Eltroxin/Euthyrox, behandling med stofskiftehormon

Eltroxin/Euthyrox er et stofskiftehormon, som kan behandle nedsat stofskifte.

Om behandlingen

Eltroxin/Euthyrox er et syntetisk fremstillet stofskiftehormon, der gives ved for lavt stofskifte (myksødem) og ved visse strumaformer. Behandlingen sikrer, at koncentrationen af stofskiftehormon i blodet stabiliseres. 

Behandlingen gives også i visse tilfælde ved for højt stofskifte sammen med stofskiftenedsættende medicin.

Dosis

Du skal tage Eltroxin/Euthyrox i tabletform. Hvilken dosis du skal have afhænger af din alder, vægt, graden af for lavt stofskifte og eventuelle andre sygdomme - specielt hjertesygdomme.

Den normale begyndelsesdosis er 25 – 50 mikrogram (mg) dagligt. Hos yngre personer kan begyndelsesdosis dog være lidt højere. 

Herefter stiger dosis med 50 mg hver 4. – 6. uge. Når dit stofskifte er stabiliseret, skal du tage en vedligeholdelsesdosis, som ofte er 100 – 300 mg dagligt.

Dosis bør ikke tages samtidig med kalktilskud eller mavesårsmedicin.

Dosis kan tages morgen eller aften og hele dosis kan tages på én gang. For nogen kan det være fordelagtigt at tage medicinen på tom mave.

Bivirkninger 

Bivirkninger ved behandling ses kun ved overdosering, som kan udløse for højt stofskifte. Generne kan være hjertebanken, indre uro, vægttab, diaré eller svedtendens.

Kontrol 

For at sikre, at du får den korrekte dosis, er det nødvendigt, at du regelmæssigt får kontrolleret dit stofskifte ved en blodprøve. 

Graviditet og amning

Er du gravid, er det meget vigtigt, at du får Eltroxin/Euthyrox i den rette dosis, da underbehandlig af lavt stofskifte (inden fostret selv har dannet en skjoldbruskirtel) kan påvirke forstrets udvikling. Hvis du planlægger at blive gravid, eller så snart du opdager, at du er gravid, anbefaler vi, at du får taget en blodprøve, der kan vise, hvilken dosis du skal have. Der er ofte behov for at øge dosis med ca. 25 % først i graviditeten.

Hvis du ammer, vil Eltroxin/Euthyrox udskille en lav koncentration i modermælken, men det har ingen skadelig effekt på barnet.

Præparater

Præparaterne fås i tabletform:

  • Tablet Eltroxin® (levothyroxin) á 50 mg
  • Tablet Eltroxin® (levothyroxin) á 100 mg
  • Tablet Euthyrox® (levothyroxin) á 25 mg
  • Tablet Euthyrox® (levothyroxin) á 50 mg
  • Tablet Euthyrox® (levothyroxin) á 100 mg

 

Redaktør