Ibandronate, behandling med

Til patienter med brystkræft, der har spredt sig.

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. Informationen giver oplysninger om kemoterapi ved brystkræft, som har spredt sig. I øvrigt henviser vi til afdelingens skriftlige patientinformation om medicinsk kræftbehandling.

Vi håber, du kan bruge informationen til at få overblik over den behandling, vi anbefaler. Dine pårørende kan også have glæde af at læse informationen for bedre at kunne støtte dig i dine overvejelser

Du har afsluttet en række undersøgelser, der har vist, at du har fået tilbagefald af brystkræftsygdommen i knoglerne. Vi kan tibyde dig behandling med Bisfosfonat, så sygdommen forhåbentlig kan holdes i ro i knoglerne.

Bisfosfonat

Bisfosfonat virker ved at påvirke knoglernes mineralindhold. Bisfosfonat øger knoglernes optagelse af kalk, så brystkræften hæmmes og knoglerne styrkes. 

Behandlingen

Den normale dosis Ibandronate er 1 tablet hver dag. Ved nyreproblemer nedsættes dosis til 1 tablet om ugen efter lægens ordination. For at mindske risikoen for bivirkninger er det vigtigt, at du tager Bondronat med 1 helt glas postevand inden dagens første måltid (du skal faste 6 timer før du tager tabletten). 

Tabletten må ikke knuses eller opløses, og du skal vente i mindst 30 minutter, inden du indtager mad, drikkevarer eller anden medicin. Tabletten skal indtages i stående eller siddende stilling, og du må ikke ligge ned i 1 time efter, du har indtaget tabletten. 

Behandlingen kan strække sig over flere måneder. Behandlingen vil blive afbrudt, hvis den ikke er virksom mod sygdommen, hvis der opstår uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen. 

Undersøgelser

Samtale med læge og sygeplejerske

Under behandlingen vil vi med regelmæssige mellemrum tale med en læge og/eller sygeplejerske. Du får her lejlighed til at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din situation og behandling.

Blodprøver

Du får taget blodprøver med ca. 12 ugers mellemrum, så vi kan vurdere behandlingens virkning på sygdommen og eventuelle bivirkninger ved behandlingen.

Bivirkninger

Bivirkninger forekommer sjældent. Nogle patienter har bemærket let kvalme, og nogle oplever halsbrand og fordøjelsesproblemer med mavesmerter. Det er vigtigt at følge anvisningen på indlægssedlen, om hvordan du indtager tabletterne. 

I sjældne tilfælde kan påvirkning af kæbeknoglen forekomme. Vi anbefaler derfor god mundhygiejne, regelmæssig tandlæge kontrol og kontakt til kontaktlægen ifald, der skal laves større tandbehandlinger. Under eventuelle forholdsregler erstattes læge med tandlæge.

Forholdsregler 

Du må ikke være i behandling med Ibandronate, hvis du er gravid, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid. Du skal anvende sikre præventionsmidler under behandlingen, og indtil 6 måneder efter afsluttet behandling, da der ellers kan være risiko for fosterskader. 

Ved tandproblemer skal du oplyse din læge om, at du får Ibandronate. Du skal tage tilskud af kalk og D-vitamin. 

Redaktør