Gå til hovedindhold

Gemcitabin, behandling med (Kræftbehandling, klinik 6)

Til patienter med knogle- og bløddelskræft.

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. 

Undersøgelser har vist, at din kræftsygdom er i forværring og behandling med kemoterapi er en mulighed. Vi kan tilbyde dig en behandling med Gemcitabin. Formålet med at give behandlingen er enten at holde sygdommen i ro eller mindske den i en periode.

Vi ved, at du står i en vanskelig situation, som måske kan synes uoverskuelig. Vi håber, du kan bruge denne information til at få overblik over den behandling, vi anbefaler. Dine pårørende kan også have glæde af at læse informationen for bedre at kunne støtte dig i dine overvejelser.

Behandlingen

Behandlingen foregår i klinikken. Vi giver kemobehandlingen i en blodåre i armen, og det varer ca. 30 – 45 minutter. Én serie kemoterapi strækker sig over 3 uger = 21 dage. 

På dag 1 og 8 skal du have Gemcitabin. Herefter skal du igen have Gemcitabin på dag 22, hvor en ny serie startes.

Efter 2-3 serier bliver du scannet. Hvis resultatet er tilfredsstillende, fortsætter behandlingen så længe, der er effekt, og din almene tilstand tillader det.

Behandlingen stoppes, hvis du får uacceptable bivirkninger, eller hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.

Forud for hver behandling møder du op til blodprøvetagning og samtale med læge og/eller sygeplejerske. Her vil vi sikre os, at din almene tilstand og dine blodprøver er i orden. Herefter får du behandlingen af en sygeplejerske. 

Undersøgelser

Samtale med læge og sygeplejerske

Hver gang du kommer til behandling, taler du med en læge og/eller sygeplejerske. Du får her mulighed for at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din sygdom og behandling.

Blodprøver

Da kemoterapi midlertidigt kan hæmme knoglemarvens dannelse af nye blodceller, skal du have taget blodprøver forud for hver gang, du får kemoterapi.

CT-scanning

Efter ca. hver 2.-3. serie skal du have foretaget en CT-scanning af lunger og bughule. Undersøgelsen viser, om behandlingen har effekt på din sygdom.

Bivirkninger

Kemoterapi påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Denne påvirkning betyder, at der kan forekomme bivirkninger. Vi forventer ikke at se alle de nævnte bivirkninger hos dig og kan ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end de nævnte.

Træthed Du kan blive meget træt og få behov for at sænke tempoet. Hvis du arbejder, kan du få behov for at være sygemeldt helt eller delvist i de måneder, du får behandling.

Kvalme og opkastning I forbindelse med behandlingen kan du få kvalme og kaste op. Disse gener kan forebygges og behandles med kvalmestillende medicin.

Nedsat appetit Din behandling kan medføre, at din appetit nedsættes. Du kan få råd og vejledning af lægen, sygeplejersken og diætisten.

Influenzalignende symptomer Symptomer med feber, kulderystelser, muskelømhed kan forekomme i lettere grad efter Gemcitabinbehandlingen. Det varer sjældent mere end 2 dage, og kan lindres med Panodil.

Blodmangel, infektion og blødning Kemoterapi nedsætter knoglemarvens produktion af blodceller. Det kan give blodmangel, infektion og blødning. Blodmangel kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken. Infektioner kan vise sig ved feber højere end 38 grader og influenzasymptomer. Blødning kan vise sig ved for eksempel næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker og små røde pletter i huden. 

Diarre Du får information om, hvordan du skal forholde dig i tilfælde af diarre. Du får desuden udleveret Imodiumtabletter, der kan stoppe eventuel diarre.

Hårtab Behandlingen kan medføre, at du fælder mere end normalt.

Samliv og seksualitet Din lyst til seksuelt samvær kan blive påvirket. Dette kan skyldes, at du er i en både fysisk og psykisk belastet situation. 

Til mænd:

Kemoterapi kan nedsætte kvaliteten af sæd. Det betyder, at evnen til at få børn mindskes forbigående. I nogle tilfælde genvindes din evne til at få børn efter nogle måneder til år. Hvis du har spørgsmål vedrørende din fertilitet, er du altid velkommen til at kontakte os for at få yderligere information.

Til kvinder:

Kemoterapi kan medføre, at menstruationen bliver uregelmæssig eller ophører, hvilket vil påvirke evnen til at få børn. Vedvarende ophør af menstruationen medfører, at du går i overgangsalderen tidligere end ellers. Hvis du har spørgsmål vedrørende din fertilitet, er du altid velkommen til at kontakte os for at få yderligere information.

Fortæl om bivirkningerne – så vi kan behandle dem

For at vi kan forebygge og behandle eventuelle bivirkninger, er det vigtigt, at du oplyser os om de gener, du får i forbindelse med behandlingen. Hvis du får uacceptable bivirkninger, kan du komme ud for, at din behandling udsættes eller bliver afbrudt.

Forholdsregler 

Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.

Der udskilles kun ubetydelige mængder kemoterapi via skedens slimhinder og gennem sæd. Du vil derfor kunne have samleje uden at skade din partner. For en sikkerheds skyld anbefales brug af kondom i op til 5 døgn efter behandling.

Kemoterapi kan dog skade et foster, så du eller din partner skal anvende et svangerskabsforebyggende middel som kondom, spiral eller p-piller under behandlingen og indtil 6 måneder efter behandlingens ophør.

Vigtigt!

Du skal kontakte afdelingen, hvis du får:

  • diarre som ikke stoppes af Imodium inden 24 timer
  • mavesmerter
  • kvalme og opkastninger
  • feber over 38,5 grader
  • blødninger.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden