Rektoskopi er en undersøgelse, hvor slimhinden i endetarmen undersøges. For at opnå det bedst mulige resultat af undersøgelsen er det vigtigt, at endetarmen er tømt.
På selve undersøgelsesdagen
Cirka 1½ time før du tager hjemmefra, skal du tage et klyster - Glyoktyl 7,5 ml (klyx) for at tømme tarmen. Du kan købe Glyoktyl 7,5 ml (klyx) på apoteket eller hente det i Mave-, Tarm- og Leversygdomme, klinik 2.
Glyoktyl tages ved at fjerne hætten og føre tubespidsen op i endetarmen og tømme tuben. Kort efter vil der komme afføring, så du må være i nærheden af et toilet.
Du må spise, som du plejer inden undersøgelsen.
Hvordan foretages undersøgelsen?
Du skal som hovedregel ligge på ryggen med benene i benstøtter. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, for eksempel på grund af en hoftelidelse, kan du ligge på siden.
Lægen fører et rørformet instrument forsynet med elektrisk lys (rektoskopet), op i din endetarm, hvorefter tarmen undersøges. Ved undersøgelsen kan der pustes lidt luft i tarmen, skylles med vand og suges for at få en så god oversigt af tarmslimhinden som muligt. Det gør ikke ondt, men luften, der pustes ind i endetarmen, kan give ubehag og spænde i maven under og lige efter undersøgelsen.
Under undersøgelsen kan man, med en lang smal tang, tage prøver af slimhinden til mikroskopi, og det er også muligt at fjerne små polypper.
Efter undersøgelsen
Hvis du har fået taget en prøve fra tarmen eller fjernet polypper, får du besked på vævsprøven efter cirka 14 dage - enten ved kontrol i klinikken eller per brev.
Komplikationer
Der er sjældent komplikationer til rektoskopi, men der kan opstå blødning, især hvis du har fået taget vævsprøver eller har fået fjernet polypper. Eventuelle blødninger går, som oftest, i ro af sig selv.
I meget sjældne tilfælde går der hul på tarmen. Hvis du bliver dårlig med feber og smerter eller blødning varer ved, skal du straks kontakte Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, Klinik 2 på 38 68 57 10. Uden for klinikkens åbningstid skal du kontakte vores sengeafsnit på 38 68 35 97.