Ixazomib, Revlimid og Dexamethason - behandling af myelomatose)

Myelomatose kan behandles med stofferne Ixazomib, Revlimid og Dexamethason, som har til formål at fjerne kræftcellerne i kroppen. Stofferne gives i serier af 4 uger og kan medføre en række bivirkninger.

Om behandlingen

Ixazomib får du i kombination med Revlimid og Dexamethason. Ved at du får stofferne i kombination øger behandlingen virkningen på din sygdom. Du får kun Ixazomib, hvis du tidligere har fået mindst en anden behandling for myelomatose.

Formålet med behandlingen

Formålet med behandlingen er at fjerne kræftcellerne i din krop.

Behandlingsforløb

Du får behandlingen i serier. En serie varer 4 uger.

  • Du får behandling med Ixazomib dag 1, 8 og 15 i hver behandlingsserie.
  • Revlimid får du i 21 dage i hver behandlingsserie efterflugt af 7 dages pause.
  • Dexametason får du dag 1, 8, 15 og 22 i hver behandlingsserie.

Din læge og sygeplejersken fortæller dig, om dit konkret behandlingsforløb.

Hvor mange behandlingsserier du skal have, får du besked om af din læge. Du kan få op til 30 behandlingsserier.

Undersøgelser i behandlingsforløbet

Du får jævnligt taget blodprøver, så din læge kan se, om du tåler behandlingen, og hvor godt behandlingen virker.

Sådan får du behandlingen

Behandling bliver givet klinisk. Det vil sige, at du kan gå hjem samme dag.

Ixazomib kapslerne skal du tage hver dag på samme tidspunkt, mindst 1 time før eller 2 timer efter et måltid. Ixazomib og dexamethason skal du ikke tage samtidig.

Bemærk! Hvis du glemmer at tage Ixazomib kapslerne på de dage du skal tage dem, må du tage den glemte dosis op til 72 timer før den næste dosis. Tag ikke dobbelt dosis, hvis du har glemt en enkelt dosis.

Revlimid kapslerne skal du helst tage på samme tidspunkt hver dag. Hvis din dosis af Revlimid består af flere kapsler per dag, skal du tage alle kapslerne på én gang. Du skal synke kapslerne hele sammen med rigeligt vand og gerne i forbindelse et måltid.

Bemærk! Hvis du glemmer at tage Revlimid kapslerne, og der er gået mere end 12 timer, når du opdager det, må du ikke tage Revlimid. Du skal da undlade at tage Revlimid den dag. Den efterfølgende dag skal du tage din normale dosis Revlimid.

Dexamethason tabletterne skal du tage der hjemme. Du skal helst tage tabletterne om morgenen, da de kan forhindre dig i at sove, hvis du tager dem senere på dagen.

Sådan forløber dagen

  • Du får taget blodprøver i hospitalets laboratorium, når du ankommer til hospitalet.
  • Når din læge har set svarene på dine blodprøver og vurderet, at du er klar til behandling, får du udleveret medicinen, som du skal tage der hjemme.

Vær opmærksom på
Bivirkninger ved Ixazomib

Blødning

Du kan have øget risiko for at få blødninger, og du skal måske have transfusion med blodplader.

Hvilke gener skal du især være opmærksom på?

  • Blødning fra næse, mund eller skede
  • Mange blå mærker eller små røde prikker i huden, specielt på benene
  • Blod i afføring eller urin

Hvad kan du selv gøre for at undgå blødning?

  • Brug en blød tandbørste
  • Brug elektrisk barbermaskine i stedet for barberblad
  • Tag ikke gigtpiller (Ibuprofen, Todolac) eller medicin, der indeholder acetylsalisylsyre (Kodimagnyl, Treo), da de øger risikoen for blødninger og i øvrigt belaster nyrerne
  • Undgå fysisk anstrengelse
  • Du bør ikke drikke alkohol, hvis dit blodpladetal er lavt, da alkohol kan nedsætte funktionen af blodpladerne
  • Undgå forstoppelse

Kvalme og opkastning

Du kan opleve at få kvalme og opkastning af behandlingen. Tal med sygeplejersken eller din læge om din kvalme, da det kan være nødvendigt, at du får kvalmestillende medicin.

Hvad kan du selv gøre for at forebygge kvalme?

  • Spis, når du føler sig sulten, gerne mange små måltider i løbet af dagen
  • Drik rigelig væske, gerne 2-3 liter om dagen
  • Sid op, når du spiser
  • Spis let fordøjelig mad, f.eks. frugt, desserter, kiks og lignende
  • Anret maden pænt, få eventuelt en anden til at anrette maden for dig.

Ændret afføring

Du kan få tynd mave (diarré) eller forstoppelse under din behandling. Tal med sygeplejersken hvis det er aktuelt for dig.

Hvis du får forstoppelse, er det vigtigt, at du tager det afføringsmiddel, som du får anbefalet. Afføringsmidler kan du købe på apoteket uden recept (f.eks. Picolondråber eller Movicol-pulver).

Hvad kan du selv gøre for at holde maven i gang?

  • Drik rigelig væske, gerne 2 - 3 liter om dagen
  • Hold dig i bevægelse
  • Spis fiberrig mad, f.eks. grøntsager, hvedeklid, tørrede frugter i form af svesker, abrikoser og rosiner eller hørfrø.

En af årsagerne til diarré er, at slimhinderne i tarmen bliver stødt af og tarmens evne til at opsuge væske bliver nedsat. Hvis du har diarré i gennem længere tid, kan du få behov for at blive indlagt for, at du kan få væske direkte i blodbanen og eventuelt medicin, der kan stoppe diarréen.

Hvad kan du selv gøre ved let diarré?

•     Drik rigeligt, gerne 2-3 liter om dagen, fordi du mister væske
•     Spis bananer, dåsefrugt, supper og sportsdrikke for at holde saltbalancen
•     Revet æble, havresuppe, hvidt brød, kartoffelmos og ris kan muligvis afhjælpe diarréen.

Har du feber og diarré, skal du kontakte afdelingen, da du kan have en infektion i tarmen og skal have behandling med antibiotika.

Føleforstyrrelser og nedsat kraft

Behandlingen kan medføre føleforstyrrelser i form af prikken, stikken, sovende eller snurrende fornemmelser specielt i fingre og tæer. Du kan opleve vanskeligheder med at sy og strikke, knappe knapper eller gå op og ned af trapper.

Mænd kan opleve ændret følsomhed i penishovedet og få problemer med rejsning. Kvinder kan opleve ændret følsomhed i skeden og ved klitoris.

Påvirkningen af nerverne kan også medføre smerter (”nervesmerter”), som kan føles lynende, jagende eller stødende.

Det kan være, at du på grund af tidligere behandling allerede har ovenstående gener. Generne kan da blive værre.

Det er vigtigt, at du informerer din læge om føleforstyrrelser og vanskeligheder med at udføre opgaver i hverdagen.

Ved ophør med behandlingen, forsvinder påvirkningen af nerverne i de fleste tilfælde inden for ½ år. Tal med din læge eller sygeplejersken, hvis du får behov for medicin mod smerter.

Hvad kan du selv gøre for at mindske generne ved føleforstyrrelser?

  • Varme bade eller varme/kolde omslag
  • Blid massage
  • Beskyt hænder og fødder – undlad f.eks. at gå med bare fødder og brug hansker i koldt vejr
  • Plej dine hænder og fødder med creme
  • Brug behageligt fodtøj med skridsikker sål

Væske i kroppen

Du kan få hævede arme, hænder, ben og fødder, fortæl det til din læge, hvis du tager på i vægt.

Hud

Du kan få nyt eller forværret udslæt i huden. Fortæl din læge hvis du får behov for medicin, eventuelt medicin med binyrebarkhormon til at behandle og forebygge yderligere udslæt i huden.

Hvad kan du selv gøre?

  • Anvend daglig en fed uparfumeret fugtighedscreme

Påvirkning af leveren

Fortæl det til din læge, hvis bliver du gul i huden og i det hvide i dine øjne, det er tegn på at behandlingen påvirker din lever. Du kan også få smerter i højre side af maven, svarende til der hvor din lever er.

Bivirkninger ved Revlimid

7 – 14 dage efter behandlingen er din knoglemarvs evne til at danne røde og hvide blodceller samt blodplader, midlertidigt nedsat.

Infektion

Du kan have øget risiko for at få infektioner, og du skal måske have behandling med antibiotika.

Hvilke gener skal du især være opmærksom på?

  • Almen utilpashed og kulderystelser
  • Temperatur over 38,5 °C

Hvad kan du selv gøre for at undgå infektioner?

  • Vaske hænder efter toiletbesøg og før du spiser
  • Undgå kontakt med personer, der hoster, er forkølede eller har feber

Blødning

Som ved Ixazomib.

Lav blodprocent

Du kan have øget risiko for at få lav blodprocent. Hvis din blodprocent er lav, skal du måske have blod.

Hvilke gener du især være opmærksom på?

  • Åndenød
  • Hjertebanken

Hvad kan du selv gøre for at nedsætte generne ved lav blodprocent?

  • Rejs dig forsigtigt, så du ikke falder
  • Undgå større fysisk anstrengelse.

Træthed

Du kan opleve træthed i forbindelse med din sygdom og behandling. Du kan opleve en træthed, der ikke forsvinder trods hvile og en god nats søvn.

Hvad kan du selv gøre for at afhjælpe træthed?

  • Flere små hvil i løbet af dagen
  • Frisk luft og små gå ture
  • Sørg for adspredelse i din hverdag
  • Bed familie og venner om hjælp til praktiske gøremål
  • Vær forsigtig, når du kører bil eller anvender maskiner, hvis du føler dig meget træt.

Blodprop i ben eller lunger

Behandlingen kan medføre, at du har en øget risiko for at få blodpropper i ben og lunger.

For at nedsætte risikoen for, at du danner blodpropper, skal du have medicin, som fortynder dit blod. Du får behandling med tablet Magnyl for at forebygge, at du får blodpropper.

Fortæl din læge, hvis du tidligere har haft blodpropper. Så skal du måske også have en indsprøjtning med medicin, der fortynder dit blod.

Bivirkninger til Dexamethason

Jo højere dosis og jo længere tid, jo større er risikoen for, at du får bivirkninger.

Svie og ubehag i maven

Dexamethason kan medføre svie og ubehag øverst i maven, og kan forværre mavesår.

Kontakt afdelingen, hvis du oplever sure opstød eller halsbrand.

Sukkersyge

Dexamethason kan medføre, at du får forhøjet blodsukker, og at du får midlertidig sukkersyge. Sukkersygen forsvinder oftest, når din behandling er slut.

Kontakt afdelingen, hvis du pludselig begynder at blive mere tørstig og har hyppigere vandladning end du plejer.

Humør

Når du får Dexamethason, kan du opleve, at du bliver mere energisk og i opstemt humør, og derfor kan du have svært ved at sove. Du kan også føle dig rastløs, modløs eller nedtrykt. Enkelte får en egentlig depression. Fortæl sygeplejersken, hvordan du har det, hun kan hjælpe dig med samtaler, råd og vejledning.

Øget appetit

Dexamethason kan medføre, at du får øget appetit.

Infektion

Dexamethason sænker din legemstemperatur ”kunstigt” i de dage, du får medicinen. Vær derfor særlig opmærksom på, om du har tegn på infektion som f.eks. utilpashed, hoste eller kulderystelser.

Ophør med Dexamethason

Nogle bliver utilpasse i dagene efter, de er holdt op med at få Dexamethason. Det viser sig ved generel utilpashed, træthed, smerter i led, lettere nedtrykthed eller at hænderne ryster.

Hvis du har fået Dexamethason igennem længere tid, skal du ofte trappe gradvist ud af medicinen.

Andre bivirkninger

Det er vigtigt, at du oplyser din læge eller sygeplejersken om de bivirkninger, du får i forbindelse med behandlingen, så vi kan forebygge eller afhjælpe dem.

Prævention

Hvis der er en chance for, at du kan blive gravid, skal du anvende sikker prævention, mens du er i behandling.

Er du mand, skal du anvende kondom, mens du er i behandling og i ½ år efter, du er stoppet med behandlingen. Det skal forebygge, at din partner bliver gravid.

Mere information

Ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte afdelingen, eller du kan hente uddybende oplysninger om bivirkninger og senfølger på www.medicin.dk eller www.indlaegsseddel.dk

Du kan læse mere generel information om behandling af din kræftsygdom, og hvordan den påvirker dit liv i patientinformationen ”Medicinsk kræftbehandling”.

Spørg, hvis du er i tvivl

Hvis du er i tvivl om noget, er du velkommen til at kontakte afdelingen.

Kontakt altid Afdeling for Blodsygdomme ved:

  • Temperatur over 38,5 °C
  • Andre tegn på infektion f.eks. almen utilpashed, hoste, kulderystelser
  • Blødning
Redaktør