Hjemmekemoterapi - værd at vide

Læs om hvordan hjemmekemoterapi foregår, samt hvilke forholdsregler der bør tages. Få svar på ofte stillede spørgsmål.

Hvad vil det sige at modtage sin kemoterapi derhjemme?

At modtage sin kemoterapi derhjemme betyder, at du bliver sendt hjem med en forudindstillet transportabel infusionspumpe.

Infusionspumpen vil give dig din kemoterapi i dit Hickmann-kateter, på de tidspunkter det er ordineret til. Derhjemme er du i mindre risiko for hospitals-erhvervede infektioner, og du har bedre mulighed for at spise det, du har lyst til. Du har også bedre mulighed for at røre dig og kan i højere grad være sammen med din familie og dit sociale netværk.

Vi har en række sundhedsfaglige kriterier, der skal være opfyldt, for at du kan modtage din kemoterapi derhjemme:

  • Du skal kunne klare dig hjemme i forhold til at tage medicin, spise, drikke, reagere på symptomer samt varetage omhyggelig hygiejne
  • Du skal have en mobiltelefon/telefon som virker, så du på alle tidspunkter kan komme i kontakt med afdelingen

Arbejdsskema

Du får et arbejdsskema med hjem sammen med pumpen. På skemaet bliver du vejledt om, hvad der skal ske på de pågældende dage i dit forløb.

Det er vigtigt at du holder øje med:

  • Hvilke dage du skal møde i afdelingen
  • Hvilke tidspunkter du skal holde øje med at pumpen kører
  • Hvornår du skal ses af en læge
  • Hvilke dage du skal have taget blodprøver

En sygeplejerske vil gennemgå skemaet sammen med dig inden du går hjem.

Transport

Som udgangspunkt skal du selv sørge for transport. Du er velkommen til at cykle, hvis du bor tæt på, ligesom du selv kan køre bil herind.

Hvis dit immunforsvar ikke er svækket under behandlingen kan du også benytte offentlige transportmidler. En læge eller sygeplejerske vil tale med dig om det.

Forholdsregler i hjemmet

Mens du får kemoterapi og de første dage efter behandlingen, bliver nedbrydningsprodukter fra medicinen udskilt. Disse nedbrydningsprodukter bliver især udskilt i urin og afføring, men også lidt i opkast og sved.

Der er ingen grund til, at du i denne periode undgår andre mennesker, heller ikke børn og gravide.

Der er nogle forholdsregler, som du bør følge under og i de første dage efter behandlingen:

  • Grundig håndvask efter toiletbesøg
  • Daglig badning og hyppigt skift af undertøj
  • Skift af sengetøj 5 døgn efter sidste behandlingsdag

Ofte stillede spørgsmål

Kan jeg gå i bad med pumpen?

Du kan sagtens gå i bad, selvom du er tilkoblet pumpen. Pumpen må dog ikke komme under bruseren.

Du kan vælge at hænge tasken/boksen på en knage udenfor brusekabinen eller lægge pumpen på gulvet udenfor brusekabinen med et håndklæde over.

Hvor kan pumpen være, når jeg sover?

Du kan vælge at have tasken/boksen ved siden af dig i sengen, eller på gulvet ved siden af sengen. Du kan også vælge at have tasken/boksen på dit natbord.

Hvad gør jeg, hvis pumpen alarmerer?

Hvis pumpen alarmerer, skal du ringe til afdelingen. Her vil sygeplejersken prøve at guide dig til at løse problemet.

Hvis problemet ikke kan løses over telefonen, kan du være nødt til at komme ind på afdelingen for at få problemet løst.

Hvad hvis jeg bliver utilpas derhjemme?

Bliver du utilpas hjemme, skal du ringe direkte til afdelingen. Inden du ringer, skal du måle din temperatur.

Redaktør