Gå til hovedindhold

Dostarlimab, Behandling med

Til patienter med tilbagefald af livmoderkræft af MMRd type

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen med Dostarlimab.

Vi ved, at du står i en vanskelig situation, som måske kan synes uoverskuelig. Du kan bruge denne information til at få overblik over den behandling, vi anbefaler. Dine pårørende kan også have glæde af at læse informationen for bedre at kunne støtte dig i dine overvejelser.

Dostarlimab

Tilbagefald af livmoderkræft kan i nogle tilfælde behandles med antistoffet Dostarlimab. Dostarlimab styrker immunforsvarets evne til at genkende og bekæmpe livmoderkræft.

Valg af behandling

Vi tilbyder dig denne behandling, fordi vi forventer, at den vil lindre dine eventuelle symptomer. I få tilfælde kan behandlingen få sygdommen til at svinde helt i kortere eller længere tid.

Behandlingen

Du bliver behandlet med Dostarlimab hver 3. uge. Behandlingen foregår i klinikken og gives i et drop over ca. 30 minutter. Det vil sige, at du kan tage hjem, så snart behandlingen er afsluttet.

Undersøgelser

Samtale med læge og/eller sygeplejerske

Hver gang du møder til behandling, kommer du til at tale med en læge og/eller sygeplejerske. Her får du mulighed for at stille spørgsmål eller drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din sygdom og behandling.

Behandlingen stoppes

  • hvis scanninger viser, at den ikke har tilstrækkelig effekt på sygdommen
  •  hvis du får uacceptable bivirkninger
  • hvis du selv ønsker at stoppe behandlingen.

Blodprøver

Da Dostarlimab midlertidigt kan påvirke en række funktioner i din krop, skal du have taget blodprøver, dagen før hver behandling.

Hvis dine blodprøver ikke er i orden, vil behandlingen blive udskudt, indtil blodprøverne viser, at du kan få behandling igen.

Røntgenundersøgelse/scanning

Efter den 4. behandling får du foretaget en CT- scanning af lungerne og bughulen. Undersøgelsen vil vise, om behandlingen har effekt på din sygdom. Herefter bliver du scannet efter hver 4. behandling. Hvis din sygdom fortsat er i ro, og du tåler behandlingen godt, fortsætter behandlingen. Derefter foretages skanning efter hver 2. behandling.

Bivirkninger

Det er muligt, at du får bivirkninger på grund af behandlingen. Disse bivirkninger er forskellige fra person til person. Lægen kan i mange tilfælde give dig medicin til lindring af bivirkningerne. Mange bivirkninger svinder, når du stopper med at tage medicinen. I nogle tilfælde kan bivirkninger være alvorlige, langvarige og/ eller muligvis aldrig forsvinde. Der er også i meget sjældne tilfælde risiko for livstruende bivirkninger. Du skal tale med lægen om de eventuelle bivirkninger, du oplever under behandlingen.

Dostarlimab påvirker ikke kun kræftcellerne, men kan også påvirke kroppens raske celler.

Bivirkningerne opstår ofte på grund af immunsystemet, som påvirkes af Dostarlimab. Dostarlimab aktiverer dit immunsystem til at bekæmpe kræftcellerne.

I nogle tilfælde kan immunsystemets celler også angribe dine normale celler og væv, ligesom de angriber kræftcellerne. Disse bivirkninger kaldes autoimmune bivirkninger.

Bivirkninger kan opstå under hele behandlingsforløbet - også efter endt behandling. De kan som regel alle behandles med en pause fra Dostarlimab, eventuelt suppleret med Prednisolon, som er et binyrebarkhormon.

Hvis du får en autoimmun bivirkning, kan den være måneder om at forsvinde. Det er derfor vigtigt, at du kender symptomerne på de autoimmune bivirkninger.

Vi forventer ikke at se alle bivirkninger hos dig, men kan dog ikke på forhånd udelukke andre bivirkninger end de, der er nævnt her.

Træthed Du kan blive meget træt og få behov for at sænke tempoet. Det er en træthed, du ikke altid kan sove dig fra, og du kan opleve ikke at have overskud til det, du plejer at kunne. Enkelte har behov for at være sygemeldt helt eller delvist fra deres arbejde.

Hud Du kan under behandlingen få problemer med huden som for eksempel udslæt, kløe, rødme og tør hud. Hudsymptomerne kan ofte behandles med fed creme. I nogle tilfælde er der dog behov for behandling med steroidcremer.

Irritation af slimhinderne i øjne, mund, svælg og mavetarmkanal Irritation af slimhinderne viser sig ofte som tørhed. Der kan også ses små sår, blister, hvide belægninger, svie og ubehag ved indtagelse af især sure og stærke madvarer.

Der kan forekomme lette mavesmerter og diarre. Let diarre forekommer ofte. Hvis du får udtalt diarre (mere end fire gange dagligt ), bør du kontakte personalet på afdelingen. I nogle tilfælde kan der opstå forstoppelse frem for diarré.

Kvalme og nedsat appetit I forbindelse med behandlingen kan der forekomme kvalme og manglende appetit, og hos enkelte kan der forekomme opkastning. Disse gener kan behandles med kvalmestillende medicin. Vær opmærksom på, at du ikke taber dig, og spørg os gerne om kostråd.

Hoste og åndenød Der kan forekomme tør irritationshoste og åndenød. Bliver det generende, kan hosten forsøges lindret med hostestillende midler.

Pneumonitis og pneumoni Pneumonitis er en tilstand med irritation og fortætning af lungevævet. Dette medfører forværring af hoste og åndenød og giver feber. Lungebetændelse kan give samme symptomer men skyldes bakterier i lungevævet. Dostarlimab kan give begge tilstande, og det er derfor vigtigt, at du henvender dig til klinikken, hvis du får feber, åndenød og hoste eller forværring af disse symptomer, så du kan blive behandlet.

Tilstanden behandles med enten binyrebarkhormon eller antibiotika.

Led- og muskelsmerter Der kan under behandlingen opstå varierende grader af smerter i led- og muskler. Du kan også få hovedpine, og du vil kunne opleve influenzalignende symptomer.

Nyre- og leverfunktionen Dostarlimab kan i sjældne tilfælde påvirke funktionen af nyrerne og leveren. Din nyre- og leverfunktion bliver derfor målt med en blodprøve inden hver behandling.

Allergisk reaktion Dostarlimab kan i sjældne tilfælde udløse en overfølsomhedsreaktion. Overfølsomhedsreaktionen kan opstå, umiddelbart efter at behandlingen er begyndt. Ofte er reaktionen mild i form af rødme og fornemmelse af varme.

Påvirkning af i hormonkirtel-produktionen Dostarlimab kan i enkelte tilfælde påvirke de hormonproducerende organer i kroppen, så de enten producerer for meget eller for lidt hormon. Det kontrollerer vi i blodprøverne. Det kan give en lang række symptomer som f.eks. øget blodsukker, hurtig puls, øget svedtendens, vægttab, vægtstigning, hårtab, kuldefornemmelse, for- stoppelse, svimmelhed, dybere stemme eller muskelsmerter.

Vi holder øje med din hormonproduktion fra de hormonproducerende organer, ved hjælp af blodprøver, men du skal fortælle os, hvis du oplever nogle af ovenstående symptomer.

Kontakt straks afdelingen, hvis du føler dig akut meget syg f.eks. med

  • feber over 38,5 °C
  • vejrtrækningsbesvær
  • svær diarré eller mavesmerter
  • kraftig træthed eller forvirring
  • gulsot (gule øjne/hud)
  • alvorlig hovedpine eller sløret syn.

Mere viden

Hvis du vil vide mere om din medicin, kan du finde information på min.medicin.dk

Du kan læse mere om generelle bivirkninger i vores bog: Link til bogen Bivirkninger i forbindelse med Medicinsk Kræftbehandling

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden