Fysisk aktivitet efter udskrivelse
Efter udskrivelsen vil du måske være mindre aktiv end normalt, og du kan have et øget behov for hvile.
Det er vigtigt at holde kroppen i gang ved gradvist at genoptage vanlige aktiviteter og huslige opgaver.
Du kan træne din kondition, blandt andet med flere daglige gåture, som gradvist kan gøres længere og udføres i varierende tempo og terræn.
Det er helt normalt, at du hurtigere bliver forpustet, når du er fysisk aktiv efter en operation. Det vil fortage sig i takt med, at du oplever bedring efter operationen, og når du får trænet din kondition.
Behandling af smerter
Efter udskrivelsen kan der fortsat godt være smerter fra operationsområdet. Du skal fortsat tage smertestillende som aftalt ved udskrivelsen.
Det er vigtigt, at du er smertedækket i en grad, så du kan trække vejret frit, hoste samt bevæge dig rundt både inde og ude.
Genoptagelse af arbejde
Du kan genoptage dit arbejde, når du føler dig klar. Hvornår det er, er individuelt og afhænger af, hvilket arbejde du har, samt typen af operation du har gennemgået. Hvis du har hårdt fysisk arbejde med tunge løft, er det vigtigt, at du følger anbefalingerne beskrevet senere i denne information.
Er du i tvivl om, hvornår du er klar til at genoptage dit arbejde, så spørg afdelingen eller egen læge til råds.
Genoptagelse af hverdags- og fritidsaktiviteter
Du kan genoptage hverdags - og fritidsaktiviteter, når du føler dig klar. Hvornår du kan starte igen, er individuelt og afhænger af den enkelte aktivitet samt typen af operation du har gennemgået.
Det vigtigste er, at du lytter til din krop. Hvis aktiviteten gør ondt, eller du får ubehagelige spændinger i maven, er det tegn på, at aktiviteten er genoptaget for tidligt.
Bilkørsel: Vi anbefaler, at du venter med selv at køre bil, til der ikke længere er smerter fra såret ved uforudsete bevægelser. Det må ikke gøre ondt at træde hårdt på bremsen. Det er cirka 2 uger efter operationen.
Cykling: Du må cykle på kondicykel umiddelbart efter din operation. Start med ingen eller lille modstand. Modstanden kan øges i takt med, at du føler dig klar til det. Cykling udendørs bør vente til cirka en uge efter operationen. Du kan gradvis gøre turene længere, men undgå stejle bakker i starten.
Svømning: Du kan tage i svømmehallen, når stingene er fjernet, og der ikke længere er skorper på såret. Svømning er en god og skånsom form for genoptræning.
Sportsaktiviteter: Genoptagelse af sport afhænger af hvilken sportsgren der er tale om, samt hvilken operation du har gennemgået. Du kan genoptage aktiviteter, hvor du selv har fuld kontrol over bevægelser og intensitet ca. 1-2 uger efter operation. Der er altså tale om aktiviteter, hvor der ikke kan komme uforudsete bevægelser. Start forsigtigt, mærk efter om aktiviteten føles OK for dig og øg gradvist tiden og intensiteten af aktiviteten. Der vil gå længere tid, før du er klar til styrketræning, kontaktsport og mere krævende sportsgrene.
Som med øvrige aktiviteter, er det vigtigt, at du lytter til din krop og stopper aktiviteten, hvis du oplever smerter fra operationsområdet.
Hvis du har spørgsmål til fysisk aktivitet og sport, kan du kontakte afdelingen eller egen læge.
Løft af tunge ting
Planlæg din hverdag, så du ikke behøver at løfte tunge ting i dagene/ugerne efter operationen.
Efter operation i maven må de fleste efter 1-2 uger løfte op til 5 kg og efter 3-4 uger op til 15 kg. Ved mindre indgreb må man typisk belaste mere og tidligere. Spørg lægen til råds ved behov.
For at lette byrden ved indkøb og løft kan du:
- Dele varerne i to poser
- Tage en vogn i stedet for en kurv
- Køre vognen helt ud til bilen eller cyklen
- Bruge en rygsæk eller indkøbstaske på hjul i stedet for en almindelig bærepose
Det samme kan gælde andre inden- og udendørs gøremål. Gå hellere flere gange med en let byrde end at løfte tungt én gang for meget.
Som udgangspunkt må du belaste, indtil du oplever smerter. Hvis det gør ondt i det opererede område, bør du stoppe aktiviteten. Du skal være opmærksom ved aktiviteter (løft, skub, træk og lign.) der er så anstrengende, at du må holde vejret og spænde i maven for at udføre dem.
HUSK altid at spænde og knibe sammen i bækkenbunden i forbindelse med løft (selv lette), hoste, nys og hvis du pudser næse. Med andre ord, hver gang trykket i maven stiger.
HUSK, at alt dette kun er en vejledning. Det er vigtigt, at du lytter til de signaler din krop giver og finder den rette balance mellem hvile, aflastning og fysisk aktivitet.
Behandling af arvæv
Når du bliver opereret i maven, skæres der gennem flere vævslag. Når såret heler, vokser lagene sammen igen. I forbindelse med sårhelingen dannes der arvæv, som er mindre smidigt end det omkringliggende væv. For at gøre arvævet mere smidigt kan du lave massage på og omkring arret, når sting/clips er fjernet og der ikke længere er sårskorpe og såret er helt lukket. Du kan i forbindelse med denne arvævsmassage benytte en fed creme.
Øvelser
Nedenfor finder du en række øvelser, som du kan lave både under indlæggelsen, og når du er blevet udskrevet. Vi anbefaler, at du laver øvelser dagligt og supplerer dem med gåture. Du skal helst blive lidt forpustet, da det er godt for kredsløbet. Hold eventuelt pauser i det omfang du har brug for.
Øvelserne udføres med 2-3 sæt med 10 gentagelser. Hold en pause på 1-2 minutter imellem hvert sæt.
Undgå at holde vejret når du udfører øvelserne da det øger trykket i maven.
Stabilitetsøvelser
- Læg dig på ryggen med bøjede hofter og knæ samt fødderne i underlaget. Slap af i balder og lår
- Knib sammen i bækkenbunden. Sug herefter navlen ind således, at lændesvajet udrettes og lænden kommer i kontakt med underlaget
- Hold spændingen i 5 sekunder og slap af igen
- Vær opmærksom på ikke at holde vejret under øvelsen
Stigende sværhedsgrad
Start som ovenfor. Mens du holder lænden i kontakt med underlaget, gør du følgende:
- Stræk skiftevis højre og venstre ben ud, foden skal glide mod underlaget
- Det er vigtigt, at du under hele øvelsen bevarer spændingen i maven så du holder lænden i kontakt med underlaget
Stigende sværhedsgrad
Start som ovenfor, men undlad at støde fra på armlænene eller knæene når du rejser dig op. Hold eventuelt armene krydset foran brystkassen.