Gå til hovedindhold

Doxorubicin, behandling med

Til patienter med bløddelskræft (sarkom).

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.

Du har nu gennemgået en række undersøgelser. De har vist, at du har en kræftsygdom af typen bløddelssarkom. Tidligere videnskabelige forsøg har vist, at kemoterapistoffet Doxorubicin er effektivt til behandling af bløddelssarkomer.

Sådan foregår behandlingen 

Før behandlingsforløbet begynder, kan det være nødvendigt at foretage nogle undersøgelser. Det kan f.eks. være røntgen, scanning, blodprøver, elektrokardiogram (EKG) og en speciel hjertefunktionsundersøgelse (MUGA). 

Doxorubicin gives direkte i en blodåre i armen.

Behandlingen varer ca. 1 time. Når du modtager behandlingen, er vi meget omhyggelige med, at stoffet gives direkte i blodåren. I sjældne tilfælde kan kemoterapi løbe ud i underhuden under behandlingen og forårsage skade på det omkringliggende væv. Der findes en type modgift, som kan forhindre en eventuel skade. For at beskytte dit hjerte giver vi dig beskyttende hjertemedicin, før du får kemoterapi. 

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at anlægge et permanent kateter (Port-a-Cath) lige under huden og så give kemoterapien via kateteret.

En behandlingsserie gælder perioden fra du begynder på en behandling (dag 1) til du begynder på den næste behandling (dag 22), det vil sige, at en behandlingsserie varer 3 uger. 

 

Efter 3 uger gentages behandlingen, hvis blodprøverne og dit almene velbefindende tillader det. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at udskyde behandlingen en uge, indtil blodprøverne viser normale værdier igen. Behandlingen gives i klinikken. Det er hensigten at give op til 8 behandlinger.

Sådan følger vi din sygdom og behandling 

Hver gang du møder til kemoterapi, får du taget blodprøver og bliver undersøgt af en læge. I forbindelse med lægesamtalen bliver du spurgt om, hvordan de forløbne uger er gået, og hvilke bivirkninger og ubehag du eventuelt har haft. Ind i mellem de første behandlinger er det nødvendigt at tage en blodprøve. Dette kan foregå lokalt på hospital eller hos din egen læge. Efter hver 3. behandling får du foretaget en kontrolundersøgelse som f.eks. CT scanning.

Mulige bivirkninger ved behandlingen med Doxorubicin 

Kemoterapi påvirker ikke kun kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Den påvirker især de celler, der vokser hurtigt, som for eksempel cellerne i hårsækken, mavesækken og knoglemarv. Det vil du kunne opleve som bivirkninger ved kemoterapien. 

Bivirkningerne kan forekomme i større eller mindre grad, og det er ikke sikkert, at du oplever dem alle. 

Påvirkning af knoglemarven viser sig ved nedsat dannelse af blodceller. Det kan give blodmangel, (træthed, hovedpine, øresusen), større tilbøjelighed til infektion (feber) og øget tendens til blødning som f.eks. næseblødninger og små hudblødninger. 

Vigtigt!

Hvis du 
•     får feber over 38,5 grader og/eller
•     tegn på blødning
er det vigtigt at kontakte afdelingen.

Kvalme og opkastning I forbindelse med behandlingen kan du få kvalme og kaste op. Disse gener kan forebygges og behandles med kvalmestillende medicin. Du får udleveret medicinen i afdelingen.

Hårtab Behandlingen medfører hårtab og der vil være behov for paryk, som afdelingen giver et tilskud til at købe. Du kan også købe en kasket eller hue, hvis du ikke ønsker paryk. Håret vokser ud igen efter endt behandling.

Slimhinderne i munden og i tarmen kan blive irriterede. Dette kan medføre ømhed, små sår og svampeinfektion i munden og/eller diarre. Bivirkningerne kan behandles med medicin, som du får udleveret i afdelingen.

Træthed Behandlingen kan gøre dig træt og du kan få behov for at sænke tempoet. Giv dig selv tid til at slappe af, og lad din krop fortælle dig, hvad du kan overkomme.

Svækkelse af hjertemusklen Behandlingen kan i sjældne tilfælde medføre svækkelse af hjertemusklen. For at holde øje med hjertes funktion, vil du få foretaget en undersøgelse af hjertets pumpefunktion (MUGA) ved start på behandlingen og efter 4 behandlinger. Du får medicin, der beskytter dit hjerte (Dexrazoxan) i forbindelse med din behandling.

Samliv og seksualitet Din lyst til seksuelt samvær kan blive påvirket. Dette kan skyldes, at du er en fysisk og psykisk belastet situation.

Forholdsregler 

Du kan omgås familie og venner, som du plejer, dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne.

Der udskilles kun lidt eller ubetydelige mængder kemoterapi via skedens slimhinde og via sæd, men for en sikkerheds skyld anbefales brug af kondom i op til 5 døgn efter behandling. Kvinder i den fødedygtige alder skal have foretaget en graviditetstest (blodprøve) før start på behandlingen. Du og din partner skal anvende sikre svangerskabsforebyggende midler som p-piller, spiral eller kondom under behandlingen og indtil 6 måneder efter for at undgå graviditet, da der ellers kan være risiko for fosterskader. 

Der er en risiko for, at evnen til at få børn nedsættes eller ophører. Hvis det er relevant for dig, kan du få en uddybende samtale med lægen om, hvad der kan gøres inden behandlingens opstart. 

Du er altid velkomme til at stille spørgsmål om behandlingen. Skriv gerne spørgsmålene ned, så du husker at spørge ved næste fremmøde. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden