Om Epotin
Epoetin (EPO) er et naturligt forekommende hormon hos mennesker. Det produceres i nyrerne, når iltindholdet i blodet er lavt, og det stimulerer dannelsen af røde blodlegemer i knoglemarven.
Ved langvarig svær nyresvigt reduceres dannelsen af epoetin (EPO), og der kan være behov for behandling med knoglemarvsstimulerende hormon.
Hvordan virker det knoglemavsstimulerende hormon epoetin?
Knoglemarvsstimulerende hormon epoetin bruges til behandling af blodmangel (for lav blodprocent) ved langvarigt nyresvigt.
Hvordan foregår behandling?
Behandling foregår med præparaterne Aranesp/NeoRecomon, som du får som indsprøjtning i underhuden i låret eller i maven én gang om ugen. Nålen på sprøjten er ca. 1 cm lang og tynd. I de fleste tilfælde vil du selv lære at indsprøjte EPO. Det er dog muligt at få hjælp af en hjemmesygeplejerske, hvis du har brug for det.
Hvis du er i hæmodialyse, kan Aranesp/NeoRecomon gives via dialyseapparatet.
Bivirkninger
Bivirkninger er uønskede eller utilsigtede virkninger af medicinen, og alle lægemidler har bivirkninger.
Det er ikke alle, der oplever bivirkninger ved behandlingen, og hvis du får bivirkninger, er det ikke alle nævnte bivirkninger, du vil opleve. Nogle bivirkninger vil være forbigående. Det betyder, at de aftager eller forsvinder helt med tiden.
Doseringen er individuel og reguleres af lægen. Den fulde effekt efter start/ændring i behandlingen ses først efter ca. 4 uger.
Hvilke bivirkninger kan der være?
Ved for høj blodprocent er der en øget risiko for forhøjet blodtryk og blodpropper. Din blodprocent bliver derfor jævnligt målt, så vi sikrer, at din blodprocent ikke bliver for høj.
Øvrig information
For at få den bedste behandlingseffekt er det vigtigt at undgå jernmangel. Behandlingen kombineres derfor ofte med jerntilførsel.
Hvis man ikke er i dialyse, udleveres sprøjterne i ambulatoriet eller sengeafsnittet. Sprøjterne skal opbevares i køleskabet.
Du kan læse mere om de enkelte præparater på: www.min.medicin.dk