IVF/ICSI Reagensglasbefrugtning Lang behandling

Om tilmelding til og forløb for kort en lang behandling med reagensglasbefrugtning, som varer cirka 9 uger.

Princippet bag reagensglasbefrugtning 

  • Æggestokkene stimuleres med hormoner, så der udvikles et passende antal modne æg
  • Æggene færdigmodnes med en ægløsningssprøjte
  • Ægblærerne tømmes, efter lokalbedøvelse, med en nål, via et stik gennem skedevæggen
  • Æggene befrugtes i laboratoriet med IVF eller ICSI
  • Et befrugtet æg tilbageføres til livmoderen, via et blødt kateter gennem livmoderhalskanalen

Den lange behandling

Hele forløbet fra menstruation til graviditetstest varer ca. 9 uger. Du skal regne med 6-8 besøg i klinikken

Tilmelding til behandling

Ring til klinikken den dag din menstruation starter eller dagen efter, dvs. når du bløder rigtigt med rødt blod. Du får her en tid til behandlingsstart ca. 21 dage senere.

Hvis du har prøvet det før, er det ikke altid nødvendigt at møde op på klinikken på 21.-dagen – dette aftales individuelt ved tilmeldingen.

Dag 21 -Nedreguleringsperioden begynder

Vi ultralydsskanner æggestokkene og livmoderslimhinden, for at vurdere om du er klar til start på nedregulering og hvilken medicin du skal have.

Formålene med nedreguleringen er:

  • At sikre at du udvikler flest muligt æg
  • At sikre at du ikke løsner dine æg inden, vi får taget dem ud.

Du får recept på medicinen til hele behandlingen

Vi udleverer de materialer, du skal bruge, når du skal stikke dig og de patientinformationer, der er relevante for din behandling. Vi udleverer et skema med din personlige plan for behandling. Behandlingsforløbet bliver gennemgået af en sygeplejerske, som også underviser i injektionsteknik.

Du skal fra i dag tage injektion Gonapeptyl 0,1 mg dagligt eller Næsespray Synarela 3 pust om dagen, altså 1 pust ca. hver 8. time.

Nedreguleringsperioden varer 2-3 uger, og i denne periode vil der komme en naturlig menstruationsblødning.

Nedreguleringskontrol

Ved skanning kontrollerer vi, at du er klar til at starte på stimulering af ægblærerne:

  • at livmoderslimhinden er tynd som resultatet af blødningen under den nedregulerende behandling.
  •  at du ikke har nogen cyster.

Stimulationsbehandlingen begyndes. Denne dag kaldes dag 1

Du skal i de næste ca. 7-10 dage – samtidig med nedreguleringen – dagligt tage en indsprøjtning med follikelstimulerende hormon (FSH).

Stimulation med follikelstimulerende hormon og nedregulering fortsætter indtil
ægblærerne har en passende størrelse og du skal have ægløsningssprøjten.

Ca. 8. stimulationsdag

Fornyet skanning. Vi lægger en videre plan, som helt styres af, hvordan dine ægblærer vokser. Hos nogle bestemmes det allerede dag 8, hvornår æggene skal tages ud, men oftest er det nødvendigt med et par dages yderligere hormonbehandling.

I disse dage skannes der med få dages mellemrum.

En sjælden gang sker det at vi må afbryde eller ændre behandlingen. 

Det kan være, hvis ægblærerne ikke vokser som forventet. Det kan også være at æggestokkene udvikler flere æg end forventet, så der er risiko for overstimulation.

Endelig kan kvinden eller manden blive syg med feber (f.eks. influenza) under behandlingen.

Ægløsningssprøjten 

Når ægblærerne har en passende størrelse, planlægger vi, hvornår du skal tage ægløsningssprøjten. Det er oftest mellem 8.-12. stimulationsdag.

Den dag ægløsningssprøjten tages, skal du tage ægløsningsblokkeren for sidste gang, og du skal ikke længere tage follikelstimulerende hormon.

Sædprøven

Hvis æggene skal befrugtes med partners sæd, kan sædprøven kan laves hjemme (helst højst en time før den skal afleveres), eller i vores sædprøverum.
Husk at opbevare den inde på kroppen. Det er bedst, at sædprøven er så frisk som muligt, så har I lang transport, kan sædprøven med fordel laves på klinikken. Det er en god idé, at manden har sædudtømmelse 1 døgn før selve sædprøven til behandlingen laves. I får udleveret sædglas og yderligere skriftlig og mundtlig instruks den dag, hvor vi planlægger ægudtagningsdagen.

Hvis æggene skal befrugtes med donorsæd, har vi i forvejen lavet alle aftaler, og sørger for at den er klar på ægudtagningsdagen.

Ægudtagningen og befrugtningen af æggene

Ægudtagningen foregår 1½ døgn efter du har taget ægløsningssprøjten. På den aftalte dag møder du/ I i Fertilitetsklinikken kl. 8 eller 9, hvor også sædprøven afleveres eller donorsæden optøes. Sæden klargøres i laboratoriet og æggene befrugtes med sædceller senere senere på dagen.

Progesteronbehandling

Dagen efter ægudtagningen starter du på progesteron. Progesteron er et naturligt hormon, som du i en normal cyklus selv ville danne. Hormonet stabiliserer slimhinden i livmoderen, så ægget bedre kan sætte sig fast.

Ved IVF-behandling anvendes progesteronbehandling rutinemæssigt og gives som vaginaltabletter eller stikpiller. Klinikken udleverer vejledning om de respektive præparater. Progesteron tages i 2 uger.

Ægoplægning og efterfølgende behandling

5 døgn efter ægudtagningen lægges ét befrugtet æg op i livmoderen. I ca. 10 % af de tilfælde, hvor vi udtager æg, sker der imidlertid ingen befrugtning eller deling af æggene. Der kan derfor ikke oplægges æg i den pågældende cyklus. Vi kender som regel ikke årsagen til det. Nogen gange kan det være pga. sædkvaliteten, andre gange skyldes det måske umodne eller overmodne
æg.

Nedfrysning optøning af befrugtede æg

Har I mere end et fint befrugtet æg, kan vi tilbyde nedfrysning af de resterende æg. Det er imidlertid kun æg, som er af den bedste kvalitet, der tåler nedfrysning. Nogle par vil opleve at blive informeret om, at de har æg, som er befrugtede og delte, men som ikke bliver nedfrosset.

Omkring 50% får nedfrosset ét eller flere æg.

Hvis du/I har æg i fryseren, skal du/I selv være opmærksomme på, at vi kun må opbevare dem indtil kvinden fylder 46 år, jf. aktuel lovgivning. Herefter bliver æggene destrueret.

Når du/I ønsker at anvende disse æg, kræver det ikke en ny henvisning. Kontakt os blot på telefonen. Det eneste der kræves inden opstart af frysebehandling, er at sidste smear/ celleprøve fra livmoderhalsen er under 3 år gammel, samt en blodprøve for TSH (stofskiftehormon) indenfor det sidste år.

Graviditetstest

Ca. 16 dage efter ægudtagningen får du taget en blodprøve (måling af graviditetshormonet hCG), som vi har svar på samme dag. Datoen aftales, inden I går hjem efter ægoplægningen.

Du skal altid have taget en graviditetsprøve, uanset om du tror, at du er gravid eller ej.

Selvom der er kommet blødning, kan man i få tilfælde godt være gravid alligevel. Ofte vil en sådan graviditet blot være biokemisk, dvs. et tidligt anlæg, der går til grunde af sig selv. Andre gange sidder graviditeten i æggelederen og kan føre til en alvorlig situation med smerter og blødning i bughulen.

Det er naturligvis bedst, at der ikke kommer blødning i disse dage, men der er også eksempler på, at graviditetsprøven er positiv og graviditeten er helt normal, selv om der har været en del blødning.

Positiv graviditetstest

Er graviditetstesten positiv, får du tid til graviditetsskanning 3 uger senere, hvor du vil være i 7.-8. uge. Den endelige terminsdato fastsættes først i forbindelse med nakkefoldsskanningen i 12.-13 uge.

Såfremt alt ser fint ud her, vil I normalt blive afsluttet, den dag der udføres graviditetsskanning. Såfremt der er særlige forhold, f.eks.tvillinger, foretages normalt en ekstra skanning ca. 2 uger senere.

Negativ graviditetstest

Vi er klar over, at det er meget svært at modtage et negativt svar. Hvis I føler, at vi kan hjælpe jer i denne situation, er I velkomne til at bede om en samtale, hvor vi kan tale situationen igennem.

Hvornår du kan starte op på en ny fertilitetsbehandling afhænger af, hvilken behandling du skal i: 

  • Den korte behandling: Ny behandling kan påbegyndes efter 1 pausemåned, dvs. ved den 2. menstruation efter ægudtagningen.
  • Den lange behandling: Ny behandling kan påbegyndes på 21. dagen i efterfølgende cyklus.
  • Behandling med frosne æg kan påbegyndes efter 1 pausemåned efter en frisk behandling eller umiddelbart efter en behandling med frosne æg.
Redaktør