Prostata / blærehalskirtlen
Blærehalskirtlen er placeret under mandens urinblære, og urinrøret løber igennem blærehalskirtlen. Blærehalskirtlens primære funktion er produktion af den sædvæske, som sædcellerne blandes med.
Det er normalt, at prostata vokser med alderen. Væksten af kirtlen stimuleres af det mandlige kønshormon testosteron, som dannes i testiklerne.
Prostatakræft
Prostatakræft er en hyppig kræftform hos mænd primært over 50 år. Risikoen stiger med alderen. Danmark er et af de lande, hvor forekomsten af prostatakræft er høj. Årsagen til prostatakræft kendes ikke.
Mange mænd har kræftceller i prostata uden, at de nogensinde udvikler sig til behandlingskrævende sygdom. Hos andre diagnosticeres kræften, og den behandling der iværksættes afhænger af, hvilket stadie prostatakræften er i.
Har kræften spredt sig uden for prostata, kan sygdommen ikke helbredes, men den kan bremses.
Det er karakteristisk for prostatakræft, at de enkelte kræftceller er afhængige at det mandlige kønshormon testosteron.
Testosteron bidrager til, at kræftcellerne kan vokse og dele sig. Fjernes eller blokeres testosteron, går langt de fleste kræftceller til grunde, hvilket vil med- føre en bedring af sygdommen. Fjernelse af testiklerne ved operation er en effektiv metode til at stoppe produktionen af testosteron.
Virkningen indtræder straks. Som alternativ til fjernelse af testiklerne er der udviklet lægemidler, der standser produktionen af testosteron i testiklerne, og som således resulterer i en medicinsk kastration. Virkningen af Zoladex indtræder efter 3-4 uger, og i de første 2 uger er produktionen af testosteron øget. Derfor kan det i nogle tilfælde være nødvendigt, at give en tabletbehandling i de første 4 uger, som modvirker den forhøjede testosteron.
Behandling med Zoladex
Præparatet gives som indsprøjtninger i fedtvævet på maven. Præparatet er såkaldt depotmedicin og skal gives hver 3. måned.
At medicinen er et depotpræparat betyder, at medicinen langsomt frigives over de 3 måneder imellem hver indsprøjtning. Indsprøjtningen gives af sygeplejerske eller læge og er forbundet med minimalt ubehag.
Bivirkninger
De fleste patienter vil efter få måneders behandling miste lysten til sex og evnen til at få rejsning.
Omkring 50 procent vil opleve hedestigninger med svedeture, ligesom kvinder oplever i overgangsalderen. Dette er sjældent en stor gene, men kan i svære tilfælde behandles med medicin.
Nogle mænd oplever også træthed, humørsvingninger og en ændret fedtfordeling.
Skægvæksten bliver mindre, men stemmen bliver ikke lysere, som mange er urolige for. En del mænd bliver mindre initiativrige og har mindre lyst til aktiviteter, som de tidligere syntes om. Hos nogle mænd kan der måles et fald i kalkindholdet i knoglerne (knogleskørhed), hvilket kan øge risikoen for knoglebrud.
Anbefalinger
For at undgå knogleskørhed anbefaler vi, at du tager et ekstra tilskud af kalk og D-vitamin. Vi anbefaler, at tabletten indeholder 500mg calcium (kalk) og 10 mikrogram D-vitamin.
Af præparater kan nævnes:
Cavi-D, Unikalk Silver, Unikalk Forte. Dosis er 1 tablet 2 gange daglig. Det er en god ide at holde sig fysisk aktiv og spise sundt og varieret. Det kan reducere nogle af bivirkningerne til behandlingen, og samtidig får det de fleste til at føle sig bedre tilpas fysisk og psykisk. Du kan altid kontakte klinikken, hvis du har spørgsmål til din behandling.