiser kartofler, skal de altid tilberedes kaliumbesparende.

Vi anbefaler desuden, at du begrænser dit indtag af nødder og mandler og undgår juice samt frugt- og grøntsagssmoothie.

Gode tips

  • Mælk og kakaomælk kan udskiftes med ris-, havre-, mandel eller soyadrik.
  • Juice kan udskiftes med saftevand eller sodavand.
  • Spis pasta og ris i stedet for kartofler.
  • Nødder og mandler kan f.eks. erstattes med grissini stænger, kiks eller småkager.
  • Chips, franske kartofler og lignende kan udskiftes med flæskesvær, som dog indeholder meget salt.
  • Tørrede bælgfrugter og edemamebønner kan erstattes af linser, som har det laveste indhold af kalium, eller kogte grøntsager.

Kaliumbesparende tilberedning

Enkelte justeringer i tilberedningen af grøntsager og kartofler kan mindske indholdet af kalium.  Dette kalder vi for kaliumbesparende tilberedning: når grøntsager og kartofler skrælles, deles i mindre stykker og koges i rigeligt vand. Smid herefter kogevandet væk.

Ca. 30-50% af kalium kan udskilles i kogevandet. På den måde kan du begrænse dit indtag af kalium og fortsat spise grøntsager og kartofler.

Samme princip kan følges, hvis du skal lave suppe. Tilbered alle grøntsager og kartofler kaliumbesparende, og brug dem derefter som vanligt i tilberedningen af suppen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden