Imurel, behandling med

Vejledningen handler om behandling af inflammatoriske tarmsygdomme med Imurel.

Imurel bruges til behandling af de inflammatoriske tarmsygdomme Morbus Crohn og Colitis Ulcerosa, bindevævssygdomme, svære tilfælde af leddegigt og i større doser til behandling af visse kræftsygdomme. Denne vejledning handler kun om de inflammatoriske tarmsygdomme.

Hvordan virker Imurel?

Ved inflammatoriske tarmsygdomme er immunsystemets celler i stor aktivitet. Imurel virker ved at hæmme denne aktivitet. 

Imurel virker efter to til fire måneders behandling. Når der er opnået langvarig stabil bedring af sygdommen, vil vi ofte anbefale aftrapning eller ophør med behandlingen.

Hvordan tages Imurel?

Du får Imurel som tabletter, og de skal tages med et glas vand, gerne efter et måltid. Tabletterne skal sluges hele. Den dosis, som lægen har ordineret, skal du nøje følge. Hvis du glemmer en dosis, må du ikke tage dobbeltdosis næste gang, men følge den sædvanlige ordination i stedet. 

Tabletterne bør opbevares i den originale emballage, som er tæt lukket for at undgå fugt og sollys.

Imurel og anden medicin

Imurel må ikke tages sammen med visse muskelafslappende midler. Der er ingen problemer ved samtidig at tage p-piller. 

Allopurinol, som anvendes til behandling af urinsyregigt, kan forstærke virkningen af Imurel, og det kan derfor være nødvendigt at nedsætte dosis. Tal med din læge om dette.

Bivirkninger ved Imurel

De fleste gennemfører behandlingen uden bivirkninger. Der kan, specielt i starten, forekomme lettere appetitløshed, kvalme og diarrè. Disse bivirkninger kan mindskes ved at tage tabletterne lige efter et måltid eller lige inden, du går i seng.

Hårtab kan ses, men sjældent. Håret vil vokse ud igen efter behandlingens afslutning.

Imurel kan hæmme knoglemarvens dannelse af blodlegemer, så hvis du får feber, hud- og slimhindeblødning eller andre tegn på infektion, skal du kontakte afdelingen eller egen læge straks.

I sjældne tilfælde ses bugspytkirtelbetændelse som giver voldsom mave-smerter. Denne tilstand ophører, når man stopper med at tage Imurel. Hvis du oplever voldsomme mavesmerter, skal du straks kontakte afdelingen. 

Graviditet og amning

Imurel kan anvendes, hvis du er gravid eller ammer. Der skal dog være en god grund til at fortsætte behandlingen, og du skal tale med en afdelingens speciallæger om det. 

Alkohol

Under behandlingen er der ingen specielle forholdsregler ved indtagelse af alkohol.

Beskyt dig mod solen

Imurel øger hudens følsomhed for sollys. Derfor er det vigtigt, at du beskytter dig ekstra mod solskoldning. Du skal bruge solcreme, begrænse solbadning og undgå solarium. 

Ved behandling med Imurel ses en let øget risiko for hudkræft. Vi tilbyder efter et års behandling et tilsyn hos en hudlæge. 

Kontrol

Det er nødvendigt med regelmæssig blodprøvekontrol for at imødegå eventuelle bivirkninger af Imurel. Imurel kan blandt andet påvirke knoglemarven og leveren. 

Imurel findes på 25 mg eller 50 mg. Den sædvanlige vedligeholdelsesdosis er 100 til 150 mg faglig og afhænger blandt andet af, hvad du vejer. 

I de første otte uger skal du have kontrolleret blodprøver hver 14. dag. Derefter bliver det cirka hver tredje måned.

Efter din første blodprøvekontrol 14 dage efter opstart vil du modtage et brev i din e-Boks med datoer for fremtidige blodprøvekontroller samt medicinudlevering og evt. lægesamtale. 

Det er vigtigt, at kontrollerne overholdes. 

Medicinen vil blive udleveret ved din kontrol på Hospitalet. 

Eksempel på skema:

50 mg (en tablet) den første dag
50 mg (en tablet) den anden dag
50 mg (en tablet) den tredje dag
100 mg (to tabletter.) den fjerde dag
100 mg (to tabletter) den femte dag
100 mg (to tabletter) den sjette dag 

Evt. yderligere stigning indtil du er på den dosis lægen har ordineret.

Din slutdosis er: ____mg

Hvor får jeg mere information?

Du er altid velkommen til at kontakte afdelingen, hvis du har spørgsmål om Imurel eller din tarmsygdom.

Endvidere henviser vi til indlægssedlen fra medicinæsken.

Dato for blodprøvekontrol om 14 dage:

____dag d. ______ Borgmester Ib Juuls Vej 73, opgang 7, 4. etage, M1

Redaktør