Efter ægudtagningen
Orienter dig i det dokument, du fik udleveret af sygeplejersken. Sørg for at du tager din medicin korrekt, som anført på dokumentet op til din ægoplægning.
Dagen for ægudtagningen kaldes ”dag 0”. Senere samme dag fører vi æggene sammen med sædcellerne. Den følgende morgen ser vi, om der er tegn på befrugtning. Æggene dyrkes til dag 5 (blastocyststadiet).
Du begynder din behandling med Progesteron sagen efter ægudtagningen. Progesteron er et naturligt hormon, som forbereder slimhinden til at modtage et befrugtet æg. Du skal tage progesteron i sammenlagt 14 dage, også selvom graviditetstesten ligger senere. Tag medicinen som sygeplejersken har anført på dit dokument.
Tidspunkt for ægoplægning
Du får en dato, hvor du skal kontakte Fertilitetsklinikken telefonisk. Her fortæller vi, hvordan de befrugtede æg har udviklet sig, og vi aftaler det videre forløb samt tid til ægoplægning. Hos ca. 10 % er der ikke er nogen befrugtede æg, der er egnede til at lægge op i livmoderen. Her vil vi lægge en plan for næste behandling.
Du skal møde til ægoplægning med FULD BLÆRE. Drik normalt og prøv at undlade at have vandladning i 2 timer inden.
Husk dit sundhedskort på oplægningsdagen!
Progesteron på ægoplægningsdagen
Hvis du tager Lutinus eller Cyclogest vaginaltabletter, kan du godt tage den første om morgenen.
Hvis du tager Crinonegel, skal du ikke tage Crinone om morgenen. Du skal derimod tage den med, så du kan tage den lige efter ægoplægningen.
Hvis du tager injektionen Prolutex, kan du tage den, som du plejer.
Behandling med Cyclogest 400 mg
Påbegyndes dagen efter ægudtagningen. 2 gange dagligt som beskrevet ovenfor.
Bivirkninger
Kvalme og brystspænding.
Behandling med Lutinus 100 mg vaginaltabletter
Påbegyndes dagen efter ægudtagningen. 3 gange dagligt. Morgen, eftermiddag og aften, indføres 1 stk. Lutinus ca. 3 cm oppe i skeden med en finger eller det medfølgende indføringshylster. Prøv at undgå at spidsen af
indføringshylsteret rører toppen af skeden.
Bivirkninger
Kvalme og brystspænding. Når vagitorierne opløses, giver det en del vandigt udflåd. Vi anbefaler, at du bruger trusseindlæg/bind.
Behandling med Crinone 90 mg vaginalgel
Påbegyndes dagen efter ægudtagningen. En gang dagligt, gerne om morgenen, placeres gelen øverst i skeden med indføringshylsteret. Husk at være i bevægelse efter indføringen, da det giver den bedste optagelse.
Bivirkninger
Kvalme og brystspænding. Når progesteronet er optaget, udskilles brunlige/sorte rester, som kan samle sig i skeden. Disse rester kan evt. fjernes med en finger. Vi anbefaler, at du bruger trusseindlæg.
Behandling med injektion Prolutex 25 mg
Påbegyndes dagen efter ægudtagningen. En gang dagligt tages en injektion i maveskindet, gerne på nogenlunde samme tid hver dag.
Bivirkninger
Kvalme og brystspænding.
Ægoplægning
På stuen skal du/I oplyse navn og CPR-nummer til bioanalytikeren, som også oplyser om antal befrugtede æg.
Du bliver skannet på maven, mens vi indfører et tyndt, blødt yderkateter gennem livmoderhalskanalen. Selve indføringen af kateteret er normalt smertefrit.
Til sidst trækker bioanalytikeren det befrugtede æg op i et nyt kateter, som føres gennem yderkateteret, hvorefter ægget lægges i livmoderen.
Efter ægoplægningen
Du må tømme blæren og kan tage hjem eller på arbejde umiddelbart efter ægoplægningen.
Du skal undgå karbad og svømning det første døgn. Det er ikke nødvendigt at bruge kondom ved samleje.
Fortsat progesteronbehandling
Det er vigtigt at fortsætte med progesteron, selvom du får blødning inden graviditetstesten, da du godt kan være gravid alligevel.
Du skal tage progesteron i sammenlagt 2 uger.
Du vil således ophøre med progesteron, før der er svar på graviditetstesten - men det er ok, for hvis du er gravid, vil moderkagecellerne allerede have overtaget progesteronproduktionen på det tidspunkt.
Oplysninger om graviditetstest
Du kan få taget graviditetsblodprøven på alle hospitaler og blodprøveambulatorier i Region H og Region Sjælland. Du vælger selv. Nogle
steder skal du bestille tid. Du kan finde information om åbningstider og evt. tidsbestilling via Min Sundhedsplatform.
Hvis du får taget blodprøven inden kl. 9, kan du få resultatet samme dag. Når vi har svaret, ringer vi til dig.
Du skal altid have taget en graviditetsprøve, uanset om du tror, at du er gravid eller ej
Selvom der er kommet blødning, kan man godt være gravid alligevel.
Det er vigtigt, at vi ser resultatat af graviditettesten, så vi kan planlægge dit/jeres videre forløb. Hvis du bløder, og graviditetsprøven er positiv, vil vi tilbyde dig en ny blodprøve eller en skanning i klinikken.
Positiv graviditetstest og graviditetsscanning
Er graviditetstesten positiv, får du tid til graviditetsskanning ca. 4 uger senere, hvor du vil være i 8. - 9. graviditetsuge.
Hvis alt ser fint ud, vil I normalt blive afsluttet, den dag der udføres graviditetsskanning. Hvis der er særlige forhold, foretages normalt en ekstra skanning ca. 2 uger senere. Den endelige terminsdato fastsættes først i forbindelse med nakkefoldsskanningen i 11. - 14. graviditetsuge.
Befrugtede æg i fryseren?
Har I mere end ét fint og tilbagelægningsegnet æg, fryses de resterende befrugtede æg ned.
Du/I skal selv være opmærksomme på, at vi kun må opbevare befrugtede æg indtil kvinden fylder 46 år (jvf. aktuel lovgivning). Herefter bliver æggene destrueret.
Når du/I ønsker at anvende disse befrugtede æg, kræver det ikke en ny henvisning. Kontakt os blot på telefonen. Det eneste, der kræves inden opstart af frysebehandling, er, at sidste smear / celleprøve fra livmoderhalsen er under 3/5 år gammel, og der foreligger en TSH-måling (stofskiftehormon) inden for det sidste år.
Du/I kan læse mere om brug af frosne, befrugtede æg på vores hjemmeside.
Opstart af ny fertilitetsbehandling
Efter en ægudtagning, skal der altid beregnes en pausemåned inden en ny behandling.
Årsagen er, at æggestokkene skal restituere, for igen at blive fuldt funktionsdygtige efter indgrebet.
Således kan en ny behandling påbegyndes ved den 2. menstruation efter ægudtagningen.
Dette gælder både, hvis du skal starte på en ny frisk behandling, og hvis du skal bruge et befrugtet æg fra fryseren.
En undtagelse er dog, hvis vi har planlagt, at du skal behandles efter den lange protokol. Her kan du tilmelde dig ved første blødning efter ægudtagningen, da vi først skal se dig til skanning på din 21. cyklusdag, mhp. opstart af nedregulering.
Har du/I befrugtede æg i fryseren, skal disse bruges før ny, frisk behandling med ægudtagning.