Gå til hovedindhold

Doxorubicin og Cisplatin, behandling med

Til patienter med knoglekræft (sarkom).

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.

Behandling af din kræftsygdom

Kræft, som stammer fra knoglevævet, kaldes osteogent sarkom. Sædvanligvis gives der 3 serier kemoterapi før operation og 3 serier efter operation. Du vil derfor sædvanligvis efter 3. serie kemoterapi blive henvist til vurdering med henblik på operation.

Hvordan foregår behandlingen

Kemoterapien gives som en indsprøjtning i en blodåre i armen via et drop, og behandlingen foregår i klinikken.

Hver behandlingsserie med Doxorubicin og Cisplatin strækker sig over 3 uger. De 2 første dage får du både Doxorubicin og Cisplatin. Det varer 5-6 timer at få Doxorubicin og Cisplatin.

På 3. dagen skal du have et stof, der stimulerer dannelsen af hvide blodceller (Lonquex). Det gives som en indsprøjtning i underhuden i maven eller låret. Du kan selv tage indsprøjtningen, du kan komme ind på hospitalet og få den, og alternativt kan der komme en hjemmesygeplejerske og give dig den. Derefter er der 2½ uges pause med kemoterapien.

Lægebesøg og blodprøver

Før hver serie kemoterapi får du taget blodprøver og taler med en læge og/eller sygeplejerske. Derudover skal du komme til blodprøver på dag 8 og dag 15 i hver serie.

Mulige bivirkninger

Celler, der deler sig, er følsomme for kemoterapi, og derfor virker kemoterapi mod kræftceller. Kroppen har også normale celler, som deler sig hurtigt. Disse normale celler påvirkes i nogle tilfælde og derved opstår bivirkninger. Bivirkningerne kan forekomme i større eller mindre grad, og det er ikke sikkert, at du oplever dem alle.

Påvirkning af knoglemarven Kemoterapi kan medføre en påvirkning af knoglemarven, som viser sig ved nedsat dannelse af blodceller. Det kan give blodmangel, (træthed, hovedpine, øresusen), større tilbøjelighed til infektion (feber) og øget tendens til blødning (næseblødninger og små hudblødninger).

Vigtigt!

  • Ved tegn på blødning og ved feber over 38,5 grader, er det vigtigt at kontakte afdelingen. Bivirkningerne vil herefter blive afhjulpet med medicinsk behandling. 

Påvirkning af nyrefunktionen Behandling med Cisplatin kan påvirke nyrefunktionen. Dette forebygges ved at give væske via droppet i forbindelse med behandlingen. Derudover kontrollerer vi din nyrefunktion både før behandlingen og i behandlingsforløbet.

På grund af behandlingen med Cisplatin kan du op til et år efter afsluttet behandling kun undtagelsesvis tåle at få behandling med antibiotika af typen aminoglykosid. Du skal derfor fremover i det tidsinterval bære et kort på dig, hvor der står du er blevet behandlet med Cisplatin. Du vil få kortet udleveret af sygeplejersken, der giver dig kemoterapi.

Kvalme og opkastning I forbindelse med behandlingen og de efterfølgende par dage efter behandlingen kan du blive utilpas, få madlede, kvalme og måske kaste op. Disse gener kan lindres med kvalmestillende medicin.

Hårtab Behandlingen medfører, at du taber håret. Vi tilbyder derfor tilskud til en paryk eller tørklæde, hvis du ønsker det. Nogle måneder efter behandlingen er afsluttet, vokser håret ud igen.

Irriterede slimhinder Slimhinderne i din mund, mave og tarm kan blive irriterede. Det kan give gener som f.eks. mundbetændelse, mavesmerter og diarre. Der kan i stedet for diarre opstå forstoppelse. Hvis disse symptomer opstår, kan de afhjælpes med medicin.

Føleforstyrrelser Du kan få stikken og prikken i hænder og fødder. Disse føleforstyrrelser svinder ofte inden for det første år efter behandlingens ophør, men de kan også blive permanent.

Påvirkning af hørelsen Hos nogle patienter kan der opstå høretab og ringen for ørerne – i så fald vil hørenedsættelsen være varig, mens ringen for ørerne ofte aftager med tiden.

Når behandlingen med Doxorubicin gives, er vi meget omhyggelige med at give stoffet direkte i blodåren. I sjældne tilfælde kan kemoterapien løbe ud i underhuden under selve behandlingen og skade det omkringliggende væv. Der findes en type modgift, som kan forhindre en evt. skade. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at anlægge et permanent kateter (Port-a-Cath) lige under huden, og herigennem give kemoterapien.

Påvirkning af hjertefunktionen Doxorubicin kan påvirke hjertefunktionen. Derfor er det begrænset, hvor meget Doxorubicin man kan tåle. Vi kontrollerer din hjertefunktion før og under behandlingsforløbet med EKG og med en hjertefunktionsundersøgelse, der kaldes MUGA.

Træthed Behandlingen vil ofte medføre træthed. Giv dig selv tid til at slappe af, og lad din krop fortælle dig hvad du kan overkomme.

Du bliver kontrolleret for udvikling af alle former for bivirkninger. Du får også tilbudt støttende og lindrende behandling efter behov. Skulle der opstå svære eller uacceptable bivirkninger, bliver behandlingen udsat, fortsat med nedsat dosis eller stoppet.

Eventuelle forholdsregler

Du kan omgås familie og venner, som du plejer, dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne (se afdelingens generelle vejledning om kemoterapi).

Kvinder i den fødedygtige alder skal have foretaget en graviditets-test (blodprøve) før start på behandlingen. Du og din partner skal anvende sikre svangerskabsforebyggende midler som p-piller, spiral eller kondom under behandlingen og indtil 6 måneder efter for at undgå graviditet, da der ellers kan være risiko for fosterskader.

Der er risiko for, at evnen til at få børn nedsættes eller ophører. Hvis dette er relevant for dig, kan du få en uddybende samtale med lægen om, hvad der kan gøres inden behandlingsforløbets begyndelse.

Effekt af behandlingen

Under behandlingen vil du få foretaget kontrolundersøgelser i form af røntgenundersøgelser og/eller skanning og/eller knoglescintigrafi. Disse kontroller foretages for at undersøge, om behandlingen har effekt på din kræftsygdom. Hvis det viser sig, at behandlingen ikke har effekt, vil den blive stoppet.

Når du er færdig med behandlingen, skal du fortsætte med at gå til kontrol på den afdeling, som har henvist dig til Afdeling for Kræftbehandling.

Er der i øvrigt spørgsmål, du ønsker at drøfte med os, står vi selvfølgelig til rådighed.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden