Hjemmemonitorering, graviditet

Information og vejledning i at måle blodtrykket hjemme, grundet risiko for svangerskabsforgiftning under graviditeten.

Om monitorering hjemme

Vi har konstateret, at du er i risiko for at udvikle svangerskabsforgiftning i din graviditet. Derfor skal monitoreres derhjemme i din graviditet, så vi kan holde øje med, om du udvikler svangerskabsforgiftning. Det betyder, at du selv skal:

  • måle blodtryk og puls
  • lave urinprøve
  • udfylde spørgeskema.

Du har fået udleveret en tablet med en pinkode, et blodtryksapparat og et sæt til at lave urinprøver med. Du bruger en app på tabletten til at sende os dine målinger og spørgeskemaer.

Pinkoden til tabletten er 666666. Dit brugernavn og password til appen er:

Brugernavn:_______________________

Password:________________________

Du skal måle blodtryk og puls:

Mandag: __Tirsdag:__ Onsdag:__ Torsdag:__ Fredag:__ Lørdag:__ Søndag:__

Du skal lave urinprøve:

Mandag: __Tirsdag:__ Onsdag:__ Torsdag:__ Fredag:__ Lørdag:__ Søndag:__

Send målinger, spørgeskema og resultater fra urinprøver til os de dage, vi har aftalt, inden kl. 10.00

Kontakt os ved ændringer i din tilstand

Kontakt os med det samme, hvis du:

  • får kraftig, vedvarende hovedpine
  • får flimren for øjnene og ændringer i synsfeltet
  • får trykken for brystet og eventuelt kvalme og smerter i øverste del af maven, særligt i højre side
  • bliver utilpas uden tegn på feber
  • får meget væske i kroppen over få dage
  • mærker mindre liv
  • får tiltagende plukkeveer
  • bløder fra skeden
  • mærker ømhed, tyngdefornemmelse eller smerter i livmoderen
  • mærker forandringer i din graviditet, der gør dig utryg.

Se telefonnummer under ’Kontakt’.

Sådan gør du

Tænd og log ind på tabletten

Sådan gør du:

  • Tænd tabletten på knappen øverst til højre.
  • Lås tabletten op med pinkoden.
  • Sørg for, at tabletten har adgang til trådløst internet i form af mobilnettet 4G eller WiFi. Hvis du vil bruge WiFi i stedet for mobilnettet 4G, skal du skifte, inden du logger ind på appen.
  • Log ind i appen ’Opentele’ med det brugernavn og password, som du har fået af os.

Udfyld spørgeskemaet

Når du har åbnet appen, skal du trykke på ’Gennemfør målinger’.
Svar på spørgsmålene i spørgeskemaet. Hvis der er et spørgsmål, du ikke kan svare på, skal du trykke på ’Undlad’. Når du er færdig med at udfylde spørgeskemaet, skal du trykke ’Ja’ og ’OK’ for at sende skemaet til os. Hvis der er noget i det, du har sendt, vi gerne vil tale med dig om eller spørge ind til, kontakter vi dig, eller du bliver bedt om at kontakte os.

Find et roligt og uforstyrret sted

Find et sted, hvor du sidder uforstyrret, mens du laver målingerne. Du må ikke tale, se fjernsyn eller bruge en telefon eller tablet under målingerne.
Du skal sidde i en stol med ryglæn med begge ben på jorden uden korslagte ben.

Mål dit blodtryk             

Du skal sidde ned og holde dig i ro, mens du laver målingen. Undgå også at tale eller at sidde med benene over kors.

Billede af en arm med blodtryksmåler på.

Sådan gør du:

  • Hvil dig i 10 minutter, inden du starter.
  • Sæt manchetten på din venstre overarm, så slangen fra blodtryksmåleren sidder på indersiden af armen. Manchetten skal sidde et par centimeter over albuens bøjning.
  • Mål dit blodtryk ved at trykke på knappen, og vent.

Lav en urinprøve

Sådan laver du urinprøven:

  • Tis først lidt i toilettet. Tis så lidt i bægeret, og tis derefter færdig i toilettet.
  • Dyp stiksen i urinen i bægeret, så felterne bliver gennemvædede, og tag den op igen med det samme.
  • Tænd urinmaskinen og placer stiksen i rillen i skuffen. Tryk start på skærmen.
  • Efter 3-5 minutter bliver svaret printet ud. Noter svaret på den udleverede tablet.

Praktiske forhold

Vi sender en besked retur, når du har sendt noget til os

Hver gang du sender spørgeskemaer og resultater til os, får du en besked på tabletten, om at vi har modtaget det.

Kontakt os i dagtimerne, hvis du oplever problemer, der ikke er akutte

Kontakt os i dagtimerne på hverdage, hvis du oplever praktiske eller tekniske problemer med udstyret.

Vi henter udstyret

Efter du har født, kommer vi hjem til dig og henter udstyret.

Redaktør