Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Baggrund for behandlingen
Undersøgelser har vist, at din kræftsygdom ikke længere er i ro, og derfor er behandling med kemoterapi nødvendig. Du tilbydes derfor behandling med Ifosfamid.
Sådan foregår behandlingen
Før behandlingsforløbet begynder, kan det være nødvendigt med nogle undersøgelser. Det kan f.eks. være røntgen, scanning, elektrokardiogram (EKG), blodprøver, urinprøve og en nyreundersøgelse (Crom EDTA).
Ifosfamid gives i en blodåre og foregår i klinikken. Den daglige behandling varer ca. 6 timer og gives 3 dage i træk. Behandlingen gentages hver 3. uge.
I forbindelse med behandlingen med Ifosfamid skal du også have Mesna direkte i en blodåre og som tablet. Mesna beskytter blæreslimhinden og gives for at mindske bivirkninger ved Ifosfamid.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at anlægge et permanent kateter (Port-a-Cath) lige under huden til at give kemoterapien ind i.
Behandlingsforløbet
En behandlingsserie er perioden fra start på en behandling (dag 1) til start på den næstebehandling (dag 22), her altså 3 uger. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at udskyde behandlingen en uge, hvis blodprøverne eller dit almene velbefindende ikke tillader det.
Du får taget blodprøver mellem behandlingerne. For at undersøge om behandlingen virker, kommer du efter hver anden behandlingsserie til CT-scanning og nyreundersøgelse.
Behandlingsoversigt
Vi giver ofte 6 behandlingsserier. I visse tilfælde kan antallet af behandlingsserier øges. Hvis behandlingen ikke virker, eller hvis der opstår uacceptable bivirkninger, stoppes behandlingen.
Mulige bivirkninger
Det er muligt, at du får bivirkninger på grund af behandlingen. Disse bivirkninger er forskellige fra person til person. Lægen kan i mange tilfælde give dig medicin til lindring af bivirkningerne. Mange bivirkninger svinder, når du stopper med at få behandlingen. I nogle tilfælde kan bivirkninger være alvorlige, langvarige og/eller muligvis aldrig forsvinde. Der er også i meget sjældne tilfælde risiko for livstruende bivirkninger. Du skal tale med lægen om de eventuelle bivirkninger, du oplever under behandlingen.
Kemoterapi påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Den påvirker især de celler, der vokser hurtigt som for eksempel cellerne i hårsækkene, mavesækkenog knoglemarven. Derfor kan du få følgende bivirkninger.
Bivirkningerne kan forekomme i større eller mindre grad, og det er ikke sikkert, at du oplever dem alle. Følgende gælder for behandling med Ifosfamid:
Påvirkning af knoglemarven som viser sig ved nedsat dannelse af blodceller. Det kan give blodmangel, (træthed, hovedpine, øresusen), større tilbøjelighed til infektion (feber) og øget tendens til blødning (næseblødninger og små hudblødninger).
Vigtigt!
Ved tegn på
- blødning eller
- feber på 38,5 grader eller derover
er det vigtigt, at kontakte afdelingen.
Kvalme og opkastning kan ofte helt eller delvist forebygges. Du får medicin udleveret på afdelingen.
Hårtab vil forekomme, og der vil som regel være behov for paryk, som afdelingen giver et tilskud til at købe. Du kan også i stedet købe en kasket eller hue, hvis du ikke ønsker paryk. Håret vokser ud igen efter endt behandling.
Slimhinderne i munden kan blive irriterede med ømhed, små sår og svampeinfektion. Dette kan behandles med medicin.
Påvirkning af nyrefunktionen Nyrernes funktion kan blive påvirket af behandlingen. Du får kontrolleret nyrefunktionen før start og under behandlingen.
Ifosfamid kan i sjældne tilfælde under selve behandlingen medføre en tilstand af sløvhed og desorientering. Tilstanden kan behandles. Ved en svær episode med sløvhed og desorientering stoppes behandlingen med Ifosfamid.
Træthed Behandlingen vil ofte medføre træthed og behov for at sænke tempoet. Giv dig selv tid til at slappe af, og lad din krop fortælle dig, hvad du kan overkomme.
Du vil blive nøje kontrolleret for udvikling af de ovennævnte bivirkninger. Du vil få støttende og lindrende behandling efter behov, og skulle der opstå svære eller uacceptable bivirkninger, vil behandlingen kunne forsættes med nedsættelse af dosis eller alternativt stoppes.
Sløvhed og desorientering Der kan i nogle tilfælde i forbindelse med behandling med Ifosfamid opstå sløvhed og en ubehagelig følelse af desorientering under selve behandlingen med kemoterapien.
Skulle det opstå, slukker vi for droppet, og herefter forsvinder sløvheden som regel hurtigt. Det kan også lindres ved medicinsk behandling, som indeholder et blåt farvestof.
Kræver behandlingen særlige forholdsregler
Du kan omgås familie og venner som du plejer, dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne (se afdelingens generelle vejledning om kemoterapi).
Kvinder i den fødedygtige alder skal have foretaget en graviditetstest (blodprøve) før start på behandlingen. Du og din partner skal anvende sikre svangerskabsforebyggende midler som p-piller, spiral eller kondom under behandlingen og indtil 6 måneder efter for at undgå graviditet, da der ellers kan være risiko for fosterskader.
Ved behandling med kemoterapi kan der være en risiko for, at evnen til at få børn nedsættes eller ophører. Hvis dette er relevant for dig, kan du få en uddybende samtale med lægen om, hvad der kan gøres inden start af behandlingen.
Du er altid velkomme til at stille spørgsmål om behandlingen, skriv eventuelt spørgsmålene ned, så du husker at spørge ved næste samtale.