Gå til hovedindhold

Glutenintolerance (Cøliaki)

Beskrivelse af hvad glutenintolerance er, behandling og vigtige forholdsregler.

Hvad er Cøliaki?

Cøliaki er en kronisk lidelse i tyndtarmen, hvor tarmslimhindens små tarmtrevler (villi) forsvinder. Herved formindskes tarmens evne til at opsuge alle slags næringsstoffer.

Cøliaki skyldes en livslang intolerance (overfølsomhed) overfor gluten. Cøliaki skal dog ikke forveksles med fødevareallergi. Undgår man helt at indtage gluten, forbliver tyndtarmen normal.

Gluten findes især i kornsorterne:

  • Hvede
  • Rug
  • Byg
  • Og til dels i havre

Der findes gluten i brød, kager, pizza og burgere samt i mange færdigretter og blandingsprodukter. De fleste med cøliaki kan dog godt tåle moderate mængder havre.

Gluten findes ikke i ris, majs og kartofler.

Symptomer

Cøliaki kan optræde hos både børn og voksne. Det viser sig ved, at der kommer diaré, vægttab og andre mavesymptomer.

Hos voksne kan symptomerne være lette og ukarakteristiske i form af træthed eller jernmangel.

Enkelte har et karakteristisk hududslæt.

Hos småbørn ses manglende trivsel og vækststandsning efter barnet (i 9-månders alderen) er begyndt at få brød.

Symptomerne skyldes den manglende evne til at optage føde. Maden fordøjes dårligere, og vitaminer og andre vigtige næringsstoffer bliver ikke optaget, som de skal.

Føden passerer uomdannet videre til tyktarmen og giver anledning til smerter, luftgener og afføringsforstyrrelser.

Diagnosticering

Diagnosen stilles ved kikkertundersøgelse af tyndtarmens øverste stykke (tolvfingertarmen), hvor der tages vævsprøver. I tilfælde af cøliaki vil vævsprøverne vise et karakteristisk udseende i mikroskopet, og diagnosen kan stilles med stor sikkerhed.

Det sker, at man ønsker at bekræfte diagnosen efter nogle måneders diæt. I så fald bliver tarmslimhinden undersøgt igen.

Behandling

Det er helt afgørende, at du overholder en streng glutenfri diæt hele livet. Hvis diæten bliver afbrudt kommer sygdommen igen.

Afdelingen arrangerer en samtale med en diætist, der instruerer dig i, hvordan du skal gennemføre diæten.

Desuden kan det være nødvendigt at give dig et vitamin- og mineraltilskud.

Overholder du diæten nøje, vil tyndtarmen i løbet af nogle måneder bedres, og symptomerne gradvist aftage.

Overholder du diæten hele livet, vil du blive helt symptomfri og du vil kunne leve et helt normalt liv uden at indskrænke dine aktiviteter og dermed forbedre din livskvalitet. Ansøgning om tilskud til merudgift via Servicelovens § 100 kan søges gennem din sagsbehandler i din bopælskommune.

Det er nødvendigt, at din sygdom kontrolleres regelmæssigt for at sikre den bedst mulige behandling.

Komplikationer

Sygdommen er kronisk og dermed også livsvarig. Undlader du at overholde den glutenfri diæt gennem mange år, kan det føre til alvorlige symptomer og sygdomme, især knogleskørhed og ufrugtbarhed.

En let øget risiko for visse kræftsygdomme kan ligeledes elimineres med glutenfri diæt.

Yderligere oplysning

Patientforeningen Dansk Cøliaki kan være behjælpelig med yderligere råd og vejledning:

Telefon 25 52 08 32

Læs mere om cøliaki på www.coeliaki.dk

Alternativ behandling

Anden alternativ behandling er ikke kendt.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden