Genoplivning af et spædbarn

Information om hvad du skal gøre, når et spædbarn ikke trækker vejret som det skal og har brug for førstehjælp eller genoplivning.

Et spædbarns vejrtrækning

Normalt trækker et spædbarn vejret mellem 40 og 60 gange pr. minut – altså cirka én gang i sekundet. Det er normalt, at spædbørn og især nyfødte har en uregelmæssig vejrtrækning. Dette kan vise sig ved, at barnet i perioder har en 
overfladisk vejrtrækning, og/eller at barnet har vejrtrækningspauser i op til 20 sekunder. Dette er ufarligt, så længe barnets krop ikke skifter farve dvs. bliver blå eller bleg, og barnet ikke er slapt. 

Blåfarvning af huden omkring munden eller ”marmoreret” hud i begrænsede perioder er normalt.

Hvad gør jeg, hvis mit barn skifter farve og/eller holder op med at trække vejret?

Bliver dit barn blåt eller blegt, skal du handle hurtigt og effektivt. Det gør du ved at sikre frie luftveje, give kunstigt åndedræt, kalde på hjælp og fortsætte med at genoplive barnet.

__________________________________________________________________________

Førstehjælp og genoplivning af spædbørn består af 4 trin: 

1. Stimulation af barnet
2. Sikring af frie luftveje
3. Kunstigt åndedræt + Ringe 112
4. Hjertemassage + Kunstigt åndedræt

__________________________________________________________________________

1. Stimulation af barnet

  • Tag barnet op, og stimulér det ved at gnide det langs rygraden eller over brystbenet. Dette er som regel nok til at få barnet til at trække vejret igen. Når barnet starter med at trække vejret igen, vil det ofte være med en overfladisk vejrtrækning eller nogle host. Vejrtrækning og hudfarve vender herefter tilbage til det normale. 
  • Hvis barnet ikke får normal vejrtrækning, normal hudfarve eller vågner op, efter du har stimuleret vejrtrækningen, skal du sikre frie luftveje.

2. Sikring af frie luftveje

  1. Se efter synlige madrester, sekret eller fremmedlegeme i barnets mund, og fjern med en finger det, der er muligt, uden at skubbe et eventuelt  fremmedlegeme længere ned i luftvejene. 
  2. Vend barnet på maven hen over din underarm eller over dit lår, så barnets hoved er nedad. 
  3. Dunk med et par faste fingre mellem barnets skulderblade for at løsne mad, slim eller fremmedlegeme.
  4. Sug eventuelt barnet i næsen med en ”næsesuger”, eller placér din mund over barnets næse og mund, og sug til.
  5. Udfør Se, Lyt og Føl:
    • Se om barnets brystkasse hæver
      og sænker sig, og om barnets farve 
      ændrer sig.
    • Lyt efter vejrtrækningslyde eller
      klynken.
    • Føl efter, om brystkassen og/eller
      barnet bevæger sig
  6. Trækker barnet fortsat ikke vejret, skal du give kunstigt åndedræt.

3. Kunstigt åndedræt

  1. Læg barnet på ryggen nede på gulvet.
  2. Hold barnets hoved i neutral position (lige ryg og nakke) ved at holde den ene hånd omkring hovedet ved issen, mens den anden hånd holdes omkring kæben (håndfladen på brystkassen) så barnets underkæbe/ hage er lodret over barnets øreflip.
  3. Placér din mund over barnets mund og næse, og giv 5 luft-indblæsninger. Fjern din mund fra barnet efter hver indblæsning, så der er mulighed for at barnet kan ånde ud. Under indblæsningen skal du holde øje med, at barnets brystkasse hæver sig.
  4. Vurdér, om der er livstegn (bevægelse, vejrtrækning, puls): Se, Lyt og Føl (gerne af en hjælper): 
    • Se, om barnets brystkasse hæver og sænker
    • sig, og om barnets farve ændrer sig.
    • Lyt efter vejrtrækningslyde eller klynken.
    • Føl efter, om brystkassen og/eller barnet
    • bevæger sig.

VIGTIGT! Du skal have hjælp: Ring ALTID 112

Fortæl alarmcentralen, hvor du er, og at du har startet genoplivning af et barn. Hvis du er alene, skal du først kalde hjælp, efter at du har givet barnet kunstigt åndedræt.

OBS! Selvom barnet synes at være kommet sig, skal du altid ringe 112.
Det gælder også, selvom det ikke har været nødvendigt at give kunstigt åndedræt.

De fleste børn vil selv trække vejret igen, men hvis der ikke er sikre livstegn - eller du er i tvivl - skal du fortsætte med at give hjertemassage.

4. Hjertemassage

  1. Placér 2 fingre på nederste del af barnets brystben mellem brystvorterne.
  2. Tryk brystkassen ca. 1/3 ned (ca. 5 cm) 15 gange i en hurtig rytme på ca. 100 gange pr. minut. Fingrene bliver på brystbenet mellem hvert tryk.
  3. Slip herefter brystkassen, og tjek, at der stadig er frie luftveje.
  4. Genoptag luft-indblæsninger: giv 2 indblæsninger. Under indblæsningen skal du holde øje med, at barnets brystkasse hæver sig.
  5. Genoptag hjertemassage: giv 15 tryk.
  6. Forsæt med genoplivningen: 15 tryk og 2 indblæsninger til redderne/lægen ankommer, eller til dit barn selv begynder at trække vejret og genvinder sin normale farve.

Ambulancen kører dit barn til nærmeste akutmodtagelse, hvis barnet er i livsfare. Hvis du har en aftale om ”Åben indlæggelse” (fx hvis du er hjemme på tidligt hjemmeopholdordningen), skal du vise papiret med aftalen til
ambulanceføreren/ lægen. Hvis denne vurderer, at dit barn ikke er i umiddelbar livsfare, kan vedkommende beslutte at køre til Behandling af Nyfødte på Herlev Hospital i stedet for nærmeste akutmodtagelse.

Hvis du ikke har en aftale om ”Åben indlæggelse”, kører ambulancen under alle omstændigheder til nærmeste akutmodtagelse.

Redaktør